LEDER: Der venter to underholdende uger frem til SF's landsmøde, hvis den strid om den politiske linje i partiet, som tilsyneladende udkæmpes mellem en fløj, der ønsker at repræsentere ufaglærte og faglærte lønmodtagere i såvel den private som den offentlige sektor, og en anden fløj, der forekommer at tale til især offentligt ansatte akademikere, pædagoger og skolelærere.
Det opstillede modsætningsforhold mellem de grupperinger af lønmodtagere kan for udenforstående være svært at få øje på. Javel, de har forskellig uddannelsesbaggrund, men de er dog alle i arbejde, de står op om morgenen, smører madpakker, afleverer børn, betaler skat o.s.v.
Den virkelige interessekonflikt i samfundet burde vel også en socialist som Mattias Tesfaye, der har været på byggepladserne, kunne se: Den eksisterer jo mellem dem, der gør sig umage for at få og fastholde et arbejde, og så dem, der læner sig tilbage og lader sig forsørge af de førstes arbejdsindsats med Skat som mellemmand. Som Tesfaye faktisk sagde i Debatten på DR2 torsdag i den forgangne uge:
"Jeg har selv flere i min familie, som er på min alder, og som er på førtidspension. Jeg synes, de er blevet opgivet. Det synes jeg. De sidder oppe i deres toværelses lejligheder, de ser fjernsyn, deres største drøm er at gå fra kontanthjælp til deres førtidspension. Det synes jeg er en fuldstændig taberstrategi for samfundet og for dem."
Mattias Tesfaye mener ikke, at det nuværende arbejdsmarked har plads til de mennesker. Hvorfor ikke? Måske fordi de ikke kan leve op til den mindsteløn, som sættes af det høje danske dagpengeniveau?
Tesfaye og de andre "arbejderister" i SF bør stille sig selv dette spørgsmål: Er det bedre at modtage en kontanthjælp på 10.000 kr. om måneden end at være i fuldtidsarbejde til 10.000 kr. om måneden? Hvis svaret er nej, hvordan gør man det så attraktivt at tage imod det arbejde, man kan få til den løn, man kan gøre sig fortjent til, fremfor at tage imod pengene fra det offentlige?
