Som borger har man en forventning om at flere midler til den offentlige service- og velfærdsproducerende sektor medfører højere produktivitet og nedbringelse af enhedsomkostningerne. Oftest vil det gå lige modsat.
Produktivitet er et udtryk for antal producerede enheder pr. krone. Effektivitet defineres på samme måde, dog med hensyntagen til produktionens kvalitet. De to begreber, som fejlagtigt anvendes synonymt, kan bringes på følgende formel, ifølge Finansministeriets økonomisk administrative vejledning:
Produktivitet = Outputmål / Omkostninger.
Effektivitet = Outputmål * Kvalitet / Omkostninger.
Effektivitet er også defineret mere bredt som et udtryk for, at politiske målsætninger føres ud i livet som tiltænkt af politikerne.
I en privat produktionsvirksomhed foretages en rentabilitetsanalyse ved investering i ny teknologi. Formålet er almindeligvis at nedbringe enhedsomkostninger uden tab af kvalitet i produktet. I den offentlige service- og velfærdssektor er det ikke givet, at indførelse af nye teknologier, eksempelvis medicinske teknologier gøres med henblik på at opnå et bedre og mere produktivt forhold mellem input af ressourcer (lønninger mv.) og output (præsteret aktivitet).
Investeringer i teknologi og specialisering (opbygning af specialfunktoner, koncentrering af indsatsen på en mere afgrænset patientskare) kan være foretaget for at forbedre output kvalitativt og ikke for at præstere højere aktivitet. Specialisering forudsætter ofte kompetenceudvikling og etablering af kompetencecentre, specialenheder, ansættelse af specialister, hvilket forøger enhedsomkostningerne.
Omkostninger i det offentlige er bl.a. bestemt af prioriteringen af faglighed i den leverede ydelse, prioriteringen af nærhed og tilgængelighed, prioriteringen af forskning, analyse, vidensdeling, prioriteringen af informationsvirksomhed, graden af brugerinvolvering mv.
Der vil ofte være tale om en balance mellem nærhed og specialisering og kompetencekoncentration. Netop kompetencecentre er udtryk for en mandskabsintensiv og omkostningsintensiv foranstaltning og organisatorisk arrangement, der som tillægsgevinst vil have spredning af viden til basisorganisationen. Det tager dog tid at overføre viden til basisorganisationen, der skal evne at adoptere eller adaptere viden. Også det tager tid, kræver mandskab og koster penge.
Der er altid ved specialisering en latent risiko for at borgere ikke passer ind og falder mellem ”to stole”.
Der bør skelnes mellem produktivitet og effektivitet. Produktivitet omhandler som sagt udbyttet målt i præsteret aktivitet pr. anvendt krone. Det er naturligvis værd at hæfte sig ved hvor meget samfundet får af kvantum. Men lige så interessant er det, om diverse service- og kvalitetsmål nås. Om den politiske målsætning opfyldes. Det kan betegnes som effektivitet, i bred forstand. Den offentlige sektor omhandler først og sidst omsætning af folkevalgtes ønsker i form af politikker. Derfor må effektivitet tages alvorligt. Men det må omgangen med samfundets ressourcer og skatteborgerne penge også. Spørgsmålet er om vi i bestræbelserne på at kvalitetsforbedre den offentlige sektor i virkeligheden betaler en for høj pris. At det koster monetært, hvorimod vi ikke kan være sikre på at få kvalitet og mere kvalitet for flere penge. Hvem vil sætte sig op mod kompetenceudvikling og specialisering i den offentlige sektor? Vil fagforeningerne og de ansatte? Næppe. Vil politikerne? Nej, kun hvis økonomien er en forhindring. Vil borgerne? Måske. De er i hvert fald sidste skanse.
Min pointe er i al sin enkelthed, at det eneste sikre i forhold til at anvende midler på kompetenceudvikling og koncentrering af tilbud i kompetencecentre er, at det er et fordyrende element, som måske, måske ikke giver afkast i form af mere kvalitet i ydelsen og servicen fra det offentlige. Krisebevidstheden i det danske samfund vil forhåbentligt medføre et folkekrav om mere og påviseligt bedre service i offentlige tilbud, såfremt der kanaliseres flere midler til et bestemt område og til et bestemt tilbud.
Produktivitet er et udtryk for antal producerede enheder pr. krone. Effektivitet defineres på samme måde, dog med hensyntagen til produktionens kvalitet. De to begreber, som fejlagtigt anvendes synonymt, kan bringes på følgende formel, ifølge Finansministeriets økonomisk administrative vejledning:
Produktivitet = Outputmål / Omkostninger.
Effektivitet = Outputmål * Kvalitet / Omkostninger.
Effektivitet er også defineret mere bredt som et udtryk for, at politiske målsætninger føres ud i livet som tiltænkt af politikerne.
I en privat produktionsvirksomhed foretages en rentabilitetsanalyse ved investering i ny teknologi. Formålet er almindeligvis at nedbringe enhedsomkostninger uden tab af kvalitet i produktet. I den offentlige service- og velfærdssektor er det ikke givet, at indførelse af nye teknologier, eksempelvis medicinske teknologier gøres med henblik på at opnå et bedre og mere produktivt forhold mellem input af ressourcer (lønninger mv.) og output (præsteret aktivitet).
Investeringer i teknologi og specialisering (opbygning af specialfunktoner, koncentrering af indsatsen på en mere afgrænset patientskare) kan være foretaget for at forbedre output kvalitativt og ikke for at præstere højere aktivitet. Specialisering forudsætter ofte kompetenceudvikling og etablering af kompetencecentre, specialenheder, ansættelse af specialister, hvilket forøger enhedsomkostningerne.
Omkostninger i det offentlige er bl.a. bestemt af prioriteringen af faglighed i den leverede ydelse, prioriteringen af nærhed og tilgængelighed, prioriteringen af forskning, analyse, vidensdeling, prioriteringen af informationsvirksomhed, graden af brugerinvolvering mv.
Der vil ofte være tale om en balance mellem nærhed og specialisering og kompetencekoncentration. Netop kompetencecentre er udtryk for en mandskabsintensiv og omkostningsintensiv foranstaltning og organisatorisk arrangement, der som tillægsgevinst vil have spredning af viden til basisorganisationen. Det tager dog tid at overføre viden til basisorganisationen, der skal evne at adoptere eller adaptere viden. Også det tager tid, kræver mandskab og koster penge.
Der er altid ved specialisering en latent risiko for at borgere ikke passer ind og falder mellem ”to stole”.
Der bør skelnes mellem produktivitet og effektivitet. Produktivitet omhandler som sagt udbyttet målt i præsteret aktivitet pr. anvendt krone. Det er naturligvis værd at hæfte sig ved hvor meget samfundet får af kvantum. Men lige så interessant er det, om diverse service- og kvalitetsmål nås. Om den politiske målsætning opfyldes. Det kan betegnes som effektivitet, i bred forstand. Den offentlige sektor omhandler først og sidst omsætning af folkevalgtes ønsker i form af politikker. Derfor må effektivitet tages alvorligt. Men det må omgangen med samfundets ressourcer og skatteborgerne penge også. Spørgsmålet er om vi i bestræbelserne på at kvalitetsforbedre den offentlige sektor i virkeligheden betaler en for høj pris. At det koster monetært, hvorimod vi ikke kan være sikre på at få kvalitet og mere kvalitet for flere penge. Hvem vil sætte sig op mod kompetenceudvikling og specialisering i den offentlige sektor? Vil fagforeningerne og de ansatte? Næppe. Vil politikerne? Nej, kun hvis økonomien er en forhindring. Vil borgerne? Måske. De er i hvert fald sidste skanse.
Min pointe er i al sin enkelthed, at det eneste sikre i forhold til at anvende midler på kompetenceudvikling og koncentrering af tilbud i kompetencecentre er, at det er et fordyrende element, som måske, måske ikke giver afkast i form af mere kvalitet i ydelsen og servicen fra det offentlige. Krisebevidstheden i det danske samfund vil forhåbentligt medføre et folkekrav om mere og påviseligt bedre service i offentlige tilbud, såfremt der kanaliseres flere midler til et bestemt område og til et bestemt tilbud.
