Åh ja. De kære små. Eller store, faktisk.
Altså forsørgertillæg. Børnepenge. Børneydelse. De er så søde, er de ikke?
Vores veninde er 27. Hun har "smerter" og "noget angst og depression". Altsammen frygtelig invaliderende sygdomme (eller, altså, i tidsrummet 8.30-16.00, mest). Hun vil drøngerne have forsørgertillæg og så videre. Og hvordan får man det? Jo, man skal have et af de dér "børn".
Så det vil hun have.
Problemet er bare, at hendes psykiater er flink nok til at gi' den gas med diagnoserne, så hun kan få den pension:
sidder jo og er ved at få lavet en speciallæge erklæring ved en psykiater da kommunen ønsker dette... forhåbentlig er det noget af det sidste i min sag.. men psykiateren sagde at hun nok "overdriver" diagnoserne lidt da kommunen gerne vil have diagnoser...
MEN!
De her diagnoser... nu opstår der en bekymring for, om kommunen måske kan tage forsørgertillæget fra hende og placere det i plejefamilie:
jeg sidder så tilbage og tænker hvis hun nu skriver en masse ikke så heldigt om mig vil det være noget der kan spænde ben for at få sit barn?
Ja, det ville ikke være godt. Man bliver jo glad for sådan et forsørgertillæg. Du ved, man ser det komme ind på kontoen første gang; man holder kontanterne i sine arme og køber ting til med det.
Og hvad med børnepengene? Skal de så også bare stå ude i kulden uden at blive elsket af vores veninde?
Åh, der er mange forhindringer frem mod at skulle stifte familie på bankkontoen.
