Så faldt dommen i sagen, som hele Danmark (nogle af os frivilligt - andre ufrivilligt) har fulgt med i. Anni "Fønsby" Brinch er blevet tildelt to år bag tremmer for rufferi. Dette er ikke et forsvar for det, at Anni har forbrudt sig mod dansk lovgivning - den skal vel overholdes selvom man er uenig i den - men et angreb på den mentalitet der afspejler sig i selvsamme lovgivning.
Der er mange grunde til, jeg er politiker og ikke sexarbejder. Men hvis jeg nu hypotetisk overvejede at gå ind i branchen, ville lovgivningens paradoksale natur stå mig klart allerede fra første spadestik. For selvom sexarbejde og sexkøb er tilladt i Danmark, har lovgiverne gjort et godt stykke arbejde for, i Godhedens navn, at besværliggøre enhver form for professionalisering af sexkøb. For hvad er "rufferi" i grunden egentlig? Navnet henleder tankerne på snavsede, kolde baglokaler, mistænkelige typer. Socialt bagslag, usikkerhed og udnyttelse. Men i dagens Danmark er de, der bevæger sig på kanten til rufferi oftest dem, der adskiller sig mest fra de velkendte stereotyper.
I den typiske fortælling er rufferen bag"manden", alfonsen og den egentlige "professionelle" og agerende i foretagenet. Den prostituerede er uden handlemuligheder og passiv (i alle andre henseender end selve akten). Ser man bort fra få forfærdelige historier, hverken jeg eller andre bør undergrave tragikken i, er virkeligheden dog en anden for andre sexarbejdere.
Når man snakker om dårlige arbejdsforhold med sexarbejdere, er det netop oftest lovgivningen, de peger på som den største forhindring for forbedring af det førnævnte arbejdsmiljø. For at gennemgå et par problemstillinger skal man nærmest starte med ordet "bordel". Ordet står direkte nævnt i straffelovens § 228. Igen er der kulturelt indlejret en negativ konnotation i ordet, ligesom det var tilfældet med rufferi. Men problemet med formuleringen er, at strafferammen ikke kun omfatter dem, der lever op til den negative konnotation (og driver bordel på en udnyttende, tvangslignende facon). Bordeldrift indbefatter nemlig enhver form for udlejning af hotelværelser, lejligheder, kælderværelser etc.
Med andre ord ender lovgivningen altså med at sætte sexarbejderen i en situation, hvor eneste mulige arbejdsplads er eget hjem. De færreste af os ville nyde at have arbejde og hjem blandet sammen - i hvert fald uden det var selvvalgt. Og igen undergraves sexarbejdernes professionalisme. For at vende tilbage til, hvordan man kunne opfatte sexarbejderen som den passive aktør i sexhandelen - er det netop meget sjældent tilfældet. Oftest er iværksætterånd og handlekraft snarere kvaliteter den enkelte sexarbejder besidder.
Det er nu ikke sådan, at lovgivningen ikke også forsøger at kvæle den tendens. For lovgivningen består af meget mere end et simpelt forbud mod bordeldrift. Det er kun toppen af misforstået-omsorgs-isbjerget. Da rufferilovgivningen inkluderer et forbud mod enhver form for indtjening på andres sexarbejde, er det altså også en potentiel sag for bagmandspolitiet, om man som sexarbejder må hyre en telefondame for at effektivisere arbejdsgangen, hyre sikkerhedspersonale eller vagtselskaber eller ansætte en "bordelmutter" til at organisere vagtplaner o.s.v.
Rufferi er altså meget mere end man lige skulle tro. Det undskylder ikke Annis (åbenbart) gentagne brud mod dansk lovgivning. Ikke desto mindre er hendes dom et symptom på, at lovgivningen, på trods af sin misforstående natur, stadig håndhæves. Hun og hendes tidligere kollegaer slagtes fortsat på den danske politiske korrektheds alter. Danskernes gode mavefornemmelse er fortsat intakt. Desværre på bekostning af hårdtarbejdende, frie, professionelle mænd og kvinder.
Der er mange grunde til, jeg er politiker og ikke sexarbejder. Men hvis jeg nu hypotetisk overvejede at gå ind i branchen, ville lovgivningens paradoksale natur stå mig klart allerede fra første spadestik. For selvom sexarbejde og sexkøb er tilladt i Danmark, har lovgiverne gjort et godt stykke arbejde for, i Godhedens navn, at besværliggøre enhver form for professionalisering af sexkøb. For hvad er "rufferi" i grunden egentlig? Navnet henleder tankerne på snavsede, kolde baglokaler, mistænkelige typer. Socialt bagslag, usikkerhed og udnyttelse. Men i dagens Danmark er de, der bevæger sig på kanten til rufferi oftest dem, der adskiller sig mest fra de velkendte stereotyper.
I den typiske fortælling er rufferen bag"manden", alfonsen og den egentlige "professionelle" og agerende i foretagenet. Den prostituerede er uden handlemuligheder og passiv (i alle andre henseender end selve akten). Ser man bort fra få forfærdelige historier, hverken jeg eller andre bør undergrave tragikken i, er virkeligheden dog en anden for andre sexarbejdere.
Når man snakker om dårlige arbejdsforhold med sexarbejdere, er det netop oftest lovgivningen, de peger på som den største forhindring for forbedring af det førnævnte arbejdsmiljø. For at gennemgå et par problemstillinger skal man nærmest starte med ordet "bordel". Ordet står direkte nævnt i straffelovens § 228. Igen er der kulturelt indlejret en negativ konnotation i ordet, ligesom det var tilfældet med rufferi. Men problemet med formuleringen er, at strafferammen ikke kun omfatter dem, der lever op til den negative konnotation (og driver bordel på en udnyttende, tvangslignende facon). Bordeldrift indbefatter nemlig enhver form for udlejning af hotelværelser, lejligheder, kælderværelser etc.
Med andre ord ender lovgivningen altså med at sætte sexarbejderen i en situation, hvor eneste mulige arbejdsplads er eget hjem. De færreste af os ville nyde at have arbejde og hjem blandet sammen - i hvert fald uden det var selvvalgt. Og igen undergraves sexarbejdernes professionalisme. For at vende tilbage til, hvordan man kunne opfatte sexarbejderen som den passive aktør i sexhandelen - er det netop meget sjældent tilfældet. Oftest er iværksætterånd og handlekraft snarere kvaliteter den enkelte sexarbejder besidder.
Det er nu ikke sådan, at lovgivningen ikke også forsøger at kvæle den tendens. For lovgivningen består af meget mere end et simpelt forbud mod bordeldrift. Det er kun toppen af misforstået-omsorgs-isbjerget. Da rufferilovgivningen inkluderer et forbud mod enhver form for indtjening på andres sexarbejde, er det altså også en potentiel sag for bagmandspolitiet, om man som sexarbejder må hyre en telefondame for at effektivisere arbejdsgangen, hyre sikkerhedspersonale eller vagtselskaber eller ansætte en "bordelmutter" til at organisere vagtplaner o.s.v.
Rufferi er altså meget mere end man lige skulle tro. Det undskylder ikke Annis (åbenbart) gentagne brud mod dansk lovgivning. Ikke desto mindre er hendes dom et symptom på, at lovgivningen, på trods af sin misforstående natur, stadig håndhæves. Hun og hendes tidligere kollegaer slagtes fortsat på den danske politiske korrektheds alter. Danskernes gode mavefornemmelse er fortsat intakt. Desværre på bekostning af hårdtarbejdende, frie, professionelle mænd og kvinder.
