Fredag aften var jeg i Deadline-studiet med Astrid Krag fra SF. Anledningen var den temmelig skingre debat, som efterlønnens tilhængere har set deres snit til at udløse med udgangspunkt i min leder her på 180Grader, der problematiserer et nyt argument i efterlønsdebatten: At folk, der lever et par år kortere end gennemsnittet, af den grund skal have ret til en efterløn, selvom de ikke er nedslidte af deres arbejde.
Synspunktet blev fremsat af FOA-formand Dennis Kristensen i mandagens Deadline, hvor denne interview-bid med vært Martin Breum fandt sted:
Dennis Kristensen, skal vi betale raske mennesker for at gå derhjemme, når de når efterlønsalderen?
"Ja, det mener jeg faktisk. Det skal vi af én bestemt grund, nemlig at Finns [Finn Borch Andersen, formand for DJØF] medlemmer har udsigt til at have fem gode leveår mere foran sig, end mine medlemmer har. Og det er der, hvor vi har renset for sygdom og funktionsnedsættelser, og det betyder, at de lever simpelthen længere, og de har udsigt til - når de forlader arbejdsmarkedet - at have et bedre otium. De har simpelthen nogen år foran sig, som FOA's medlemmer ikke har. Derudover har FOA's medlemmer altså været på arbejdsmarkedet i et langt, langt arbejdsliv. De er ikke alle sammen nedslidte - det har man ret i - men de er alle sammen slidte af et langt og sejt arbejde."
Lad os prøve at være helt skarpe her: De mennesker, som fysisk og psykisk er i stand til at passe et job, der mener du, at de skal have ret til at gå derhjemme på statens regning, alene fordi de har haft et langt arbejdsliv?
"Som den ene årsag fordi de har haft et meget langt arbejdsliv. De har gået og knoklet på et tidspunkt, hvor Finns medlemmer var på universitetet og på gymnasiet o.s.v. Den anden grund er, at de lever simpelthen kortere. De lever simpelthen de der fem gode leveår mindre, og hvis vi skal have udsigt til at have en vis lighed i sundhed - den er i forvejen alt for ulige - så skal FOA's medlemmer også have lov til ikke kun at forlade arbejdsmarkedet, når de ikke længere kan udføre arbejdet, men også forlade det på et tidspunkt, hvor der er nogen år foran dem med det gode liv."
Dennis Kristensens argument lå også mellem linjerne i denne Politiken-artikel med en vildledende overskrift om, at statsminister Lars Løkke Rasmussen skulle have vildledt i sin nytårstale.
Se min debat med Astrid Krag her: