Skal dansk energipolitik være drevet af okkult eller nøgtern energi?

Dansk energipolitik har siden begyndelsen af firserne været styret af, at hele det politiske establishment har være så skræmt af nej til atomkraft-...

Otto Kjærgaard,

29/06/2010

Dansk energipolitik har siden begyndelsen af firserne været styret af, at hele det politiske establishment har være så skræmt af nej til atomkraft-kampagnen, at energiprojekter skal være politisk korrekte. Dvs baseret på okkult energi, sol og vind; at man bruger uanede mængder af andre ressourcer for at realisere disse projekter er af mindre betydning.

Nøgtern energi, det vil sige energiprojekter hvor man anvender de økonomisk optimale alternativer baseret på viden til at fremskaffe energi, har ikke været inde i varmen. Energipolitik baseret på okkult energi og uvidenhed blev efter 1980 en hellig ko, som man måtte respektere af hensyn til de okkulte og politisk korrekte.

Før 1980 havde Danmark en stor og anerkendt forskning indenfor kernekraft, og der var mange seriøse vidensbidragsydere indenfor området. Denne forskning blev kraftigt nedprioriteret til fordel for det okkulte.

De okkulte gik i forbindelse med optakten til Klimatopmødet i selvsving i begejstring over, at nu kunne man tilsyneladende vende hele verden til okkulte energiløsninger. Det gik dog ikke helt som de hellige mænd og damer spåede.

Det sidste års tid har der lydt røster fra flere og flere, at tiden er inde til at få lidt fornuft ind i energipolitikken, dvs. medtage kernekraft som en mulighed. Fornuftens røster kommer især fra økonomer og journalister, der ser, hvad der sker i landene omkring os.

Alt respekt for økonomer og journalisters indsats, de er som eunukker i et harem, de ved alt om det frække, men kan intet selv. Uden fagfolk, der ved noget om kernekraft, kommer vi ikke langt. Sådanne fagfolk er der næsten ingen uddannet af de sidste 30 år. De få, der uddannet, er næsten alle ude af faget.

Derfor er det på høje tid, at vi prioriterer viden om kernekraft højt. Den manglende viden og en stor lobby af rådgivende ingeniører, der har gjort okkult energi med statsstøtte til en kæmpeforretning, vil helt givet gøre alt for at afspore debatten. De har alt for let spil, fordi der er få tunge modspillere.

De skarpe damer Connie Hedegaard og Lykke Friis fra tidligere nøgterne partier er begge meget centrale personer for dansk energipolitik. De er desværre begge blevet fanget af clairvoyance og er nu begge en del af den okkulte energisekt.

Omkring 1980 blev der lavet flere grundige analyser af kernekraft, men i de mellemliggende 30 år er der ikke lavet nævneværdige grundige analyser. Debatten om emnet i dag er derfor enten baseret på, hvad folk tror, de husker, eller tilfældige input fra udlandet, og en diskussion om kernekraft på det grundlag vil helt sikkert føre til, at de nøgterne kommer til kort overfor de okkulte.

Derfor må vi kræve, at kernekraft bliver grundigt undersøgt som mulighed i Danmark. Alle væsentlige aspekter skal grundigt belyses - økonomi, placeringsmuligheder, sikkerhed og affald. Det vil hæve diskussionen op på et seriøst niveau, hvor de, der helst vil undgå at tage stilling, bliver nødt til det. Vi må også sørge for, at der bliver uddannet folk med viden om kernekraft.

Ændrer det ikke energipolitikken, så vil det i det mindste give danskerne et mere præcist billede af, hvad den okkulte energi koster dem.

Kilde: