Sass søger ly i juraen

LEDER: I den trykte udgave af dagens Berlingske fremlægger Socialdemokraternes nummer to, Henrik Sass Larsen, den strategi han vil forfølge for at ...

obo

18/04/2011

LEDER: I den trykte udgave af dagens Berlingske fremlægger Socialdemokraternes nummer to, Henrik Sass Larsen, den strategi han vil forfølge for at slippe uden om at forholde sig til, at han ifølge ejere og ansatte har spist og drukket så rigeligt gennem 3,5 år på Café Vanilla til gengæld for, at caféen har fået en tilladelse til udeservering samt nogle parkeringspladser: Han vil søge ly i juraen.

Adspurgt hvordan han forholder sig til sagen, siger Sass Larsen, at den ligger hos hans advokat, og at han med sindsro imødeser politiets stillingtagen i sagen. Det kan han også roligt gøre, for som tre jurister tidligere har slået fast overfor 180Grader, så har han efter alt at dømme ikke gjort noget ulovligt. Eftersom Henrik Sass Larsen ikke bestrider en post i Køge Kommune, som han kan misbruge til at opnå personlig vinding af en beslutning, der tilgodeser caféen, så kan han heller ikke siges at have modtaget bestikkelse.

Men Henrik Sass Larsens forsøg på at lade som om, dette alene er en sag for politi og domstole, bør han ikke slippe afsted med. At en dansk toppolitiker for egen vindings skyld deltager i et arrangement, hvor ejerne af en café føler, at de er nødt til at betale lokalformanden for Socialdemokraterne i Køge og dennes gode ven, altså Sass, for at kunne beholde en lukrativ ret til at servere udendørs, er først og fremmest en sag mellem ham og hans vælgere. Synes de socialdemokratiske vælgere i Køge, at det er en acceptabel opførsel?

For at de kan vurdere den sag kræver det, at Henrik Sass Larsen stiller sig frem og besvarer spørgsmål fra offentligheden. Han skal ikke have lov til at verfe pressens repræsentanter af, når de gerne vil stille landets måske kommende finansminister kritiske spørgsmål om sagen, f.eks.:

* Er det korrekt, som de to caféejere og deres ansatte har fortalt, at du spiste og drak gratis på caféen mange gange årligt?

* Hvis nej, kan du eller din ven, Tommy Kamp, så dokumentere, at I har betalt?

Her kan Henrik Sass Larsen så slå historien til jorden ved at fremlægge dokumentationen. Hvis han ikke har en sådan, så fortsætter spørgsmålene:

* Eftersom hverken du eller Tommy Kamp har bankudtog eller kvitteringer, der giver grundlag for at tro på jeres forklaring, går vi i lyset af de mange vidner, der fortæller en anden historie ud fra, at I taler usandt. Hvorfor følte du dig berettiget til at tage imod den gratis mad og drikke?

* Vil du opføre dig på samme måde som rigets finansminister?

* Hvis ikke, er det så alene fordi, det kunne være ulovligt, eller er det også fordi, du ville finde det moralsk uacceptabelt?

Herefter går man til Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, som gerne vil være statsminister og gøre Henrik Sass Larsen til finansminister:

* Mener du, at Sass Larsens adfærd i denne sag har været acceptabel?

* Hvis ja, hvorfor? Hvis nej, hvilke konsekvenser bør det efter din mening få?

* Har du tillid til, at Henrik Sass Larsen ikke vil misbruge en magtfuld position som minister for alle statens finanser til at tilrane sig private goder?

* Hvis ja, hvad bygger du så den tillid på?

Det er spørgsmål, som Henrik Sass Larsen og Helle Thorning-Schmidt som minimum må stille sig frem og svare på. Men det vil de ikke for øjeblikket. Sass forsøger at lade som om, han kun har et problem, hvis politiet går videre med sagen - vel vidende at det vil politiet med stor sandsynlighed ikke gøre. Og Thorning leger, at sagen er helt uden relevans for det forhold, at Sass er hendes højre hånd og udset til at være hendes finansminister - hun vil slet ikke kommentere på den.

Forhåbentlig kender den samlede presse sin besøgstid her. For som Jørn Vestergaard, professor i strafferet på Københavns Universitet, har sagt til 180Grader: "Der er på nuværende tidspunkt nok mere behov for en journalistisk belysning af sagen end for en juridisk".

Kilde: