Nu står verden ikke længere, nu har den næste i rækken af socialister tilmeldt sit barn i privatskole.
Denne gang er der tale om landets måske kommende statsminister Helle Thorning som klart demonstrerer på bedste pampervis, at privatskolen er at foretrække. Det må være noget af et nederlag for en god socialkammerat, at komme til den erkendelse, at når det gælder hendes eget barns tarv, ja så tjener privatskolen altså bedst hendes datters interesser og ikke den kommunale skole. Et usmart statement at sende i en uge, hvor tågehornet Mette Frederiksen tvungent meldte det samme ud.
Mange er de forældre der gerne vil sende deres poder i privatskole, men de har ikke råd til det, fordi den høje skat de netop indirekte betaler til verdens dyreste folkeskole ikke gør det økonomisk muligt, Andre forældre med lidt mere luft i økonomien betaler hver måned både til privatskolen samt folkeskolen igennem skatten og det er altså helt til grin.
Nu sidder Helle Thorning noget brødebetynget og med meget røde ører og beretter på TV-avisen, at hun også sender sin datter på privatskole efter sommerferien og klogeligt nok, har hendes spin-doktor nok rådgivet hende om, at orientere hendes vælgere i god tid forinden nyheden slap ud. Gad vide hvad hendes vælgere ellers mener om hendes private præferencer der går imod partiholdningen generalt.
Lad dog pengene følge eleverne sådan at forældrene selv kan vælge den skole der passer til deres barn og ikke som nu, hvor det enkelte barn er mere eller mindre påtvungent, at gå på den nærmeste kommuneskole.
Nu må vi ha' gjort op med det socialistiske åg og lade skolemarkedet være frit - det er på høje tid.