LEDER: Søren Pind har med sin udtalelse om, at børnearbejde i udviklingslandene ikke nødvendigvis er så skidt, som det er blevet gjort til, ydet en større indsats for borgerlig-liberale holdninger i udviklingspolitikken i løbet af sine to måneder som minister, end hans forgænger, Ulla Tørnæs, gjorde i løbet af alle hendes fem år på posten. Hvor har det dog været tiltrængt i mange, mange år, at en person med tyngde ville punktere den indskrænkede og hellige danske forargelse over, at børn i fattige lande faktisk hjælper til med skaffe mad på bordet i deres familier.
At kunne friholde sine børn fra at arbejde, så de i stedet kan gå i skole og bruge deres fritid på at lege, er et luksusgode, som almindelige familier først får råd til, når det samfund, de lever i, har nået et vist velstandsniveau. Sådan var rækkefølgen herhjemme, og sådan vil rækkefølgen også være i ulandene. Når man med bedsteborgerlige kampagner i rige, vestlige lande forsøger at lukke de virksomheder, som beskæftiger børnene, så bliver resultatet ikke, at familierne - hvis børnene da ikke er forældreløse - mirakuløst får et pengetræ i deres blikskur, som de i stedet kan plukke fra til deres fornødenheder. Så vil familierne enten skulle klare sig for endnu mindre, eller også vil børnene blive sendt ud på andre og værre arbejdsopgaver, som deres forældre i første omgang forsøgte at holde dem fri af.
At oppositionen til venstre for regeringen har svært ved at forstå dette kan ikke komme bag på nogen. Venstrefløjen lever i sin egen eventyrverden. Men mere almindelige danskere, som måske selv har arbejdet som børn, eller som har hørt forældre eller bedsteforældre fortælle om, at de gjorde det, får med Søren Pinds udtalelse grundlag for at betvivle propagandaen, næste gang de ser en udsendelse på tv, der for Gud ved hvilken gang vil hænge et firma ud for at have købt produkter, der er produceret af børn.
Måske vil Søren Pind, hvis han en dag virkelig mander sig op, turde sige til danskerne, at de ligefrem målrettet bør gå efter at købe produkter, der er lavet af børn. For jo mere børnearbejde, der er blevet brugt til at forarbejde en vare, jo mere har man i det land brug for pengene.
At kunne friholde sine børn fra at arbejde, så de i stedet kan gå i skole og bruge deres fritid på at lege, er et luksusgode, som almindelige familier først får råd til, når det samfund, de lever i, har nået et vist velstandsniveau. Sådan var rækkefølgen herhjemme, og sådan vil rækkefølgen også være i ulandene. Når man med bedsteborgerlige kampagner i rige, vestlige lande forsøger at lukke de virksomheder, som beskæftiger børnene, så bliver resultatet ikke, at familierne - hvis børnene da ikke er forældreløse - mirakuløst får et pengetræ i deres blikskur, som de i stedet kan plukke fra til deres fornødenheder. Så vil familierne enten skulle klare sig for endnu mindre, eller også vil børnene blive sendt ud på andre og værre arbejdsopgaver, som deres forældre i første omgang forsøgte at holde dem fri af.
At oppositionen til venstre for regeringen har svært ved at forstå dette kan ikke komme bag på nogen. Venstrefløjen lever i sin egen eventyrverden. Men mere almindelige danskere, som måske selv har arbejdet som børn, eller som har hørt forældre eller bedsteforældre fortælle om, at de gjorde det, får med Søren Pinds udtalelse grundlag for at betvivle propagandaen, næste gang de ser en udsendelse på tv, der for Gud ved hvilken gang vil hænge et firma ud for at have købt produkter, der er produceret af børn.
Måske vil Søren Pind, hvis han en dag virkelig mander sig op, turde sige til danskerne, at de ligefrem målrettet bør gå efter at købe produkter, der er lavet af børn. For jo mere børnearbejde, der er blevet brugt til at forarbejde en vare, jo mere har man i det land brug for pengene.
