Kære borgerlige-liberale medmennesker,
Jeg føler mig kaldet til at indtage pladsen på denne virtuelle øl-kasse, for at fortælle om en politisk fadæse, og en mulig del-forklaring på hvorfor udsigterne til vækst og velstand ser lidt sorte ud fra min position.
Da regeringen – hårdt presset – skulle fremkomme med et vækst-udspil, blev resultatet et lidt forkølet forsøg på at booste markedet for små og mellemstore håndværks- og servicevirksomheder. Via en skatteteknisk fradrags-ordning – kaldet BoligJob-planen – ville regeringen stimulere markedet for rengøring, håndværk og haveservice i vores private hjem.
Resultatet blev, at en skattepligtig beboer i en helårsbolig nu kan trække op til 15.000 kroner fra på sin selvangivelse, hvis han har fået udført arbejde, have- og hjemmeservice af enten private, ikke-registrerede personer, eller registrerede virksomheder med momspligt.
Som borgerlig-liberal havde man naturligvis hellere set en generel skattesænkning, og en ubegrænset frihed til at anvende sine egne penge som man lyster. Men som et alternativ til intet, er fradrags-modellen vel at foretrække.
Jeg følte mig kaldet til at stimulere væksten, og forsøge at blive selvforsørgende. Desuden ville jeg udvikle mit firma, og ansætte medarbejdere fra en særlig gruppe i samfundet – veteraner fra forsvaret -, som til tider kan have lidt svært ved at vende tilbage til det civile samfund efter deres berigende men også belastende oplevelser under fremmede himmelstrøg. Jeg tror personligt på, at den bedste måde at vende tilbage til ”samfundet” på, og blive velfungerende, er ved at få et arbejde og blive selvforsørgende.
Efter moden overvejelse, detaljeret planlægning fuld af virkelyst, startede jeg et haveservice-firma op. Have-service forener en personlig interesse for havearbejde, med en fantastisk mulighed for at arbejde udendørs, alene eller i teams, med spændende maskiner og vedligeholdelsesprojekter.
Naturligvis er der masser af konkurrenter – både små og store -, men med et solidt koncept, en klar social profil, og egne talenter for salg og forretningsudvikling vurderede jeg, at mulighederne for vækst og selvforsørgelse var gode.
Jeg indkøbte grej, lavede hjemmeside, satte opslag i de lokale supermarkeder, og var på alle måder klar. Nu kunne pensionisterne, og de andre fynboer som havde mistet energien/lysten til at vedligeholde deres haver bare ringe.
Men så ramte virkeligheden mig via Facebook. En tidligere kollega fra tele-branchen sendte mig et link, til en artikel i Fyens Stiftstidende. Artiklen beskrev, hvordan Odense Kommune tilsyneladende også udbød haveservice til ikke mindre end 1100 pensionister, om end pensionisterne tilsyneladende ikke altid fik hvad de betalte for. Dagen efter måtte en rådmand melde ud, at pensionisterne nu vil få penge tilbage, for de ydelser kommunen ikke leverede, men opkrævede betaling for.
Forskellen på mit firma, og Odense Kommunes haveservice for pensionister, er meget tydelig. Jeg skal selv indkøbe alt mit grej, mens Odense Kommune kan plyndre skatteborgerne (undertegnede inklusive), og indkøbe hvad de skal bruge. Jeg er nødt til at sætte mine priser efter hvad det koster at have en medarbejder udsendt, med bil, grej og løn-omkostninger. Odense Kommune henter gratis arbejdskraft på Socialforvaltningen, i form af aktiverede kontanthjælps- og dagpengemodtagere.
Derfor kan de tilbyde pensionisterne i Odense haveservice for meget symbolske beløb. Priser hverken jeg eller andre selvforsørgende mennesker kan konkurrere med.
Kommunen tilbyder i øvrigt i samme ombæring hovedrengøring hos pensionisterne, så også denne del af regeringens BoligJob-plan ser ud til at blive undergravet af Odense og andre (røde) kommuner.
Motivationen for kommunerne skal findes i statens refusions-system, som tilgodeser kommuner som aktiverer ledige med en meget højere takst, end kommuner som ikke – eller kun i ringere grad – aktiverer sine kontanthjælps- og dagpengemodtagere.
Tilsyneladende mangler vi grænser for, hvor kreative kommunerne må være, når de skal finde på relevante aktiverings-projekter. At sende aktiverede ledige ud på et marked som rengøring og haveservice, er en direkte krigserklæring til regeringens planer for iværksætteri og vækst på dette marked.
I sit stille sind kan man nemt forestille sig, at kommunerne i fremtiden – i takt med at mange af de små og mellemstore servicevirksomheder de nu selv udkonkurrerer vil lukke – vil blive endnu mere kreative. Hvorfor ikke aktivere de ledige i lokale supermarkeder, tankstationer og kontorjobs? Naturligvis vil det skubbe endnu flere privatansatte ud i ledighedskøen, men på et tidspunkt kan de så aktiveres i deres eget (nu forhenværende) job, mens kommunen høster den høje refusionstakst.
Der er sikkert også mange ledige som har omfattende IT-kompetencer. Hvorfor ikke starte et par kommunale IT-virksomheder, som med skattefinansieret hardware, software, husleje og arbejdskraft kan udkonkurrere de lokale, private IT-virksomheder? Hvorfor dog lade sig begrænse til rengøring og haveservice? Mulighederne er uanede, så længe man næsten selv kan skubbe privatansatte ud i ledighed, og dermed omdanne dem til en gratis ressource for kommunen.
Hvis vi for en stund zoomer ind på eksemplet Odense Kommune, så afslører artiklen fra Fyens stiftstidende, at kundebasen rummer 1100 pensionister. Med sådan en kundebase kunne man skabe en god håndfuld reelle jobs i et privat firma. Reelle jobs, som førte til glade, virksomme og ikke mindst selvforsørgende mennesker.
En privat service-virksomhed vil være i konkurrence med andre private service-virksomheder, hvilket tvinger dem til at holde servicen i top, og priserne på et fornuftigt leje. Det er simpel markedsøkonomi for begyndere.
Den slags hensyn behøver en kommune ikke tage. De har enorme ressourcer til deres rådighed, til markedsføring, indkøb, vedligeholdelse af materiel, forsikringer osv. Og altså også gratis arbejdskraft. Kommunen er ikke tvunget til at tjene penge på servicen. De kan nemlig udskrive skatter. Og høste den høje refusionstakst fra staten, hver gang de sender ledige ud i aktivering.
Jeg talte med to venner, som begge har en baggrund i jobformidlings-branchen, om den absurde situation. De pointerede begge, at jeg jo bare kunne spille med på aktiverings-legen, og rekvirere nogle gratis, tvangs-aktiverede ledige, som jeg så kunne sælge til mine kunder. Men det skaber jo ingen vækst, eller reelle jobs for selvforsørgende mennesker. Og det var jo netop formålet med mit firma.
Hvis jeg skulle give regeringen et råd, så ville det være, at tage konsekvensen af BoligJob-planen. Det betyder i praksis, at man må lukke de kommunale konkurrenter til BoligJob-aktørerne ned, og lade de frie markedskræfter råde. Det giver ingen mening at stimulere et marked med smarte fradrags-ordninger, når man med den anden hånd tillader kommunerne at udøve grov konkurrenceforvridning som tilfældet er nu.
Alternativt må man melde klart ud, at der er visse markeder – som hidtil har været domineret af private aktører – som nu skal anvendes til offentlige aktiveringsprojekter, fordi det åbenbart er en politisk prioritet. Og så må alle private aktører på disse markeder lukke ned, og indtage en plads i ledighedskøen, mens vi venter på, hvordan den offentlige vækst vil redde os fra fattigdommen.
Der er hverken anstændighed eller vækst i, at gøre begge dele samtidig.
