LEDER: Så har regeringen fundet ud af, at energiforbruget i Danmark i år 2050 ikke skal komme fra kul, olie og naturgas. For i fremtiden vil der være flere mennesker i verden, og de vil også være rigere, så der vil opstå mangel på de traditionelle energikilder, og de vil derfor blive frygteligt dyre, forklarer klima- og energiminister Lykke Friis.
Aha. Mon ikke forbrugere og virksomheder så til den tid vil se sig om efter andre energikilder helt af sig selv? Mon ikke den overgang faktisk vil ske løbende i takt med, at priserne stiger?
Det er et sært fænomen i energidebatten, at selv borgerlige politikere tror, de skal vælge energikilder for hele samfundet. Hvad blev der af den grundlæggende økonomiske lærdom, at priserne på et frit forbrugs- og produktionsmarked nok skal give både forbrugere og producenter de fornødne incitamenter til at vælge de mest omkostningseffektive løsninger? Væk, simpelthen.
Når det handler om energimarkedet, så sværger ministre fra en regering, der hævder sig borgerlig, ikke til 5-årsplaner som i et Sovjetunionen, der styrtede i grus, netop fordi planerne ikke virkede, men sandelig til 40-årsplaner! Men 40-årsplaner er måske otte gange så gode som 5-årsplaner?
Vindmøller og biomasse - det vil være et hit i 2050, forkynder regeringen. Hold nu op ... Det ved regeringen ikke det mindste om. Måske bliver det i virkeligheden atomkraft. Måske opfinder menneskeheden om 10 år nye solceller og lagermetoder til el, som gør, at alle lande syd for Middelhavet foretrækker solenergi - og så er der pludselig masser af kul og olie til os nordboere.
Et frit energimarked vil sørge for, at pengene vil blive brugt bedst muligt. Regeringens plan vil bare bruge penge. Mange penge. Spildte penge.