LEDER: Landets socialistiske skatteminister kan ikke lide familievirksomheder, for de ejes ofte af meget rige mennesker. Mennesker, hvis forfædre igennem måske flere generationer har forøget virksomhedens værdi, og givet resultatet videre til deres børn, som igen har værdiforøget og igen givet resultatet videre til deres børn o.s.v. ...
Den slags forstår socialister sig ikke på. De foretrækker græshoppe-modellen, hvor hver generation æder alt, hvad den kan, for det er i det socialistiske verdensbillede uretfærdigt, hvis nogle børn i fødselsgave får materielt bedre startvilkår i livet end andre børn. Alle skal helst starte med et stort rundt nul.
Derfor har skatteminister Thor Möger Pedersen og hans regering nu besluttet, at mange familievirksomheder skal rippes noget så eftertrykkeligt ved generationsskifte. For det første skal de betale 42 procent i skat af hele virksomhedens værdi. For det andet skal de betale 15 procent i arveafgift. Det lader under halvdelen af egenkapitalen blive tilbage i virksomheden!
Det er dyrt for de enkelte virksomheder, men mange penge kommer der ikke i statskasse - blot 40 mio. kr. ekstra årligt. Derfor er økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussens vurdering helt korrekt, når han siger:
"Det er i hvert fald ikke dette, som redder os. Det er mere en symbolpolitik, der skal ramme nogle få rige familier."
Ja, det er det, der er på spil. Regeringen går mere op i at ramme "de rige" end at gøre samfundet bedre for alle. Resultatet af dette indgreb vil være, at de berørte virksomheder vil få sværere ved at overleve efter et generationsskifte, og fremtidig produktion og arbejdspladser i Danmark vil derfor gå tabt.
Men som Churchill jo sagde: Kapitalismens nedarvede last er den ulige fordeling af goderne. Socialismens nedarvejde dyd er den lige fordeling af elendigheden.