Efter bombningerne i Madrid i 2004, bombningerne i London i 25 og myriaderne af forpurrede terrorplots over de seneste år, er kommentatorer og politikere på begge sider af atlanten kommet til den erkendelse, at Europa står overfor en enorm udfordring af terroristisk og islamistisk inspiration. Alligevel er terrorisme kun toppen af isbjerget, den mest synlige manifestation af et større problem. Europa står i dag overfor en tredelt trussel fra Radikal Islam, af hvilken terroristen blot er den mest umiddelbare og indlysende, men ikke nødvendigvis den farligste.
Denne tredelte trussel kan visualiseres som en pyramide. På toppen af den findes de voldelige jihadister, et par tusinde individer fordelt over kontinentet, der åbent udfordrer samfundene de lever i, og er villige til at udgyde blod for at opnå deres mål. Under dem findes hvad man kan definere som ”fredelige revolutionære”, grupper og netværk der åbent udtrykker deres opposition mod ethvert regeringssystem, der ikke strengt tilpasser sig Shari´a, men som ikke, i det mindste åbent, direkte tyer til voldelige midler for at fremme deres agenda. Endeligt basen, den største del af pyramiden, er okkuperet af grupper der offentligt hævder at støtte demokrati og integration af muslimske samfund i den europæiske hovedstrøm, men stilfærdigt arbejder på at radikalisere Europa´s muslimske befolkning.
Hvert af disse aspekter af Radikal Islam har en forskellig præsentation, struktur og modus operandi. Hver af disse repræsenterer derfor en forskelligartet udfordring for europæiske politikere og efterretningstjenester. Og mens europæerne endeligt begynder at give jihadisternes trussel opmærksomhed, og har angivet løsninger på inddæmningen af denne, så findes der kun begrænset forståelse for de to andre trusler.
Individer viede til den mest militante fortolkning af Islam begyndte at etablere sig i Europa i midtfirserne. Deres antal blev forstærket i slutningen af årtiet og gennem de første år af halvfemserne, i takt med at små grupper af såkaldte afghanske arabere og andre dedikerede jihadister der undslap retsforfølgelse (eller værre) i Mellemøsten og Nordafrika slog sig ned i Europa. Udnyttende Vesten´s frihed fortsatte disse islamister gennem propaganda, pengeindsamling og rekruttering støtten til gruppeaktiviteterne i deres oprindelseslande. Europa konstituerede den ideelle logistiske base for grupper såsom ægyptiske Gamaa Islamiya og algierske GIA, der etablerede omfattende netværk over hele kontinentet.
I den anden halvdel af 1990´erne begyndte disse grupper og netværk at trække i retning af al-Qaeda´s kredse, favnende budskabet om global jihad. Det var i steder som Bosnien, Chechnya og selvfølgelig Afghanistan, at jihadgrupper fra forskellige lande fik kontakt og besluttede at slå kræfterne sammen, kæmpende ikke alene mod de traditionelle fjender men også mod ”den fjerne fjende”, eksempelvis i Vesten.
En nøglerolle i denne ideernes og metodernes krydsbestøvning i jihadgrupperne blev udspillet af nogle af Europa´s mest radikale moskeer, såsom London´s Finsbury Park, Milano´s Islamic Cultural Institute, Wien´s Sahaba eller Hamburg´s al-Quds, der blev populære mødesteder for radikale fra alle lande. Disse netværk der har længe opereret uafhængigt i Europa, blev på kontinentet franchisere for al-Qaeda, signifikant bidragende til gruppernes vækst med mandskab, midler og logistik.
Gennem de seneste år har der været et generationsmæssigt skift i jihad netværkene. De fleste af dagens jihadister, særligt i de nordeuropæiske lande, er andengenerations muslimske immigranter i Europa (med et lille men signifikant antal konvertitter).
I dag kan vi visualisere virkeligheden af jihad netværk i Europa som et kontinuum. I den ene yderlighed finder vi hjemmelavede grupper: små samlinger af mestendels europæisk fødte radikale uden bånd til eksterne grupper, der agerer i absolut operationel uafhængighed. I den anden side af spekteret finder vi kategoriserede celler indeholdte i velstrukturerede netværk og emner for hierarkisk struktur, på samme måde som jihad grupperne opererende i Europa i 1990´erne.
Imellem disse to ekstremer findes der et helt spektrum af virkeligheder, positionerede i overensstemmelse med niveauet af gruppens autonomi. Den mest tilbagevendende model synes at være den af London bomberne den 7. juli 2005: en lille gruppe unge mænd, af hvem de fleste var født og opvokset i0 Europa, der kendte hinanden fra enten fra moskeen eller nabolaget, og som blev radikaliserede i Europa. Kun få af disse lokalt opdrættede jihadister rejser udenlands for at lære den nødvendige bombefabrikeringsekspertise af forskellige al-Qaeda affilierede grupper, der vil tillade dem at hoppe fra vennernes amatørniveau til fuldt udviklede terroristceller.
Udfordringen udgjort af jihad netværk, hvor end de findes i kontinuumet, er skræmmende. Mens disse netværk tidligere mestendels fokuserede på støtte af aktiviteter udenfor kontinentet, så anser de i dag Europa som værende det primære mål. Siden 9/11 har europæiske efterretningstjenester ofte assisteret deres amerikanske modparter i afmonteringen af talrige netværk og forhindret dusinvis af terroristangreb. De fleste europæiske lande har også foretaget signifikante ændringer i deres lovgivning, for mere effektivt at kunne håndtere terrorisme, selvom forbedringer i visse tilfælde behøves.
Fremadrettet er opgaven for de europæiske myndigheder overvældende. Alene i Storbritannien mener MI5 at der findes omkring 4.000 mistænkte og 200 jihad netværk spredt over hele landet. Efterretningsmyndigheder mener, at et mindre, men sammenligneligt, antal jihadister opererer i andre europæiske lande, selv i traditionelt ”stilfærdige” områder som Skandinavien og Østeuropa.
En fuldstændig afvisning af vestlige værdier og erklærede ønske om at etablere en islamisk verdensomfattende stat (kalifat) er ikke alene karakteristisk for jihad grupper, men også adskillige tilsyneladende ikke-voldelige organisationer opererer i Europa. Den mest organiserede blandt disse ”fredelige revolutionære” bevægelser er Hizb-ut-Tahrir, der har etableret sig i de fleste europæiske lande. Hizb-ut-Tahrir´s verdenssyn er enkelt: løsningen på alle menneskets politiske, økonomiske, kulturelle og sociale problemer skal findes i Islam, og den eneste måde for menneskeheden at opnå retfærdighed er at forkaste ethvert menneskeskabt system (inklusive demokrati) og etablere et kalifat, indeholdende ikke blot dagens muslimske verden, men også enhver ikke-muslimsk stat.
Hizb-ut-Tahrir´s budskaber spredes gennem vedholdende propagandabestræbelser. Dette inkluderer hjemmesider og publikationer på forskellige europæiske sprog, foldere i muslimske nabolag og foran moskeer, og endog videoer på YouTube. Hizb-ut-Tahrir konferencer, besøgt af tusinder af sympatisører, afholdes med jævne mellemrum i Storbritannien, Danmark, Østrig og Tyskland. Hizb-ut-Tahrir er så stærk i Europa at, i hvad der kan synes som et irrationelt men meget fortællende træk, har adskillige af dens medlemmer rejst til Mellemøsten for at udbrede organisationens budskab for at gen-islamisere Mellemøsten´s masser.
Hizb-ut-Tahrir henvender sig ikke alene til masserne af fjendtlige og uassimilerede europæiske muslimer. Medlemmer af Hizb-ut-Tahrir tenderer at være højt uddannede unge erhvervsaktive, der er andengenerations immigranter i Europa. Deres position støttes yderligere af en lille kadre af konvertitter. Hizb-ut-Tahrir´s retorik er sofistikeret og dygtigt designet til de vestlige muslimers ører. Yderligere standser Hizb-ut-Tahrir kort før den eksplicit advokerer for vold for at undgå myndighedernes granskning. Hizb-ut-Tahrir erklærer, at Islam er under angreb, at muslimer har pligt til på verdensplan at forsvare deres medmuslimer, og at de må etablere kalifatet for at kunne bestige denne forhindring. Hizb-ut-Tahrir standser dog kort før de specificerer hvordan dette bør gøres.
Mens Hizb-ut-Tahrir ikke åbent tilskynder til vold, så tilbyder den magtfulde ideologiske redskaber til at radikalisere muslimer. Springet fra at favne Hizb-ut-Tahrir´s verdenssyn til at udøve vold for at fremme målene, er kort. Af denne årsag er Hizb-ut-Tahrir ofte identificeret som et ”drivbælte” for terrorisme. Yderligere, mens organisationen aldrig selv direkte er blevet sat i forbindelse med terrorisme, så er visse medlemmer af Hizb-ut-Tahrir blevet det.
Hizb-ut-Tahrir fortsætter med at frustrere europæiske regeringer. Tyskland forbød i 2002 Hizb-ut-Tahrir for at være anti-semitisk, men gruppen fortsætter med at operere under andre navne. Ligeledes i London efter bombningerne forsøgte den britiske regering at forbyde Hizb-ut-Tahrir, men trak sig efter at mangle beviser for direkte forbindelser til terrorisme. Andre europæiske lande debatterer, om Hizb-ut-Tahrir´s aktiviteter bør forbydes, eller om de bør beskyttes af ytringsfriheden.
I de seneste måneder har der været indikationer af, at Hizb-ut-Tahrir i små forsamlinger prædiker vold, eller hvor den tror at medier og efterretningstjenester ikke overvåger dens aktiviteter. Shiraz Maher, en tidligere regional direktør for Hizb-ut-Tahrir i England, der har forladt gruppen og lavet en dokumentar for BBC om Hizb-ut-Tahrir, er sikker på, at Hizb-ut-Tahrir ikke afholder sig fra vold. ”Hizb-ut-Tahrir afskyr vold og tror på, at Sharia lov skal påtvinges verden over”, siger Maher, ”med vold om nødvendigt”.
Maajid Nawaz, et andet overordnet medlem af Hizb-ut-Tahrir, anslår at ”Hizb-ut-Tahrir er parate til, når de har etableret den islamiske stat, at bekæmpe andre lande og dræbe folk i deres forfølgelse af foreningen af alle lande i én stat”. Nawaz anerkender også den ødelæggende gennemslagskraft denne gruppes lære overordnet har haft på samfundet: ”Jeg tror, at hvad jeg underviste, ikke alene skadede det britiske samfund og de britisk-muslimske relationer og skadede muslimernes position som britiske borgere i samfundet, jeg tror det har skadet verden”.
I bunder af pyramiden findes den numerisk mest signifikante komponent af Politisk Islam i Europa: Det Muslimske Broderskab og andre vækkelsesbevægelser såsom det pakistanske Jamaat-e-Islami eller det tyrkiske Milli Görü. Over det seneste halve århundrede har disse bevægelser etableret udløbere i talrige europæiske lande, takket være deres aktivisme og udenlandske støtte. Vækkelsesorganisationer som Muslim Council of Britain, Union of Islamic Organizations of France eller Islamic Society of Germany er blevet de facto repræsentanter for muslimske samfund o deres lande. De styrer et stort antal moskeer og interagerer som præferencepartner for regeringsinstitutioner.
I tacklingen af medier og regeringer præsenterer disse organisationer en moderat facade, offentligt støttende integration og demokrati. Men i moskeerne vier disse vækkelsesorganisationer sig en diametralt modsat retorik, stadigt favnende organisationernes oprindelige fanatiske ideologi. Deres mål er radikaliseringen af europæiske muslimers samfund og skabelsen af muslimske separatister, der søger separate sociale rum (fra skoler til svømmehaller) og separat lovgivning.
Mens de ikke offentligt advokerer for brugen af vold i Vesten (selvom de gør i Irak og i de palæstinensiske territorier), så kan det argumenteres, at disse vækkelsesgrupper udgør en udfordring der er mere lumsk end fra andre islamister, der åbent udfordrer Vesten´s regeringer og værdier. Takket være deres offentlige moderate ord lykkes det dem ofte at etablere præferencerelationer med den europæiske elite. I visse tilfælde er de endog partnere i europæiske regeringers kamp mod radikalisering. Legitimeringen og magten de opnår gennem disse regeringsgodkendelser, tillader dem at fremme deres status indenfor det muslimske samfund og derigennem deres mulighed for at radikalisere det.
Vækkelsesorganisationer koncentrerer deres bestræbelser omkring radikaliseringen af europæiske muslimske befolkninger, mens de formilder og gennemtrænger det officielle regeringssystem. Opererende indenfor lovens rammer og ofte med støtte fra europæiske regeringer skaber deres aktiviteter grundlaget på hvilket andre mere radikale grupper bygger. De repræsenterer pyramidens base, og et problem som europæerne har været ude af stand til at adressere.
Hver sektion af den islamistiske pyramide udgør en forskellig udfordring for Europa´s sikkerhed og livsmåde. Europæerne må genkende hver enkelt som sådan, og finde de passende juridiske og politiske redskaber for at kunne adressere dem.
Denne tredelte trussel kan visualiseres som en pyramide. På toppen af den findes de voldelige jihadister, et par tusinde individer fordelt over kontinentet, der åbent udfordrer samfundene de lever i, og er villige til at udgyde blod for at opnå deres mål. Under dem findes hvad man kan definere som ”fredelige revolutionære”, grupper og netværk der åbent udtrykker deres opposition mod ethvert regeringssystem, der ikke strengt tilpasser sig Shari´a, men som ikke, i det mindste åbent, direkte tyer til voldelige midler for at fremme deres agenda. Endeligt basen, den største del af pyramiden, er okkuperet af grupper der offentligt hævder at støtte demokrati og integration af muslimske samfund i den europæiske hovedstrøm, men stilfærdigt arbejder på at radikalisere Europa´s muslimske befolkning.
Hvert af disse aspekter af Radikal Islam har en forskellig præsentation, struktur og modus operandi. Hver af disse repræsenterer derfor en forskelligartet udfordring for europæiske politikere og efterretningstjenester. Og mens europæerne endeligt begynder at give jihadisternes trussel opmærksomhed, og har angivet løsninger på inddæmningen af denne, så findes der kun begrænset forståelse for de to andre trusler.
Individer viede til den mest militante fortolkning af Islam begyndte at etablere sig i Europa i midtfirserne. Deres antal blev forstærket i slutningen af årtiet og gennem de første år af halvfemserne, i takt med at små grupper af såkaldte afghanske arabere og andre dedikerede jihadister der undslap retsforfølgelse (eller værre) i Mellemøsten og Nordafrika slog sig ned i Europa. Udnyttende Vesten´s frihed fortsatte disse islamister gennem propaganda, pengeindsamling og rekruttering støtten til gruppeaktiviteterne i deres oprindelseslande. Europa konstituerede den ideelle logistiske base for grupper såsom ægyptiske Gamaa Islamiya og algierske GIA, der etablerede omfattende netværk over hele kontinentet.
I den anden halvdel af 1990´erne begyndte disse grupper og netværk at trække i retning af al-Qaeda´s kredse, favnende budskabet om global jihad. Det var i steder som Bosnien, Chechnya og selvfølgelig Afghanistan, at jihadgrupper fra forskellige lande fik kontakt og besluttede at slå kræfterne sammen, kæmpende ikke alene mod de traditionelle fjender men også mod ”den fjerne fjende”, eksempelvis i Vesten.
En nøglerolle i denne ideernes og metodernes krydsbestøvning i jihadgrupperne blev udspillet af nogle af Europa´s mest radikale moskeer, såsom London´s Finsbury Park, Milano´s Islamic Cultural Institute, Wien´s Sahaba eller Hamburg´s al-Quds, der blev populære mødesteder for radikale fra alle lande. Disse netværk der har længe opereret uafhængigt i Europa, blev på kontinentet franchisere for al-Qaeda, signifikant bidragende til gruppernes vækst med mandskab, midler og logistik.
Gennem de seneste år har der været et generationsmæssigt skift i jihad netværkene. De fleste af dagens jihadister, særligt i de nordeuropæiske lande, er andengenerations muslimske immigranter i Europa (med et lille men signifikant antal konvertitter).
I dag kan vi visualisere virkeligheden af jihad netværk i Europa som et kontinuum. I den ene yderlighed finder vi hjemmelavede grupper: små samlinger af mestendels europæisk fødte radikale uden bånd til eksterne grupper, der agerer i absolut operationel uafhængighed. I den anden side af spekteret finder vi kategoriserede celler indeholdte i velstrukturerede netværk og emner for hierarkisk struktur, på samme måde som jihad grupperne opererende i Europa i 1990´erne.
Imellem disse to ekstremer findes der et helt spektrum af virkeligheder, positionerede i overensstemmelse med niveauet af gruppens autonomi. Den mest tilbagevendende model synes at være den af London bomberne den 7. juli 2005: en lille gruppe unge mænd, af hvem de fleste var født og opvokset i0 Europa, der kendte hinanden fra enten fra moskeen eller nabolaget, og som blev radikaliserede i Europa. Kun få af disse lokalt opdrættede jihadister rejser udenlands for at lære den nødvendige bombefabrikeringsekspertise af forskellige al-Qaeda affilierede grupper, der vil tillade dem at hoppe fra vennernes amatørniveau til fuldt udviklede terroristceller.
Udfordringen udgjort af jihad netværk, hvor end de findes i kontinuumet, er skræmmende. Mens disse netværk tidligere mestendels fokuserede på støtte af aktiviteter udenfor kontinentet, så anser de i dag Europa som værende det primære mål. Siden 9/11 har europæiske efterretningstjenester ofte assisteret deres amerikanske modparter i afmonteringen af talrige netværk og forhindret dusinvis af terroristangreb. De fleste europæiske lande har også foretaget signifikante ændringer i deres lovgivning, for mere effektivt at kunne håndtere terrorisme, selvom forbedringer i visse tilfælde behøves.
Fremadrettet er opgaven for de europæiske myndigheder overvældende. Alene i Storbritannien mener MI5 at der findes omkring 4.000 mistænkte og 200 jihad netværk spredt over hele landet. Efterretningsmyndigheder mener, at et mindre, men sammenligneligt, antal jihadister opererer i andre europæiske lande, selv i traditionelt ”stilfærdige” områder som Skandinavien og Østeuropa.
En fuldstændig afvisning af vestlige værdier og erklærede ønske om at etablere en islamisk verdensomfattende stat (kalifat) er ikke alene karakteristisk for jihad grupper, men også adskillige tilsyneladende ikke-voldelige organisationer opererer i Europa. Den mest organiserede blandt disse ”fredelige revolutionære” bevægelser er Hizb-ut-Tahrir, der har etableret sig i de fleste europæiske lande. Hizb-ut-Tahrir´s verdenssyn er enkelt: løsningen på alle menneskets politiske, økonomiske, kulturelle og sociale problemer skal findes i Islam, og den eneste måde for menneskeheden at opnå retfærdighed er at forkaste ethvert menneskeskabt system (inklusive demokrati) og etablere et kalifat, indeholdende ikke blot dagens muslimske verden, men også enhver ikke-muslimsk stat.
Hizb-ut-Tahrir´s budskaber spredes gennem vedholdende propagandabestræbelser. Dette inkluderer hjemmesider og publikationer på forskellige europæiske sprog, foldere i muslimske nabolag og foran moskeer, og endog videoer på YouTube. Hizb-ut-Tahrir konferencer, besøgt af tusinder af sympatisører, afholdes med jævne mellemrum i Storbritannien, Danmark, Østrig og Tyskland. Hizb-ut-Tahrir er så stærk i Europa at, i hvad der kan synes som et irrationelt men meget fortællende træk, har adskillige af dens medlemmer rejst til Mellemøsten for at udbrede organisationens budskab for at gen-islamisere Mellemøsten´s masser.
Hizb-ut-Tahrir henvender sig ikke alene til masserne af fjendtlige og uassimilerede europæiske muslimer. Medlemmer af Hizb-ut-Tahrir tenderer at være højt uddannede unge erhvervsaktive, der er andengenerations immigranter i Europa. Deres position støttes yderligere af en lille kadre af konvertitter. Hizb-ut-Tahrir´s retorik er sofistikeret og dygtigt designet til de vestlige muslimers ører. Yderligere standser Hizb-ut-Tahrir kort før den eksplicit advokerer for vold for at undgå myndighedernes granskning. Hizb-ut-Tahrir erklærer, at Islam er under angreb, at muslimer har pligt til på verdensplan at forsvare deres medmuslimer, og at de må etablere kalifatet for at kunne bestige denne forhindring. Hizb-ut-Tahrir standser dog kort før de specificerer hvordan dette bør gøres.
Mens Hizb-ut-Tahrir ikke åbent tilskynder til vold, så tilbyder den magtfulde ideologiske redskaber til at radikalisere muslimer. Springet fra at favne Hizb-ut-Tahrir´s verdenssyn til at udøve vold for at fremme målene, er kort. Af denne årsag er Hizb-ut-Tahrir ofte identificeret som et ”drivbælte” for terrorisme. Yderligere, mens organisationen aldrig selv direkte er blevet sat i forbindelse med terrorisme, så er visse medlemmer af Hizb-ut-Tahrir blevet det.
Hizb-ut-Tahrir fortsætter med at frustrere europæiske regeringer. Tyskland forbød i 2002 Hizb-ut-Tahrir for at være anti-semitisk, men gruppen fortsætter med at operere under andre navne. Ligeledes i London efter bombningerne forsøgte den britiske regering at forbyde Hizb-ut-Tahrir, men trak sig efter at mangle beviser for direkte forbindelser til terrorisme. Andre europæiske lande debatterer, om Hizb-ut-Tahrir´s aktiviteter bør forbydes, eller om de bør beskyttes af ytringsfriheden.
I de seneste måneder har der været indikationer af, at Hizb-ut-Tahrir i små forsamlinger prædiker vold, eller hvor den tror at medier og efterretningstjenester ikke overvåger dens aktiviteter. Shiraz Maher, en tidligere regional direktør for Hizb-ut-Tahrir i England, der har forladt gruppen og lavet en dokumentar for BBC om Hizb-ut-Tahrir, er sikker på, at Hizb-ut-Tahrir ikke afholder sig fra vold. ”Hizb-ut-Tahrir afskyr vold og tror på, at Sharia lov skal påtvinges verden over”, siger Maher, ”med vold om nødvendigt”.
Maajid Nawaz, et andet overordnet medlem af Hizb-ut-Tahrir, anslår at ”Hizb-ut-Tahrir er parate til, når de har etableret den islamiske stat, at bekæmpe andre lande og dræbe folk i deres forfølgelse af foreningen af alle lande i én stat”. Nawaz anerkender også den ødelæggende gennemslagskraft denne gruppes lære overordnet har haft på samfundet: ”Jeg tror, at hvad jeg underviste, ikke alene skadede det britiske samfund og de britisk-muslimske relationer og skadede muslimernes position som britiske borgere i samfundet, jeg tror det har skadet verden”.
I bunder af pyramiden findes den numerisk mest signifikante komponent af Politisk Islam i Europa: Det Muslimske Broderskab og andre vækkelsesbevægelser såsom det pakistanske Jamaat-e-Islami eller det tyrkiske Milli Görü. Over det seneste halve århundrede har disse bevægelser etableret udløbere i talrige europæiske lande, takket være deres aktivisme og udenlandske støtte. Vækkelsesorganisationer som Muslim Council of Britain, Union of Islamic Organizations of France eller Islamic Society of Germany er blevet de facto repræsentanter for muslimske samfund o deres lande. De styrer et stort antal moskeer og interagerer som præferencepartner for regeringsinstitutioner.
I tacklingen af medier og regeringer præsenterer disse organisationer en moderat facade, offentligt støttende integration og demokrati. Men i moskeerne vier disse vækkelsesorganisationer sig en diametralt modsat retorik, stadigt favnende organisationernes oprindelige fanatiske ideologi. Deres mål er radikaliseringen af europæiske muslimers samfund og skabelsen af muslimske separatister, der søger separate sociale rum (fra skoler til svømmehaller) og separat lovgivning.
Mens de ikke offentligt advokerer for brugen af vold i Vesten (selvom de gør i Irak og i de palæstinensiske territorier), så kan det argumenteres, at disse vækkelsesgrupper udgør en udfordring der er mere lumsk end fra andre islamister, der åbent udfordrer Vesten´s regeringer og værdier. Takket være deres offentlige moderate ord lykkes det dem ofte at etablere præferencerelationer med den europæiske elite. I visse tilfælde er de endog partnere i europæiske regeringers kamp mod radikalisering. Legitimeringen og magten de opnår gennem disse regeringsgodkendelser, tillader dem at fremme deres status indenfor det muslimske samfund og derigennem deres mulighed for at radikalisere det.
Vækkelsesorganisationer koncentrerer deres bestræbelser omkring radikaliseringen af europæiske muslimske befolkninger, mens de formilder og gennemtrænger det officielle regeringssystem. Opererende indenfor lovens rammer og ofte med støtte fra europæiske regeringer skaber deres aktiviteter grundlaget på hvilket andre mere radikale grupper bygger. De repræsenterer pyramidens base, og et problem som europæerne har været ude af stand til at adressere.
Hver sektion af den islamistiske pyramide udgør en forskellig udfordring for Europa´s sikkerhed og livsmåde. Europæerne må genkende hver enkelt som sådan, og finde de passende juridiske og politiske redskaber for at kunne adressere dem.
