”Hayek´s udfordring var at argumentere, at Nazi-Tyskland ikke var en afvigende ”højreorienteret” perversion vokset ud af kapitalismens ”modsætninger”. I stedet voksede nazismen ud af de ”oplyste” og ”progressive” socialistiske og kollektivistiske ideer af tiden før Første Verdenskrig, hvilken mange intellektuelle i England og U.S.A. har prist og propaganderet for i deres egne lande”
Fascisme er en term oprindeligt opfundet af den italienske diktator Mussolini for at beskrive sin tilpasning af marxismen til betingelserne i Italien efter Første Verdenskrig. Lenin i Rusland havde i samme periode anderledes tilpasninger af marxismen til betingelserne i Rusland, og disse tilpasninger kom til at til at gå under navnene Marxisme/Leninisme. Mussolini forblev tæt ved Marx, da han følte, at Italien måtte gennemgå et kapitalistisk stade før det kunne nå socialismen, hvor Lenin forsøgte at presse Rusland direkte fra semi-feudalisme til socialisme. Mussolini´s primære modifikation af marxismen var hans afvisning af klassekampen, noget der der satte ham i direkte modsætning med Lenin´s ”Røde”.
Hvis Fascisme betyder noget i sig selv, betyder det ”Gruppeisme” - da italienernes fascister på dette tidspunkt simpelthen var grupper af politiske aktivister. Symbolet på fascismen i antikkens Rom var selvfølgelig bundter af kæppe der symboliserede den store styrke af folket af det organiserede Rom. Ideen var igen, at folk var stærkere i grupper end som individer. Mussolini´s ideer og system var meget indflydelsesrig og havde mange imitatorer – ikke mindst Hitler – og nogle overlevede oven i købet Anden Verdenskrig – såsom Peron og Chiang Kai Shek.
Så var Mussolini en fuldstændig original tænker? Overhovedet ikke. Folk der studerer antikkens historie vil se Sparta som den første fascistiske stat, og folk der studerer Marx vil identificere fascismen med ”Bonapartismen” - regimet udtænkt af Napoleon Bonarparte og genvækket af hans nevø Napoleon III. Men Mussolini var ret intellektuel, og hans tænkning var faktisk meget mere moderne end man skulle tro. Han var helt sikkert influeret af Marx og den antikke verden, men han havde en hel række ideer, der rakte ud over det. Og hvor vendte han sig hen for at få disse moderne ideer? Mod Amerika selvfølgelig. Og de amerikanske ideer der influerede ham, var svære at overse. De var ideerne af de ”progressive” amerikanere. Og hvem var den mest velkendte progressive i verden på dette tidspunkt? Ingen anden end præsident for U.S.A. - Woodrow Wilson – manden der mest ansvarlig for efterkrigstidens europæiske orden. Så Mussolini behøvede ikke gøre meget andet end at læse sin avis, for at høre i det mindste nogle af ideerne af de meget indflydelsesride amerikanske progressive. Og hvem var de progressive? Her er en summering af dem:
”Oprindeligt søgte progressive reformatorer at regulere uansvarlig selskabsmonopol, sikring af forbrugere og arbejdskraft fra udnyttelse for profit. Yderligere ønskede de at korrigere ulighedens onder skabt af hastig og ukontrolleret urbanisering. Progressivitet...anslog at den sociale orden kunne og skulle forbedres...Visse historikere, såsom Richard Hofstadter og George Mowry har argumenteret, at den progressive bevægelse forsøgte at vende Amerika tilbage mod en ældre, mere enkel, landbrugslivsstil. For nogle enkelte progressive var dette helt sikkert sandt. Men for de fleste var den en humanitær doktrin af social udvikling motiveret gennem reformation af ånden”.
Summeringen af de ovenstående progressive stammer fra De Corte. I modsætning til alle hans egne beviser hævder De Corte også, at de progressive var ”konservative”. Hvorfor? Fordi der var noget andet omkring de progressive, der gjorde både De Corte og alle moderne venstreorienterede forlegne: De progressive var store tilhængere af racehygiejne. Så De Corte prøver at undslippe dette (http://jonjayray.tripod.com/lefteug2.html) og Pickens 1968 for venstrefløjens dedikering til mellemkrigstidens racehygiejne.
Her er en kort summering af de ”progressives” æra fra et ikke venstreorienteret perspektiv:
”Den progressive æra er en periode af den ene løgn efter den anden, skabt på den falske tro, at moderne styre på én eller anden måde kan erstatte det frie marked, privat ejendomsret og skabe et økonomisk marked af velstand og ”fairness”. Fra ”videnskabelig” administration til ”oplyst” religion (kaldet teologisk liberalisme, og senere sekularisme) fra ”forbud” til ”objektiv” journalistik, var troen, at det moderne samfund havde fundet nøglen til ”fremad og opad” progressionen.
En lærebogssummering af David W. Southern omkring den progressive æra:
Den progressive bevægelse fejede hen over Amerika fra omkring 1890 til 1920, skabende en bred populær konsensus om, at staten burde være den primære kraft i skabelsen af sociale forandringer. I den forbindelse indtog legioner af unge korsfarere lokale, statslige og føderale positioner, gennemførende nye lovgivninger, inklusive mindsteløn og maksimum antal arbejdstimer, restriktioner omkring salg og indtagelse af alkohol, hjælp til immigranter og fattige, kvinders ligestilling og valgreformer.
Men den progressive ære var også en tid af ondsindet statssponseret racisme. Faktisk, fra et afro-amerikansk standpunkt, er den progressive æra den absolut værste periode siden frigørelsen. Den storstilede umyndiggørelse af sydens sorte vælgere skete i disse år, ligesom fremkomsten af Jim Crow. Yderligere, som Westminster College historiker David W. Southern noterer i sin seneste bog ”The Progressive Era and Race: Reform and Reaction, 1900-1917, den værste af umyndiggørelsens slags: segregering, raceforfølgelse og lynchning, ”gik hånd i hånd med de mest avancerede former for sydlig progressivitet”. Racisme var normen, ikke undtagelsen, blandt korsfarerne i dag romantiseret af den aktivistiske venstrefløj.
Ved hjertet af sydens plettede men nyttefulde undersøgelse findes et svigefuldt enkelt spørgsmål: Hvordan favnede reformatorer internaliseret så høje idealer så abnorme fordomme? Hans svar begynder med den racebaserede pseudovidenskab der dominerede den belæste mening omkring det 20. århundrede. ”På universiteterne”, bemærker Southern, ”læste spirende progressive ikke alene udleverende udtræk af kapitalister og angreb på laissez-faire økonomi af snagende journalister, de læste også racistiske skrifter der trak på den seneste antropologi, biologi, psykologi, sociologi, racehygiejne og medicinske videnskab”.
Og denne artikel (http://www.frontpagemag.com/Articles/Read.aspx?GUID=E2D1C5F9-AE2E-4033-B869-56DD58D2EC8 viser, at de amerikanske progressive omkring det 20.århundrede ikke alene var venstreorienterede, men de var også krigsforherligende militarister. Hitler fik ikke alene sine ideer om racehygiejne fra amerikanske venstreorienterede, men også sin idé om krig som værende den nationale ånds rengører.
Og hvem sagde dette?
”Konformitet vil være den eneste sande dyd, og enhver der nægter at tilpasse sig, må betale prisen”.
Var det Adolf? Det lyder meget som enten Adolf eller Mussolini på højden af deres magt, men det blev faktisk sagt, mens både Hitler og Mussolini stadig var i Første Verdenskrigs skyttegrave, og det blev sagt af præsidenten for U.S.A., den ærke progressive Woodrow Wilson. Dette og mange andre ting, inklusive bogbrænding, lærte Adolf af den amerikanske venstrefløj.
Wilson overskyggede endog Hitler´s racisme. Se på dette citat fra 1912:(http://www.reason.com/news/show/33906.html)
”Ved magtovertagelsen i Washington var Wilson og mange andre sydstatsmænd han bragte med sig i kabinettet foruroligede over den måde den føderale regering førte styre på. En arv af post-borgerkrigens republikanske opstigen var, at Washington´s store sorte befolkning havde adgang til føderale jobs, og arbejdede med hvide i integrerede omstændigheder. Wilson satte en stopper for dette ved at få Jim Crow til Washington. Wilson tillod forskellige myndigheder at adskille toiletter, cafeterier og arbejdsområder i deres afdelinger”.
Så Wilson omstødte faktisk mere tolerante politikker indført af republikanerne. Racisme var meget venstreorienteret i Hitler´s dage. Venstrefløjen ynder at portrættere Wilson som en visionær. De undlader at nævne, at fremtiden han visionerede, var en racedelt én.
Johan Goldberg har også en god summering af Wilson administrationen:
Under Woodrow Wilson, den første amerikanske præsident til at favne den nye kult af pragmatisme og magt der havde overtaget ”oplyste” tænkere på begge sider af atlanten (og den første amerikanske præsident til åbent af vise den amerikanske konstitution mishag), foretog de progressive et angreb på friheden der får den angivelige fascisme af McCarthy æraen og Bush årene til at ligne småtterier. Wilson etablerede American Protective League, en gruppe af hjemlige fascister fyldt med knusende uenighed, bankende slapsvanse og intimiderende gennemsnitsamerikanere. Wilson´s Committee for Public Information var det første moderne propagandaministerium. Faktisk, ifølge afdøde sociolog og histotiker Robert Nisbet, var det ”Vesten´s første virkelige erfaring med totalitarismen – politisk absolutisme udvidet til alle mulige områder af kultur og samfund, uddannelse, religion, industri, kunst, lokale samfund og familie inkluderet, med en slags terror der altid venter på at komme på vingerne – kom med den amerikanske krigsstat under Wilson”.
Og jeg antager, at det er meget ufølsomt og usensitivt af mig at pege på, at Wilson indledte sin bog: ”The State. Elements of Historical and Practical Politics: A Sketch of Institutional History and Administration” med et studie i arisk politik.
Med risiko for at synes at piske en død hest, peger jeg også på, at Koenigsberg´s demonstration af at Hitler så Tyskland som en levende organisme, der var alvorligt truet. Og hvor fik Hitler ideen om, at Tyskland var en biologisk organisme? Han kunne have fået den fra adskillige kilder, men én af de mest prominente kilder til sådan tænkning var igen Woodrow Wilson – der retfærdiggjorde sit ønske om at pille ved den amerikanske konstitution på det grundlag, at den amerikanske regering ”ikke var en maskine, men en levende organisme”. Og amerikanske venstreorienterede karakteriserer ofte i dag konstitutionen som ”levende”. Som Wilson bruger de dette som en undskyldning for at undslippe love der ikke passer dem. Hitler ville have fundet dette fuldstændigt passende!
Faktisk, jo mere man læser om de amerikanske ”progressive” i tiden omkring det 20. århundrede, jo flere paralleller finder man mellem dem og fascisterne. Eksempelvis var på den amerikanske venstrefløj de prominente Bellamy brødre. Edward og Francis Bellamy promoverede aktivt hvad de kalder ”militær socialisme”, og, i det store hele under deres indflydelse, loyalitet mod flaget, flagceremonier, racistiske prædikener og endog hilsner i strakt arm, var alle almindelige i Amerika længe før de blev adopteret af Mussolini og nazisterne.
Og det nu berygtede Ku Klux Klan var en anden af disse paralleller. Ku Klux Klan var engang ret respekteret i ”progressive” kredse. Mange af de ting Ku Klux Klan stod for, lyder ikke særligt venstreorienterede i dag, men de var venstreorienterede i klanens storhedstid. Som tidligere nævnt var selv åbenlys racisme ”progressivt” i den første del af det 20. århundrede:
”Faktisk indikerer 1924 valget det omfang i hvilken klanen var sammenvævet med de progressive. For det var året for demokraternes berygtede ”klanbake” konvention, da klanmænd stærkt deltog som delegerede, og blokerede et grundlag der ville have fordømt deres orden. De deltog også i præsidentvalget...de støttede den californiske William McAdoo, svigersøn til afdøde præsident Wilson. Han var én af arkitekterne bag Wilson´s krigskollektivisme.
Og er feministerne konservative? Næppe. Og feminisme er heller ikke noget nyt fænomen. Feminisme var del af den ”progressive” tænkning. Feministerne var meget aktive i U.S.A. i første del af det 20. århundrede, og Margaret Sanger blev prist højt af Hitler for hendes hyldest af racehygiejne. Og de amerikanske fortalere for racehygiejne var meget racistiske. De delte Hitler´s synspunkt, at jøder var genetisk underlegne, og modsatte sig tiltag der tillod amerikanske jøder at flygte fra Hitler (http://jonjayray.tripod.com/lefteug2.html). Så hvis Hitler´s racehygiejne og raceteorier var afskyelige, så bør det anerkendes, at hans entusiastiske støtter i sagen på det tidspunkt var venstrefløjen og feministerne, mere end de konservative.
En anden ting der identificerer Hitler mere med den amerikanske venstrefløj end højrefløj: Jim Lindgren (http://volokh.com/archives/archive_2004_10_21.shtml#1098345826) har trukket nogle data ud fra amerikanske Gallup taget i 1938. Den viser at støtten til den anti-jødiske kampagne var ret lav i Amerika, men at demokratiske vælgere var 50% mere indstillede på at støtte en sådan kampagne end republikanerne (14.7% mod 9.8%). Igen ser vi at Hitler´s venner i Amerika primært var venstrefløjen. CONTENT ELEMENT, uid:4529/list [begin]
Fascisme er en term oprindeligt opfundet af den italienske diktator Mussolini for at beskrive sin tilpasning af marxismen til betingelserne i Italien efter Første Verdenskrig. Lenin i Rusland havde i samme periode anderledes tilpasninger af marxismen til betingelserne i Rusland, og disse tilpasninger kom til at til at gå under navnene Marxisme/Leninisme. Mussolini forblev tæt ved Marx, da han følte, at Italien måtte gennemgå et kapitalistisk stade før det kunne nå socialismen, hvor Lenin forsøgte at presse Rusland direkte fra semi-feudalisme til socialisme. Mussolini´s primære modifikation af marxismen var hans afvisning af klassekampen, noget der der satte ham i direkte modsætning med Lenin´s ”Røde”.
Hvis Fascisme betyder noget i sig selv, betyder det ”Gruppeisme” - da italienernes fascister på dette tidspunkt simpelthen var grupper af politiske aktivister. Symbolet på fascismen i antikkens Rom var selvfølgelig bundter af kæppe der symboliserede den store styrke af folket af det organiserede Rom. Ideen var igen, at folk var stærkere i grupper end som individer. Mussolini´s ideer og system var meget indflydelsesrig og havde mange imitatorer – ikke mindst Hitler – og nogle overlevede oven i købet Anden Verdenskrig – såsom Peron og Chiang Kai Shek.
Så var Mussolini en fuldstændig original tænker? Overhovedet ikke. Folk der studerer antikkens historie vil se Sparta som den første fascistiske stat, og folk der studerer Marx vil identificere fascismen med ”Bonapartismen” - regimet udtænkt af Napoleon Bonarparte og genvækket af hans nevø Napoleon III. Men Mussolini var ret intellektuel, og hans tænkning var faktisk meget mere moderne end man skulle tro. Han var helt sikkert influeret af Marx og den antikke verden, men han havde en hel række ideer, der rakte ud over det. Og hvor vendte han sig hen for at få disse moderne ideer? Mod Amerika selvfølgelig. Og de amerikanske ideer der influerede ham, var svære at overse. De var ideerne af de ”progressive” amerikanere. Og hvem var den mest velkendte progressive i verden på dette tidspunkt? Ingen anden end præsident for U.S.A. - Woodrow Wilson – manden der mest ansvarlig for efterkrigstidens europæiske orden. Så Mussolini behøvede ikke gøre meget andet end at læse sin avis, for at høre i det mindste nogle af ideerne af de meget indflydelsesride amerikanske progressive. Og hvem var de progressive? Her er en summering af dem:
”Oprindeligt søgte progressive reformatorer at regulere uansvarlig selskabsmonopol, sikring af forbrugere og arbejdskraft fra udnyttelse for profit. Yderligere ønskede de at korrigere ulighedens onder skabt af hastig og ukontrolleret urbanisering. Progressivitet...anslog at den sociale orden kunne og skulle forbedres...Visse historikere, såsom Richard Hofstadter og George Mowry har argumenteret, at den progressive bevægelse forsøgte at vende Amerika tilbage mod en ældre, mere enkel, landbrugslivsstil. For nogle enkelte progressive var dette helt sikkert sandt. Men for de fleste var den en humanitær doktrin af social udvikling motiveret gennem reformation af ånden”.
Summeringen af de ovenstående progressive stammer fra De Corte. I modsætning til alle hans egne beviser hævder De Corte også, at de progressive var ”konservative”. Hvorfor? Fordi der var noget andet omkring de progressive, der gjorde både De Corte og alle moderne venstreorienterede forlegne: De progressive var store tilhængere af racehygiejne. Så De Corte prøver at undslippe dette (http://jonjayray.tripod.com/lefteug2.html) og Pickens 1968 for venstrefløjens dedikering til mellemkrigstidens racehygiejne.
Her er en kort summering af de ”progressives” æra fra et ikke venstreorienteret perspektiv:
”Den progressive æra er en periode af den ene løgn efter den anden, skabt på den falske tro, at moderne styre på én eller anden måde kan erstatte det frie marked, privat ejendomsret og skabe et økonomisk marked af velstand og ”fairness”. Fra ”videnskabelig” administration til ”oplyst” religion (kaldet teologisk liberalisme, og senere sekularisme) fra ”forbud” til ”objektiv” journalistik, var troen, at det moderne samfund havde fundet nøglen til ”fremad og opad” progressionen.
En lærebogssummering af David W. Southern omkring den progressive æra:
Den progressive bevægelse fejede hen over Amerika fra omkring 1890 til 1920, skabende en bred populær konsensus om, at staten burde være den primære kraft i skabelsen af sociale forandringer. I den forbindelse indtog legioner af unge korsfarere lokale, statslige og føderale positioner, gennemførende nye lovgivninger, inklusive mindsteløn og maksimum antal arbejdstimer, restriktioner omkring salg og indtagelse af alkohol, hjælp til immigranter og fattige, kvinders ligestilling og valgreformer.
Men den progressive ære var også en tid af ondsindet statssponseret racisme. Faktisk, fra et afro-amerikansk standpunkt, er den progressive æra den absolut værste periode siden frigørelsen. Den storstilede umyndiggørelse af sydens sorte vælgere skete i disse år, ligesom fremkomsten af Jim Crow. Yderligere, som Westminster College historiker David W. Southern noterer i sin seneste bog ”The Progressive Era and Race: Reform and Reaction, 1900-1917, den værste af umyndiggørelsens slags: segregering, raceforfølgelse og lynchning, ”gik hånd i hånd med de mest avancerede former for sydlig progressivitet”. Racisme var normen, ikke undtagelsen, blandt korsfarerne i dag romantiseret af den aktivistiske venstrefløj.
Ved hjertet af sydens plettede men nyttefulde undersøgelse findes et svigefuldt enkelt spørgsmål: Hvordan favnede reformatorer internaliseret så høje idealer så abnorme fordomme? Hans svar begynder med den racebaserede pseudovidenskab der dominerede den belæste mening omkring det 20. århundrede. ”På universiteterne”, bemærker Southern, ”læste spirende progressive ikke alene udleverende udtræk af kapitalister og angreb på laissez-faire økonomi af snagende journalister, de læste også racistiske skrifter der trak på den seneste antropologi, biologi, psykologi, sociologi, racehygiejne og medicinske videnskab”.
Og denne artikel (http://www.frontpagemag.com/Articles/Read.aspx?GUID=E2D1C5F9-AE2E-4033-B869-56DD58D2EC8 viser, at de amerikanske progressive omkring det 20.århundrede ikke alene var venstreorienterede, men de var også krigsforherligende militarister. Hitler fik ikke alene sine ideer om racehygiejne fra amerikanske venstreorienterede, men også sin idé om krig som værende den nationale ånds rengører.
Og hvem sagde dette?
”Konformitet vil være den eneste sande dyd, og enhver der nægter at tilpasse sig, må betale prisen”.
Var det Adolf? Det lyder meget som enten Adolf eller Mussolini på højden af deres magt, men det blev faktisk sagt, mens både Hitler og Mussolini stadig var i Første Verdenskrigs skyttegrave, og det blev sagt af præsidenten for U.S.A., den ærke progressive Woodrow Wilson. Dette og mange andre ting, inklusive bogbrænding, lærte Adolf af den amerikanske venstrefløj.
Wilson overskyggede endog Hitler´s racisme. Se på dette citat fra 1912:(http://www.reason.com/news/show/33906.html)
”Ved magtovertagelsen i Washington var Wilson og mange andre sydstatsmænd han bragte med sig i kabinettet foruroligede over den måde den føderale regering førte styre på. En arv af post-borgerkrigens republikanske opstigen var, at Washington´s store sorte befolkning havde adgang til føderale jobs, og arbejdede med hvide i integrerede omstændigheder. Wilson satte en stopper for dette ved at få Jim Crow til Washington. Wilson tillod forskellige myndigheder at adskille toiletter, cafeterier og arbejdsområder i deres afdelinger”.
Så Wilson omstødte faktisk mere tolerante politikker indført af republikanerne. Racisme var meget venstreorienteret i Hitler´s dage. Venstrefløjen ynder at portrættere Wilson som en visionær. De undlader at nævne, at fremtiden han visionerede, var en racedelt én.
Johan Goldberg har også en god summering af Wilson administrationen:
Under Woodrow Wilson, den første amerikanske præsident til at favne den nye kult af pragmatisme og magt der havde overtaget ”oplyste” tænkere på begge sider af atlanten (og den første amerikanske præsident til åbent af vise den amerikanske konstitution mishag), foretog de progressive et angreb på friheden der får den angivelige fascisme af McCarthy æraen og Bush årene til at ligne småtterier. Wilson etablerede American Protective League, en gruppe af hjemlige fascister fyldt med knusende uenighed, bankende slapsvanse og intimiderende gennemsnitsamerikanere. Wilson´s Committee for Public Information var det første moderne propagandaministerium. Faktisk, ifølge afdøde sociolog og histotiker Robert Nisbet, var det ”Vesten´s første virkelige erfaring med totalitarismen – politisk absolutisme udvidet til alle mulige områder af kultur og samfund, uddannelse, religion, industri, kunst, lokale samfund og familie inkluderet, med en slags terror der altid venter på at komme på vingerne – kom med den amerikanske krigsstat under Wilson”.
Og jeg antager, at det er meget ufølsomt og usensitivt af mig at pege på, at Wilson indledte sin bog: ”The State. Elements of Historical and Practical Politics: A Sketch of Institutional History and Administration” med et studie i arisk politik.
Med risiko for at synes at piske en død hest, peger jeg også på, at Koenigsberg´s demonstration af at Hitler så Tyskland som en levende organisme, der var alvorligt truet. Og hvor fik Hitler ideen om, at Tyskland var en biologisk organisme? Han kunne have fået den fra adskillige kilder, men én af de mest prominente kilder til sådan tænkning var igen Woodrow Wilson – der retfærdiggjorde sit ønske om at pille ved den amerikanske konstitution på det grundlag, at den amerikanske regering ”ikke var en maskine, men en levende organisme”. Og amerikanske venstreorienterede karakteriserer ofte i dag konstitutionen som ”levende”. Som Wilson bruger de dette som en undskyldning for at undslippe love der ikke passer dem. Hitler ville have fundet dette fuldstændigt passende!
Faktisk, jo mere man læser om de amerikanske ”progressive” i tiden omkring det 20. århundrede, jo flere paralleller finder man mellem dem og fascisterne. Eksempelvis var på den amerikanske venstrefløj de prominente Bellamy brødre. Edward og Francis Bellamy promoverede aktivt hvad de kalder ”militær socialisme”, og, i det store hele under deres indflydelse, loyalitet mod flaget, flagceremonier, racistiske prædikener og endog hilsner i strakt arm, var alle almindelige i Amerika længe før de blev adopteret af Mussolini og nazisterne.
Og det nu berygtede Ku Klux Klan var en anden af disse paralleller. Ku Klux Klan var engang ret respekteret i ”progressive” kredse. Mange af de ting Ku Klux Klan stod for, lyder ikke særligt venstreorienterede i dag, men de var venstreorienterede i klanens storhedstid. Som tidligere nævnt var selv åbenlys racisme ”progressivt” i den første del af det 20. århundrede:
”Faktisk indikerer 1924 valget det omfang i hvilken klanen var sammenvævet med de progressive. For det var året for demokraternes berygtede ”klanbake” konvention, da klanmænd stærkt deltog som delegerede, og blokerede et grundlag der ville have fordømt deres orden. De deltog også i præsidentvalget...de støttede den californiske William McAdoo, svigersøn til afdøde præsident Wilson. Han var én af arkitekterne bag Wilson´s krigskollektivisme.
Og er feministerne konservative? Næppe. Og feminisme er heller ikke noget nyt fænomen. Feminisme var del af den ”progressive” tænkning. Feministerne var meget aktive i U.S.A. i første del af det 20. århundrede, og Margaret Sanger blev prist højt af Hitler for hendes hyldest af racehygiejne. Og de amerikanske fortalere for racehygiejne var meget racistiske. De delte Hitler´s synspunkt, at jøder var genetisk underlegne, og modsatte sig tiltag der tillod amerikanske jøder at flygte fra Hitler (http://jonjayray.tripod.com/lefteug2.html). Så hvis Hitler´s racehygiejne og raceteorier var afskyelige, så bør det anerkendes, at hans entusiastiske støtter i sagen på det tidspunkt var venstrefløjen og feministerne, mere end de konservative.
En anden ting der identificerer Hitler mere med den amerikanske venstrefløj end højrefløj: Jim Lindgren (http://volokh.com/archives/archive_2004_10_21.shtml#1098345826) har trukket nogle data ud fra amerikanske Gallup taget i 1938. Den viser at støtten til den anti-jødiske kampagne var ret lav i Amerika, men at demokratiske vælgere var 50% mere indstillede på at støtte en sådan kampagne end republikanerne (14.7% mod 9.8%). Igen ser vi at Hitler´s venner i Amerika primært var venstrefløjen. CONTENT ELEMENT, uid:4529/list [begin]
