Ifølge den amerikanske filosof Ayn Rand er samfundets retning styret af fortalere for nogle bestemte og grundlæggende principper. Den politiske kampplads er umiddelbart styret af de politiske principper, som man finder dem indenfor teokrati, socialisme, liberalisme eller økologisme.
Velfærdsstaten er i denne optik ikke en model. Den har ikke sin egen isme – ”socialdemokratismen”.
Velfærdsstaten – eller ”den ufrie markedsøkonomi” er i stedet at beskrive som en overgangstilstand - en bevægelse. - Vi bevæger os enten i retning mod personlig frihed eller mod ufrihed, af den simple grund at velfærdsstaten ikke har sin egen moralske kerne.
Denne vinkel er i overensstemmelse med det historiske forhold, at socialdemokratismen - den socialistiske reformisme - var et middel til et bestemt mål: at indføre den fuldtonede socialisme ved hjælp af et langsommeligt demokratisk benarbejde i modsætning til revolutionær aktivitet.
Den socialistiske retning blev udstukket, da man mente at økonomisk lighed og det at arbejde for fællesskabet og ”Næsten” var det gode. Det var altså med den socialistiske målsætning ikke på tale at bevare nogen del af individuel selvstændighed eller at forsvare egeninteressen på et principielt grundlag.
Socialisternes påstand om at ”Velfærdsstaten” er en model og socialdemokratismen bygger på sine egne principper - en stabil blanding af frihed og tvang - skal i det historiske lys derfor ses som et ideologisk redskab. Formålet var at cementere de allerede opnåede socialistiske sejre i kampen for den resterende socialisering af samfundet. Det som man efter cementeringen så kunne få lov til at diskutere var, med hvilken hast samfundet skulle socialiseres, og hvad der skulle socialiseres først. Det man havde sejret delvist over med proklamationen af velfærdsstaten, var det frie menneske og egeninteressens nederlag.
Velfærdsstaten er altså blot et skridt i retning mod socialisme. Ayn Rand er ikke original i ovenstående indsigt om, at principper er afgørende for hvem, der sætter den politiske dagsorden. Sidstnævnte diagnose af "Velfærdsstaten" som en bevægelse mod komplet nationalisering finder man også hos Ludvig Von Mises.
Rands pointe er imidlertid, at politik bygger på bagvedliggende moralske grundantagelser og hævder endvidere, at den helt afgørende kerne bag de politiske 'ismer findes i forskellen på oplyst egoisme (individualisme) versus altruisme (kollektivisme) i forskellige former. Jævnfør denne sondring placerer hun liberalisme på den ene individualistiske side - og de resterende politiske ’ismer (teokrati, økologisme, socialisme) på den anden – kollektivistiske - side.
Den yderligtgående venstrefløj maner på plakater i København til kamp mod nazisme og den klassiske (ikke-grønne) fascisme. Denne kamp anskueliggør Rands pointe: Hverken den klassiske fascisme eller nazismen (ny eller gammel) har i dag nogen som helst moralsk appel. At sige at man er "anti-nazist" svarer derfor til at sige, ”jeg er god”. Da socialismen i praksis har spillet fallit, er dette de yderligtgående socialisters bedste bud på at sikre sig tilhængere. Materiel fremgang ofres for godhed. Selv de yngste ved at socialisme ikke skaber velstand. Så man har kun godheden (”ikke-nazisme”) at sælge sig på. Tilsvarende stiller disse plakater læseren overfor et valg mellem to former for kollektivisme: fascisme eller socialisme. Den personlige frihed er dermed sat ud af spillet. Den er ikke længere til diskussion. Det er den heller ikke, når det gælder velfærdsstaten. Her er personlig frihed et restprodukt. Den er ikke længere et princip der forsvares. Egeninteresse er muligvis praktisk. Men det centrale er hvad der anses for at være det gode.
Rands pointe er således, at politik i bund og grund handler om, hvad der er det gode og moralske, og ikke primært om, hvad der er det praktiske. Det er appellen til værdierne, der er det centrale for hvem der har magten i samfundet, og hvem man bakker op. Yderligtgående islamister sprænger sig selv i luften, ikke primært fordi de regner med praktiske resultater, men fordi de tror det er det gode.
Vi står i Danmark aktuelt i en kompromistilstand mellem to centrale værdier. Pragmatikerne – det vil sige ”mellem-løsningernes” mænd og kvinder – har magten. Det har de, fordi Danmark består af et stort segment af tvivlere, der stilfærdigt hylder den praktiske egeninteresse og samtidig mere åbent bakker op om den uegennyttige altruisme på én og samme tid, selv om det ikke lader sig gøre i praksis. Og så er der to mindre fraktioner af ”ekstremister” der leverer det ideologiske skyts. Dem der kæmper for egeninteressens frie udfoldelse, og dem som vil friheden til livs og ofre den på fællesskabets alter.
Ifølge Ayn Rand er det disse ”propagandister” på fløjene der umiddelbart sætter dagsordnen - eller trækker i tovet - fra hver deres side. Uden højrefløjens ideologer kunne venstrefløjens parolemagere over tid frit trække Danmark mod socialisme og omvendt. Men som beskrevet nedenfor er der nogle, der leverer skyts også til disse politiske ideologer, hvilket er nulevende og afdøde politiske og moralske filosoffer samt religiøse forbilleder.
Den ene grundlæggende værdi i samfundet baserer sig således på den personlige frihed, der bygger på oplyst egeninteresse. - Den anden værdi bygger i sidste instans på altruismen: at man lever for nogle andres – eller noget andets - skyld: ”Næsten”, fællesskabet, samfundet, naturen, klimaet, familien, trossamfundet eller noget andet. Begge disse to poler har massiv appel for store dele af den danske befolkning. Masser af mennesker forsøger at binde enderne sammen på mere eller mindre kreative måder. Nogle gange er man egoistisk. Andre gange altruistisk. Men dette ændrer ikke ved at middeltilstanden ikke har sin egen kerne.
Dogmet i samfundet er således at altruisme er det gode, og at egoisme er det praktiske men som man skal undgå så vidt, det er muligt. Denne personlige konflikt afspejler sig så også på det politiske niveau mellem liberalisme og socialisme: Liberalisme (egoisme) sikrer velstanden. Socialisme (altruisme) sikrer godheden. Gennemsnitsmoralen går altså ud på, at man skal leve godt men også ofre sig. Dette umulige skisma skaber ikke desto mindre sygelighed og giver plads for nyreligiøsitet, neuroser, pligtetik i dagligdagen kombineret med tankeløshed i fritiden. Man nyder godt af den private ejendomsret, og kaster vrag på den, når der er folketingsvalg.
Den nuværende tilstand er i ovenstående historiske samt teoretiske perspektiv derfor ikke stabil og bygger ikke på sit eget princip Vi bevæger os da også i retning mod socialismen netop eftersom det er dette, der antages for at være det gode. Velfærdsstaten er med andre ord et skridt i retning mod yderligere selvopgivelse. Det praktiske får langsomt lov til at vige for det uegennyttige og opofrende, som antages at være det gode.
De nuværende politiske magthavere siges at være borgerlige. Men eftersom de søger at effektivisere ud fra argumenter om, at det er til fællesskabets bedste, og derfor ikke forsvarer den personlige frihed, vil det være disse begrundelser og ikke resultaterne, der vil blive husket. Regeringerne Fogh og Løkke Rasmussen står som variationer over temaet ”fællesskabsløsning”, og deres opbakning til det meningsfulde i et højt skattetryk og velfærdsstaten har blot bidraget til at cementere velfærdsstaten, hvilket som nævnt var et socialistisk middel til et mere omfattende mål. Schlüter, Fogh og Løkke Rasmussen vil blive husket som bidragsydere til konsolidering af velfærdsstaten via ”borgerlig ansvarlighed”.
Igen skal man blot huske på at de floskler, der bringes til torvs til sikring af kollektiviseringen ikke stammer fra midten af det dagsaktuelle politiske spektrum men fra politiske filosoffer, der udstak retningen. Arven fra Karl Marx, Jesus, Buddha, Islams Muhammed, Auguste Comte, Thomas Hobbes, Immanuel Kant (altruismens moderne ypperstepræst), Platon (den akademiske kollektivismens inspirator), Friedrich Nietzsche, David Hume, Jean Jacques Rousseau (miljøbevægelsens fader), Machiavelli med flere er levende takket være akademiske mellemmænd. Moralske indstillinger kommer ”fra oven”: fra filosoffer, der fortolkes af akademikere der omsætter indsigterne til mere let forståelige paroler, der bliver til indstillinger hos befolkningen i almindelighed og politikere i særdeleshed. Er man ikke boglig har man alligevel nogle ideer om hvad der er rigtigt og forkert. Man har dem fra de mennesker der har gjort sig seriøse overvejelser om hvad der er korrekt, og som har lyttet til de argumenter man fandt, var de stærkeste og mest solide. I sidste instans kan den menige borgers holdninger derfor spores tilbage til nogle større tænkeres. Når der henvises til de som trækker i det politiske tov tænkes der altså på virkeligt filosofisk og politisk toneangivende individer – levende eller historiske. Moralen i dag er dermed en funktion af de sidste århundreders moralske og filosofiske kampe; og retningen i dag styres af dem som har en høj grad af principiel integritet i filosofisk og politisk henseende - eller som er blevet fortolket på denne måde.
Ayn Rands budskab var så at den afgørende konflikt står mellem altruisterne og de som forsvarer den oplyste egeninteresse; og at forudsætningen for, at man kan bremse socialismen er et opgør med socialismens og altruismens patent på godhed. I den henseende har den nuværende regering ikke gjort en forskel. I det omfang ministrene ses som moralske forbilleder har man altovervejende bidraget til ære for socialismens dagsorden ved at bakke op om kollektivismens og altruismens projekt.
Velfærdsstaten er i denne optik ikke en model. Den har ikke sin egen isme – ”socialdemokratismen”.
Velfærdsstaten – eller ”den ufrie markedsøkonomi” er i stedet at beskrive som en overgangstilstand - en bevægelse. - Vi bevæger os enten i retning mod personlig frihed eller mod ufrihed, af den simple grund at velfærdsstaten ikke har sin egen moralske kerne.
Denne vinkel er i overensstemmelse med det historiske forhold, at socialdemokratismen - den socialistiske reformisme - var et middel til et bestemt mål: at indføre den fuldtonede socialisme ved hjælp af et langsommeligt demokratisk benarbejde i modsætning til revolutionær aktivitet.
Den socialistiske retning blev udstukket, da man mente at økonomisk lighed og det at arbejde for fællesskabet og ”Næsten” var det gode. Det var altså med den socialistiske målsætning ikke på tale at bevare nogen del af individuel selvstændighed eller at forsvare egeninteressen på et principielt grundlag.
Socialisternes påstand om at ”Velfærdsstaten” er en model og socialdemokratismen bygger på sine egne principper - en stabil blanding af frihed og tvang - skal i det historiske lys derfor ses som et ideologisk redskab. Formålet var at cementere de allerede opnåede socialistiske sejre i kampen for den resterende socialisering af samfundet. Det som man efter cementeringen så kunne få lov til at diskutere var, med hvilken hast samfundet skulle socialiseres, og hvad der skulle socialiseres først. Det man havde sejret delvist over med proklamationen af velfærdsstaten, var det frie menneske og egeninteressens nederlag.
Velfærdsstaten er altså blot et skridt i retning mod socialisme. Ayn Rand er ikke original i ovenstående indsigt om, at principper er afgørende for hvem, der sætter den politiske dagsorden. Sidstnævnte diagnose af "Velfærdsstaten" som en bevægelse mod komplet nationalisering finder man også hos Ludvig Von Mises.
Rands pointe er imidlertid, at politik bygger på bagvedliggende moralske grundantagelser og hævder endvidere, at den helt afgørende kerne bag de politiske 'ismer findes i forskellen på oplyst egoisme (individualisme) versus altruisme (kollektivisme) i forskellige former. Jævnfør denne sondring placerer hun liberalisme på den ene individualistiske side - og de resterende politiske ’ismer (teokrati, økologisme, socialisme) på den anden – kollektivistiske - side.
Den yderligtgående venstrefløj maner på plakater i København til kamp mod nazisme og den klassiske (ikke-grønne) fascisme. Denne kamp anskueliggør Rands pointe: Hverken den klassiske fascisme eller nazismen (ny eller gammel) har i dag nogen som helst moralsk appel. At sige at man er "anti-nazist" svarer derfor til at sige, ”jeg er god”. Da socialismen i praksis har spillet fallit, er dette de yderligtgående socialisters bedste bud på at sikre sig tilhængere. Materiel fremgang ofres for godhed. Selv de yngste ved at socialisme ikke skaber velstand. Så man har kun godheden (”ikke-nazisme”) at sælge sig på. Tilsvarende stiller disse plakater læseren overfor et valg mellem to former for kollektivisme: fascisme eller socialisme. Den personlige frihed er dermed sat ud af spillet. Den er ikke længere til diskussion. Det er den heller ikke, når det gælder velfærdsstaten. Her er personlig frihed et restprodukt. Den er ikke længere et princip der forsvares. Egeninteresse er muligvis praktisk. Men det centrale er hvad der anses for at være det gode.
Rands pointe er således, at politik i bund og grund handler om, hvad der er det gode og moralske, og ikke primært om, hvad der er det praktiske. Det er appellen til værdierne, der er det centrale for hvem der har magten i samfundet, og hvem man bakker op. Yderligtgående islamister sprænger sig selv i luften, ikke primært fordi de regner med praktiske resultater, men fordi de tror det er det gode.
Vi står i Danmark aktuelt i en kompromistilstand mellem to centrale værdier. Pragmatikerne – det vil sige ”mellem-løsningernes” mænd og kvinder – har magten. Det har de, fordi Danmark består af et stort segment af tvivlere, der stilfærdigt hylder den praktiske egeninteresse og samtidig mere åbent bakker op om den uegennyttige altruisme på én og samme tid, selv om det ikke lader sig gøre i praksis. Og så er der to mindre fraktioner af ”ekstremister” der leverer det ideologiske skyts. Dem der kæmper for egeninteressens frie udfoldelse, og dem som vil friheden til livs og ofre den på fællesskabets alter.
Ifølge Ayn Rand er det disse ”propagandister” på fløjene der umiddelbart sætter dagsordnen - eller trækker i tovet - fra hver deres side. Uden højrefløjens ideologer kunne venstrefløjens parolemagere over tid frit trække Danmark mod socialisme og omvendt. Men som beskrevet nedenfor er der nogle, der leverer skyts også til disse politiske ideologer, hvilket er nulevende og afdøde politiske og moralske filosoffer samt religiøse forbilleder.
Den ene grundlæggende værdi i samfundet baserer sig således på den personlige frihed, der bygger på oplyst egeninteresse. - Den anden værdi bygger i sidste instans på altruismen: at man lever for nogle andres – eller noget andets - skyld: ”Næsten”, fællesskabet, samfundet, naturen, klimaet, familien, trossamfundet eller noget andet. Begge disse to poler har massiv appel for store dele af den danske befolkning. Masser af mennesker forsøger at binde enderne sammen på mere eller mindre kreative måder. Nogle gange er man egoistisk. Andre gange altruistisk. Men dette ændrer ikke ved at middeltilstanden ikke har sin egen kerne.
Dogmet i samfundet er således at altruisme er det gode, og at egoisme er det praktiske men som man skal undgå så vidt, det er muligt. Denne personlige konflikt afspejler sig så også på det politiske niveau mellem liberalisme og socialisme: Liberalisme (egoisme) sikrer velstanden. Socialisme (altruisme) sikrer godheden. Gennemsnitsmoralen går altså ud på, at man skal leve godt men også ofre sig. Dette umulige skisma skaber ikke desto mindre sygelighed og giver plads for nyreligiøsitet, neuroser, pligtetik i dagligdagen kombineret med tankeløshed i fritiden. Man nyder godt af den private ejendomsret, og kaster vrag på den, når der er folketingsvalg.
Den nuværende tilstand er i ovenstående historiske samt teoretiske perspektiv derfor ikke stabil og bygger ikke på sit eget princip Vi bevæger os da også i retning mod socialismen netop eftersom det er dette, der antages for at være det gode. Velfærdsstaten er med andre ord et skridt i retning mod yderligere selvopgivelse. Det praktiske får langsomt lov til at vige for det uegennyttige og opofrende, som antages at være det gode.
De nuværende politiske magthavere siges at være borgerlige. Men eftersom de søger at effektivisere ud fra argumenter om, at det er til fællesskabets bedste, og derfor ikke forsvarer den personlige frihed, vil det være disse begrundelser og ikke resultaterne, der vil blive husket. Regeringerne Fogh og Løkke Rasmussen står som variationer over temaet ”fællesskabsløsning”, og deres opbakning til det meningsfulde i et højt skattetryk og velfærdsstaten har blot bidraget til at cementere velfærdsstaten, hvilket som nævnt var et socialistisk middel til et mere omfattende mål. Schlüter, Fogh og Løkke Rasmussen vil blive husket som bidragsydere til konsolidering af velfærdsstaten via ”borgerlig ansvarlighed”.
Igen skal man blot huske på at de floskler, der bringes til torvs til sikring af kollektiviseringen ikke stammer fra midten af det dagsaktuelle politiske spektrum men fra politiske filosoffer, der udstak retningen. Arven fra Karl Marx, Jesus, Buddha, Islams Muhammed, Auguste Comte, Thomas Hobbes, Immanuel Kant (altruismens moderne ypperstepræst), Platon (den akademiske kollektivismens inspirator), Friedrich Nietzsche, David Hume, Jean Jacques Rousseau (miljøbevægelsens fader), Machiavelli med flere er levende takket være akademiske mellemmænd. Moralske indstillinger kommer ”fra oven”: fra filosoffer, der fortolkes af akademikere der omsætter indsigterne til mere let forståelige paroler, der bliver til indstillinger hos befolkningen i almindelighed og politikere i særdeleshed. Er man ikke boglig har man alligevel nogle ideer om hvad der er rigtigt og forkert. Man har dem fra de mennesker der har gjort sig seriøse overvejelser om hvad der er korrekt, og som har lyttet til de argumenter man fandt, var de stærkeste og mest solide. I sidste instans kan den menige borgers holdninger derfor spores tilbage til nogle større tænkeres. Når der henvises til de som trækker i det politiske tov tænkes der altså på virkeligt filosofisk og politisk toneangivende individer – levende eller historiske. Moralen i dag er dermed en funktion af de sidste århundreders moralske og filosofiske kampe; og retningen i dag styres af dem som har en høj grad af principiel integritet i filosofisk og politisk henseende - eller som er blevet fortolket på denne måde.
Ayn Rands budskab var så at den afgørende konflikt står mellem altruisterne og de som forsvarer den oplyste egeninteresse; og at forudsætningen for, at man kan bremse socialismen er et opgør med socialismens og altruismens patent på godhed. I den henseende har den nuværende regering ikke gjort en forskel. I det omfang ministrene ses som moralske forbilleder har man altovervejende bidraget til ære for socialismens dagsorden ved at bakke op om kollektivismens og altruismens projekt.
