Det var den svenske socialdemokrat, Per Albin Hansson, der lancerede begrebet ”folkhemmet”, da han på den socialdemokratiske partikongres i 1928 sagde: »Det måste engång bli så, at klassamhället Sverige aflöses av folkhemmet Sverige.« (Kilde: Pia Jarvad, ”Bevingede Ord”).
Det er meget smukt med en tanke om social og økonomisk tryghed for alle og tanken vil jeg ikke anfægte. Men når ambitionen er at afløse klassesamfundet med et folkehjem, har lighedstankegangen sejret totalt. Vejen til lighed fører til statslig indgriben, forstået som omfordeling af goder og byrder i samfundet. Det afstedkommer en altfavnende stat, med fokus på kontrol mv. Der mangler altid en diskussion af hvad staten kan gøre, som fortsættelse af diskussion om hvad staten bør gøre. Den kritiske stillingtagen til hvad yderligere statslig indblanding skal gøre godt for er fraværende. Herunder om tingene ikke i stedet kunne og burde løses i det civile samfund, herunder familien. En liberal vil altid være på det civile samfunds side.
Forsøget på at oprette et klasseløst samfund indebærer risikoen for en homogenisering af samfundet. Drmed ryger mangfoldigheden og dermed trues individet. En total opløsning af klasser indebærer et egalitært samfund, hvor alle er lige og lige rige. Det vil nok desværre sige lige fattige. Erfaringerne fra samfund, hvor man forsøgte at sikre, at alle var lige, endte med et samfund, hvor nogle var mere lige end andre.