Af Niels Ipsen
I sit link til Politiken citerer Ole Birk Olesen dramatikeren Astrid Saalbach for at sige: ”Vi bliver ved med at holde fast i vores udviklingsbistand, selv om både højre- og venstreorienterede økonomer verden over i artikler, rapporter og bøger har påpeget og dokumenteret, at f. eks. bruttonationalproduktet i de lande, der modtager udviklingsbistand, er lavere end i dem, der ikke gør. Det samme gælder den demokratiske udvikling. Vi spreder korruption og bliver selv korrupte, og de, der råber op om det inden for Danidas egne rækker, bliver straffet hårdt og forfulgt". Artiklen handler om et teaterstykke, som Astrid Sahlbach har lavet om dansk udviklingsbistand efter et 15 dages besøg i Nepal.
For det første vil jeg sige, at jeg efter at have læst artiklen synes jeg har set det stykke før - Det var bare en film af Tørk Haxthausen og den hed ”Udvikling” - En iøvrigt glimrende film der viser nogle af de problemer, der er ved at sende danskere ud i verden. Det beskrevne oplæg er tydeligvis stærkt inspireret for ikke at sige hentet herfra.
Men det er trods alt lidt problematisk at en forfatter, på baggrund af 15 dages ophold i Nepal gør sig klog på hele Danmarks bistandsindsats. Guderne skal vide at det er forrykt at man stadig opretholder barrierer for handelen med ulandende - det er ikke nyt, men det nedklassificerer ikke, mange af de udmærkede tiltag der bliver gjort over bistanden. Når hun udtaler at BNP i lande der modtager bistand er mindre end i lande der ikke modtager bistand, giver det indtryk af at bistanden nærmest modvirker udvikling. Det ER altså ikke så sært at BNP er lille i de lande der modtager bistand, idet fattigdom er et centralt kriterium for at opnå bistand fra de fleste donorer. Lande som f.eks. Vietnam der er ved at opbygge en rimelig økonomi bliver helt naturligt udfaset af bistanden.
Problemet er snarere at den samlede bistand til de rigtigt fattige lande er ekstremt lille. Jeg tror ikke at de fleste ved hvor lillebitte bitte bistanden egentlig er. Hvis vi tager Uganda som eksempel, et af de mest populære lande for donorerne og dvs. et af dem der modtager mest, modtager landet fra samtlige donorer omkring 1,5 mia USD om året altså i størrelsesordenen 7,5 mia danske kroner (det danske bidrag er omkring 0,5 mia) – Dét er bistanden til et fattigt land, der er fem gange større end Danmark og har en befolkning der er fem gange større en vores. Man er nødt til at forestille sig, hvor meget udvikling der kan laves, for et budget der er mindre end hvad danskerne hvert år bruger ekstra i julehandelen – eller som svarer til budgettet i en mellemstor kommune i Danmark.
Der skal selvfølgelig fornuftige handelsaftaler til – her er jeg helt på linje – men der skal også infrastruktur til i landene. Hvis varer skal frem, skal der veje til for at få dem frem – gang det danske vejnet med fem og beregn omkostninger til etablering! – det bliver et stort beløb. Der skal en uddannet befolkning til at varetage alle nødvendige serviceydelser, der skal administrative procedurer til i statsinstitutionerne – alle ting som den nuværende bistand hjælper med, men i helt utilstrækkelig grad.
Mange tidligere ulande i Sydøstasien, Sydasien og Latinamerika begynder at køre økonomisk – det er helt idiotisk ud fra enhver vestlig interesse, ikke at få de sidste lande med på vognen, – det er en god investering i potentielle markeder, det er minimering af fremtidige folkevandringer/indvandringer – simpelthen win-win.
I sit link til Politiken citerer Ole Birk Olesen dramatikeren Astrid Saalbach for at sige: ”Vi bliver ved med at holde fast i vores udviklingsbistand, selv om både højre- og venstreorienterede økonomer verden over i artikler, rapporter og bøger har påpeget og dokumenteret, at f. eks. bruttonationalproduktet i de lande, der modtager udviklingsbistand, er lavere end i dem, der ikke gør. Det samme gælder den demokratiske udvikling. Vi spreder korruption og bliver selv korrupte, og de, der råber op om det inden for Danidas egne rækker, bliver straffet hårdt og forfulgt". Artiklen handler om et teaterstykke, som Astrid Sahlbach har lavet om dansk udviklingsbistand efter et 15 dages besøg i Nepal.
For det første vil jeg sige, at jeg efter at have læst artiklen synes jeg har set det stykke før - Det var bare en film af Tørk Haxthausen og den hed ”Udvikling” - En iøvrigt glimrende film der viser nogle af de problemer, der er ved at sende danskere ud i verden. Det beskrevne oplæg er tydeligvis stærkt inspireret for ikke at sige hentet herfra.
Men det er trods alt lidt problematisk at en forfatter, på baggrund af 15 dages ophold i Nepal gør sig klog på hele Danmarks bistandsindsats. Guderne skal vide at det er forrykt at man stadig opretholder barrierer for handelen med ulandende - det er ikke nyt, men det nedklassificerer ikke, mange af de udmærkede tiltag der bliver gjort over bistanden. Når hun udtaler at BNP i lande der modtager bistand er mindre end i lande der ikke modtager bistand, giver det indtryk af at bistanden nærmest modvirker udvikling. Det ER altså ikke så sært at BNP er lille i de lande der modtager bistand, idet fattigdom er et centralt kriterium for at opnå bistand fra de fleste donorer. Lande som f.eks. Vietnam der er ved at opbygge en rimelig økonomi bliver helt naturligt udfaset af bistanden.
Problemet er snarere at den samlede bistand til de rigtigt fattige lande er ekstremt lille. Jeg tror ikke at de fleste ved hvor lillebitte bitte bistanden egentlig er. Hvis vi tager Uganda som eksempel, et af de mest populære lande for donorerne og dvs. et af dem der modtager mest, modtager landet fra samtlige donorer omkring 1,5 mia USD om året altså i størrelsesordenen 7,5 mia danske kroner (det danske bidrag er omkring 0,5 mia) – Dét er bistanden til et fattigt land, der er fem gange større end Danmark og har en befolkning der er fem gange større en vores. Man er nødt til at forestille sig, hvor meget udvikling der kan laves, for et budget der er mindre end hvad danskerne hvert år bruger ekstra i julehandelen – eller som svarer til budgettet i en mellemstor kommune i Danmark.
Der skal selvfølgelig fornuftige handelsaftaler til – her er jeg helt på linje – men der skal også infrastruktur til i landene. Hvis varer skal frem, skal der veje til for at få dem frem – gang det danske vejnet med fem og beregn omkostninger til etablering! – det bliver et stort beløb. Der skal en uddannet befolkning til at varetage alle nødvendige serviceydelser, der skal administrative procedurer til i statsinstitutionerne – alle ting som den nuværende bistand hjælper med, men i helt utilstrækkelig grad.
Mange tidligere ulande i Sydøstasien, Sydasien og Latinamerika begynder at køre økonomisk – det er helt idiotisk ud fra enhver vestlig interesse, ikke at få de sidste lande med på vognen, – det er en god investering i potentielle markeder, det er minimering af fremtidige folkevandringer/indvandringer – simpelthen win-win.
