En debat på 180Grader, der udviklede sig meget ubehageligt, har givet anledning til eftertanke: Kan debatter ført i ond tone bringe godt med sig, eller bringer de bare mere ondt blod?
I debatten blev jeg endnu engang kaldt antisemit af folk, som ikke ulejliger sig med at argumentere for den horrible beskyldning. Og endnu engang brugte jeg de våben, jeg ind i mellem ekscellerer i: Perfiditeten, grovheden, satiren og de sydende onde bemærkninger.
Denne gang gik det imidlertid op for mig, hvad den slags krig på ord egentlig fører til: Skærpede modsætninger og konfliktoptrapning. En angstgal køter, presset op mod muren, bider fra sig. Jeg var selv angst for det dæmoniserende stempel, som 'antisemit' er, og derfor bed jeg fra mig, det bedste jeg har lært - men jeg skabte blot mere ondt blod.
I debatter som involverer kritik af Israel, er det tydeligt, hvem der automatreagerer ved at kalde kritikeren for 'antisemit'. Det er enten de overbeviste zionister, jøder eller israelere af nationalistisk sindelag. Eller det er - interessant nok - dem, der himler, når Poul Nyrup Rasmussen bruger ordet 'stueren' eller når Rune Engelbreth Larsen siger 'racist'. DF-segmentet og de nationalkonservative.
Hvorfor reagerer etno-nationale jøder ind i mellem så voldsomt, som vi bl.a. ser det i angrebene på Anne-Grethe Holmsgaard? Ret beset er der meget lidt i Holmsgaards retorik fra 1980erne, som retfærdiggør stempler som 'skinger' og 'glødende' antisemit. Antisemitisme af den traditionelle slags kan man finde bedre formuleret andre steder, men hvad man ikke kan finde så mange andre steder, det er en person der har udtrykt 'et gram antisemitisme' og har arbejdet aktivt sammen med PFLP, en af de mange palæstinensiske befrielses- og/eller terrororganisationer.
Dét har Anne-Grethe Holmsgaard i sin pure ungdom, og derfor er hun for evigt antisemit blandt de nationaltsindede jøder. De kan nemlig ikke se forskel: En person der aktivt bekæmper den jødiske stat og samarbejder med den jødiske stats fjender, er en antisemit for en etno-national jøde.
For generationen af jøder og israelere, der mistede forældre eller bedsteforældre i nazisternes jødeudryddelser, er Israel Jernmuren, et kanonstrittende Sparta der for evigt skal værne det jødiske folk mod udslettelse. Når nogen truer den jødiske stat (men ikke dermed også det jødiske folk), så må disse mennesker nødvendigvis være antisemitter. De truer jernmuren og åbner for en udslettelse af jøderne. Den angstgale køter er presset op mod muren, han bider og snerrer 'antisemit!'
Dansk Folkepartis håndgangne debattører, som ikke skammer sig over at kalde folk for racister, selvom de selv ømmer sig gevaldigt ved racismebeskyldninger, de er også angstgale køtere. De tilhører et segment, som med sorg i hjertet ser 'det gamle Danmark' forsvinde for at blive erstattet af et 'multikulturelt samfund' med indvandrere, der ikke alene koster skattekroner, men som man også skal være bange for, når man går på gaden om aftenen.
DF'erne er også presset op mod muren, og i første omgang er det ikke så væsentligt, om de har ret eller tager fejl. De oplever verden sådan, og de bider fra sig med ensidig antimuslimsk propaganda, for de ønsker ikke dialog eller forsoning med deres landsmænd af anden observans (endsige med indvandrerne). De arbejder kompromisløst på at overbevise os om den katastrofe de ser nærme sig, men svaret fra antiracisterne, de moderne liberale (også undertegnede, desværre), de kulturradikale og venstrefløjserne er:
Pres dem endnu mere op mod muren! Kald dem racister og ikke-stuerene, kald dem ildelugtende proletarer og vær sikker på, at de reagerer som angstgale køtere med stadig mere vilde øjne, og i stadig større desperation. Sådan skaber man ikke forsoning. Sådan skaber man had og optrapper konflikten, sådan leger man med ilden, og sådan sår man ultimativt frø til sit eget nederlag.
Akkurat som den nationaltsindede jøde gør: I angstgal paranoia for den monumentale destruktion besvarer han bidsk ethvert angreb med 'antisemit' og sår derved frø til et muligt jødisk nederlag: Israelkritikeren forvandler sig gradvist - efter alle stemplingerne som antisemit - til ægte antisemit, for han kan nu sige til sig selv, og til dem der gider lytte: "Se, hvor megen magt jøderne har! De kan stemple sig til tavshed! De kan kontrollere, hvad der må siges, og hvad der ikke må siges, blot ved at påkalde sig ord som 'antisemit' og 'holocaust'".
Disse jøder forstår ikke, at de lægger frø i jorden, som kan blive spirer til undergang, Propaganda og løgn står for fald, for når sprækkerne viser sig, så bliver de bare større og større. Stempelstrategien virker ikke i al evighed, den er afhængig af konstant opbakning fra venner og allierede.
Venner og allierede har Israel stadig, og det er ikke nogen overraskelse, at det netop er i DF-segmentet, den mest stabile vennekreds findes. Den nationalkonservative fløj er den, man oftest har forbundet med antisemitisme, men én ting overtrumfer gammelt nag og fjendskab: Nye fælles fjender. Etno-nationale jøder deler et muslimsk fjendebillede med de europæiske og amerikanske nationalsindede. Hver på sin måde oplever de sig trængt op mod muren, men det er trods alt bedre at være to end blot én mod en overvældende fjende, og derfor er alliancen jernhård, og derfor synger danske nationalister uden skrupler med på den jødiske nationalsang, mens jøderne til gengæld istemmer "Der er et yndigt land".
Fjenden - muslimen - skal dæmoniseres, chikaneres, drilles og provokeres, han skal presses op mod muren og knuses. For man kan ikke forsone sig med en fjende, som truer ens hele eksistens, som løber en over ende, som ødelægger det gammelkendte, og som ovenikøbet slår gamle damer ned på gaden. Man åbner ikke 'dialog' med denne fjende, man bekriger den til sidste blodsdråbe, for fjenden fordrer total krig, indtil én af parterne står sejrrig tilbage.
Men hvordan er det nu, den angstgale køter reagerer? Den gør som alle andre angstgale køtere, der er presset op mod muren: den bider fra sig! Og det gjorde Osama bin Laden i 2001, da han lod håbefulde islamistiske rekrutter dirigere passagerfly ind i World Trade Towers. For muslimerne - især dem som er meget optaget af kultur, religion og oprindelse - oplever sig også presset op mod muren. De ser amerikanske tropper invadere det ene og det andet land i Muslimistan, de ser israelske soldater tæske løs på deres 'brødre' i Palæstina, de ser førerløse droner smadre landsbyer i Pakistan og Yemen. Og de ser danske bladtegnere provokere med 'blasfemiske værker'.
Verden som de kendte den, står ikke længere, den er truet af vestligt militær som i sit kølvand bringer sex, lady gagaisering, stoffer, hiphop, demokrati, usømmelighed, bøsseægteskaber og gudløs frihed. Og de klumper sig sammen i et hjørne af Asien, med ryggen mod muren, og bider fra sig så godt de har lært.
En særlig udsat køterart er den unge ghettoindvandrer i Danmark: Forældrene havde ikke mange ressourcer at byde ind med, i skolen var man altid den dumme. Og alle danskere er også racister, uddannelse kan man ikke finde ud af, og job kan man heller ikke få. Og så kommer de s'gu også og generer ens religion! Man forvandler sig til en eksplosiv køter, i særlig grad presset op mod muren, og man bider aggressivt fra sig ved mindste provokation - f.eks. bare den provokation det er, at nogle mennesker går rundt på Strøget og er glade og tilfredse. Tæsk dem!
Forsoningen synes at være langt væk, når køterne alle oplever sig trængt op mod muren. Nogle er for dumme til forsoning, nogle er for angste og kan simpelthen ikke rumme den, men har i deres forsvar forsværget sig til løgnen, fordrejningerne og propagandaen. De er uden for rækkevidde. Men vi andre kan jo godt overveje, om forsoningen trods alt er bedre end den totale krig.
