Den 9. april, vil Det Kongelige Teater (DKT) have premiere på kammeroperaen: ”Waiting in Nowhere”, hvis handling udspiller sig i løbet af en nat i Sandholmlejren. Edina Hadzilemovich har komponeret musikken og jeg har skrevet librettoen. Karaktererne er tre danskere; to Dansk Røde Kors´ nattevagter og en politimand – og tre asylansøgere fra hver sit land.
Præludiet til den snarlige premiere har været, omend altid fremadrettet, langt og en smule omtumlet. I marts 2005 fandt det første møde sted, med operachef Kasper B. Holten og daværende chefdramaturg Henrik Engelbrecht. Hvis jeg husker korrekt, udtrykte de noget i retning af et ønske om, at give plads til indvandrere i en kulturinstitution, som skulle afspejle hele Danmarks befolkning. Jeg skulle bare være kreativ og komme med nogle ideer til en kammeropera. Jeg afsluttede mødet med bemærkningen, at dette var ”for godt til at være sandt.”
Hvorfor jeg endte med at foreslå en kammeropera handlingsmæssigt placeret i Sandholmlejren, er en længere historie. Medvirkende var det i hvert fald, at DKT ikke stillede krav om, at projektet skulle handle om indvandrere (herunder asylansøgere og flygtninge). De nævnte heller ikke integration, antiracisme, multikultur og deslige. I DKTs åbenhed, øjnede jeg chancen for at vise et virkelighedsnært billede af noget jeg kendte alt for godt; den danske asylvirkelighed. På det tidspunkt havde jeg arbejdet i næsten 20 år i Sandholmlejren.
For ikke så længe siden, under et af forberedelsesmøderne til opsætningen indskød jeg, at der forude ventede den udfordring, at præsentere værkets kunstneriske kvalitet over for en offentlighed, som havde mange forudfattede meninger om emnet asyl, men meget lidt konkret viden om det. Som bekræftelse heraf, pegede én af mødedeltagerne på nogle linjer i den åbne libretto på bordet og sagde, at de lød som de værste klicheer man kendte om asylsøgere og flygtninge. Bemærkningen faldt afslappet og havde den overbevisningskraft, som omtalen af det indlysende kan præstere. Gennem de påpegede linjer talte/sang en skrøbelig asylsøger om sin drøm: At blive i Danmark.
Mens jeg havde skrevet librettoen, og i særdeleshed de omtalte linjer, syntes en konklusion uundgåelig: Virkeligheden var kommet til at ligne en kliché. Og ved at skrive denne skrøbelige og drømmende asylansøger ind i librettoen, ville jeg gøre mig skyldig i at sprede klicheer. Men, sagen er den, at jeg har mødt masser af disse virkelige ”menneskelige klicheer” i Sandholmlejren. Og jeg har udmærket kunnet sætte mig ind i deres situation.
I året 1974, var jeg og en barndomsven FN-flygtninge i Buenos Aires, hvor værre vold end den vi var flygtet fra i Chile, ulmede under den kaotiske overflade. En heldig dag dukkede Danmark op som en mulighed for at forlade Argentina. I de lange måneder som fulgte efter, ventede vi på det svar fra Danmark som kunne ændre vores liv. Vi var bestemt ikke skrøbelige. Vi var nok forhutlede; dårligt ernærede, dårligt klædte. Vi holdt hinanden oppe på morsomme og en smule overtroiske måder. Nogle gange, når tingene så virkelig sorte ud, gav vi os selv mod ved at synge højlydt ”Dinamarca… Dinamarca!” til en heavy rock melodi af Black Sabbath. Den 36 år gamle historie, fortalt i dag, nærmer sig den slags klicheer om flygtninge, jeg selv foragter.
De fleste offentlige personer; politikere, eksperter, journalister, kunstnere og lignende, vil efter al sandsynlighed påstå, at de ikke bryder sig om at bruge klicheer. Dette er mærkeligt når man tænker på, hvor fuld af klicheer vores kommunikationsrum er. Måske er klicheen bare umulig at undgå af den enkle grund, at den referer til et aspekt af virkeligheden. Og så et det nærmere et spørgsmål om hvordan man omgås klicheen; dette mærkværdige fænomen, jeg grublede over under skrivningen af librettoen.
Klicheen er tidsbestemt, og derfor kan den bedst betragtes i retrospektiv; helst efter nogle år. Klicheen formidler en masse information på en enkel og hurtig måde, og derfor er den et let anvendeligt redskab i kunst og argumentations sammenhæng. Klicheen er anmassende; den ”er i luften” og føles derfor ægte og naturlig. Klicheen er ensidig; den tillader nogle varianter af sig selv, men den fastlåser og indsnævrer den virkelighed den referer til. Klicheen er også beslægtet med andre, samtidige klicheer, og ved at anvende en kliche risikerer man også at trække andre klicheer til sig. Klicheen spredes og uddør ved gentagelsen; ud fra dette kunne man konkludere at klicheerne før eller senere må virke trættende på dele af befolkningen.
Det passer alt sammen på klicheen om den skrøbelige asylsøger, som, fra midten af 80erne, tiltog samtidigt med det nuværende asylsystem og Dansk Røde Kors´ asylcentre. Jeg oplever flere og flere mennesker, der synes at have fået nok af skrøbelige eller udsatte asylsøgere, som kræver Danmarks beskyttelse.
Nu er det sådan, at i kammeroperaen optræder også en type asylansøger, der til enhver tid findes rigtig mange af, ikke alene i Sandholmlejren, men i samtlige danske asylcentre. Han er vred, fordi det danske asylsystem lader ballademagere og forbrydere få opholdstilladelse. Det kan ske, at denne asylsøger, selvom han har opført sig pænt under hele sit asylophold, alligevel bliver udvist. Andre gange må han udstå en lang og pinefuld venten i de kaotiske og voldelige omgivelser, som asylcentrene let kan blive, alt efter det klientel de huser. Det er langt fra alle tyverier, trusler og overfald der sker på et asylcenter, der når Dansk Røde Kors´ rapporter - og endnu færre, der når avisens overskrifter. Denne type asylansøger, som senere i daglig tale bliver en indvandrer, og som efter al sandsynlighed fastholder sine meninger fra dagene på asylcentret, er mig bekendt ikke blevet en kliche.
Den skrøbelige, udsatte asylsøger er blevet en kliche fordi politikere, eksperter, medieformidlere, kunstnere, osv, har overdrevet brugen af ham/hende i den gode sags tjeneste; at hjælpe nødstedte. Danskerne er jo et hjælpsomt folkefærd. Og guderne ved, hvor taknemmelig jeg er for dette land, som engang gav mig en chance til at bygge et nyt liv op. De samme guder ved også, hvor betaget jeg var, 19 år gammel og nyankommet, ved synet af et solidarisk samfundssind, jeg aldrig ville have forestillet mig i Chile.
Men… når trangen til at gøre det gode udelukker fornuften, ender godhed i en karikatur. Som alle andre holdninger og dyder skal godhed vurderes løbende, administreres i forhold til de evigskiftende omstændigheder. At agitere for at alle asylansøgere skal have ret til at blive i Danmark, er en resultat af dyb uvidenhed. Og uvidende godhed i sådan en vigtig sammenhæng kan kun være kortsigtet - og skadelig i det lange løb.
I løbet af de 23 år jeg var ansat i Sandholmlejren, så jeg alt for mange gemene forbrydere få opholdstilladelse i Danmark. Det undrer mig bestemt ikke, at kriminalitetsstatistiker og fængsler bliver ved med at rumme en uforholdsmæssigt høj procent indvandrere. De fleste indvandrere i nyere tid er på en eller anden måde gået gennem Sandholmlejren ind i Danmark. Men, for bare få år siden var det meget ondsindet og racistisk, at bringe fakta om indvandrerkriminalitet i en politisk debat, hvad enten denne var privat eller offentlig. Indvandrerkriminalitet, herunder den religiøst fanatisk betonet, er én af de faktorer, som mest effektiv graver en kløft mellem danskere og indvandrere.
Blev det ikke på et tidspunkt fastholdt, at dem der startede en argumentation med ”jeg er ikke racist, men… ” afslørede, at de alligevel var racister?
Når trangen til godhed begynder at lede efter andres skjulte ondskab for at finde egen bekræftelse, så tror jeg, at godheden ikke længere er godhed, men åndelige opportunisme… og, i værste fald, gift; af den slags der forgifter vores kommunikation og den offentlige debat.
Fortællerkunst og den offentlige debat har et tæt forhold. Den enes begrænsning, er også den andens. Og dansk fortællerkunst og indvandrerområdet (for at kalde det noget) synes ikke at svinge så godt sammen. Ifølge en dansk kunstekspert, havde frygten for at komme til at virke for meget til højre eller til venstre i debatten, forhindret filmmagere og forfattere i at anbringe indvandrere i hoved-karakterer/roller. Derfor var indvandreren blevet en statist i dansk litteratur og film. Udsagnet er udmærket og tåler en udvidelse; indvandreren er statisten og klicheen i dansk fortællerkunst generelt.
Værre er efter min mening det, at indvandrerområdet har virket som en uimodståelig magnet for kunstnere og kunstbeskæftigede med trang til at belære og missionere: ”Husk at være god - ikke racist - mod asylansøgere og indvandrere”. Jeg, en indvandrer i dette land, takker gerne for disse gode hensigter. Desuden, fortællerkunsten i vores kulturkreds, har en tydelig tilbøjelighed til korrekthed. Det er svært at forestille sig en roman (endnu mindre en kammeropera), med en pædofil eller torturbøddel som hovedperson. Jeg er overbevist om, at der ikke kan skabes fortællerkunst uden en eller anden form for budskab. Men… det skal bare ikke være sådan, at budskabet hænger én langt ud af halsen.
Der findes næppe andre sociale sammenhænge, med så bred en sammensætning af skæbner som indvandrerområdet; en sammensætning meget anderledes end i den (gud´ske lov) mere satte og organiserede danskhed. Jeg har opgivet masser af danske film og romaner, fordi de foregår i kedelige omgivelser, hvor det melodramatiske er blevet overdrevet af mangel på reel historiestof. Man kunne umiddelbart forestille sig, at indvandrerområdet var en interessant jagtmark for fortællinger om denne nye dimension af den danske virkelighed. Desværre, så snart der er indvandrere involveret i en fortælling, så forventer man meningsreklame og ensidige klicheer.
Coppolas ”Goodfather” trilogi, Leones ”Once upon a time in America” og De Palmas ”Scarface” dukker ofte op blandt de mest populære film i verden. Lige som mange andre film, bæres disse frem af indvandrerfortællinger. Her er der tale om indvandrerforbrydere; henholdsvis italienere, jøder og cubanere. Interessant er ”Scarface”, hvor vi følger Tony Montana; en hensynsløs kriminel der udnytter de asylmuligheder, USA har stillet til rådighed. Disse film var for længst endt i dyb forglemmelse, hvis de havde belært os om tolerance, antiracisme, multikultur, osv.
Jeg kan forestille mig den lavine af klager om racisme, fascisme, stigmatisering af indvandrere, m. m. som ville afstedkomme at anbringe en asylsøger i en hovedrolle som forbryder - for ikke at tale om en indvandrer og/eller en indvandrerfamilie. Hertil kan man indvende, at USA er meget, meget anderledes end Danmark. Men, måske er forskellen ikke så stor i denne sammenhæng. Jeg har set masser af Tony Montanaer i Sandholmlejren, mange flere end jeg har brudt mig om, mange flere end den danske befolkning har en fjern ide om.
Velkommen til den virkelige verden: Hvor der er flygtninge… er der som regel forbrydere. Alle vegne. Også i Danmark. Og det generelle princip, hvorefter man skal indrette asylsystemets regler og procedurer må nødvendigvis være det, at nogen asylansøgere skal hjælpes - og andre skal udvises i en fart, inden de kan nå at lave mere skade.
Tilbage til kammeroperaen på DKT. Mine mange år i Sandholmlejren har forpligtet mig til en nogenlunde dokumentarisk base for en sandsynlig fiktion. Det drejer sig først og fremmest om en kærlighedshistorie, med klassiske ingredienser af sex (som desperat afsked), af jalousi og angst. Sideløbende er der et element af politiundersøgelse, som udløser etiske spørgsmål relateret til formelle forpligtelser og asylsystemets regler.
Fortællerkunst er en prætentiøs del af virkeligheden, som fortolker og forsimpler virkelighedens uendelige kompleksitet. Derfor, for en god ordens skyld understreger jeg gerne, at der i Sandholmlejren har været mange andre, anderledes nætter, hvor et utal af sære begivenheder har fundet sted; begivenheder som kunne have afstedkommet andre fortællinger, med andre typer af danskere og asylsøgere end dem, som optræder i kammeroperaen.
Indvandrerområdet har været så stærkt tabuiseret, at grænserne for hvad man må sige om det, kun har givet sig under pres. Det danske samfund har i denne henseende været som et beskyttet barn, der klamrer sig til barndommen og nægter at konfronteres med verdens realiteter. Mine erfaringer som ”indvandrerkunstner” fortæller mig, at på det tidspunkt DKT accepterede librettoen, ville de fleste andre danske teatre have afslået den af berøringsangst eller decideret misforstået godhed.
Afsluttende: DKT skal have ros for viljen til at åbne sin scene for kunstnere med indvandrerbaggrund og for modet til at berøre emner, som debatteres i vores samfund.
Det giver mig optimistisk grund til a tro, at om nogle år vil jeg kunne fortælle de Sandholm historier, jeg er helt sikkert på, jeg nu… hellere må vente med at fortælle
Rubén Palma
Præludiet til den snarlige premiere har været, omend altid fremadrettet, langt og en smule omtumlet. I marts 2005 fandt det første møde sted, med operachef Kasper B. Holten og daværende chefdramaturg Henrik Engelbrecht. Hvis jeg husker korrekt, udtrykte de noget i retning af et ønske om, at give plads til indvandrere i en kulturinstitution, som skulle afspejle hele Danmarks befolkning. Jeg skulle bare være kreativ og komme med nogle ideer til en kammeropera. Jeg afsluttede mødet med bemærkningen, at dette var ”for godt til at være sandt.”
Hvorfor jeg endte med at foreslå en kammeropera handlingsmæssigt placeret i Sandholmlejren, er en længere historie. Medvirkende var det i hvert fald, at DKT ikke stillede krav om, at projektet skulle handle om indvandrere (herunder asylansøgere og flygtninge). De nævnte heller ikke integration, antiracisme, multikultur og deslige. I DKTs åbenhed, øjnede jeg chancen for at vise et virkelighedsnært billede af noget jeg kendte alt for godt; den danske asylvirkelighed. På det tidspunkt havde jeg arbejdet i næsten 20 år i Sandholmlejren.
For ikke så længe siden, under et af forberedelsesmøderne til opsætningen indskød jeg, at der forude ventede den udfordring, at præsentere værkets kunstneriske kvalitet over for en offentlighed, som havde mange forudfattede meninger om emnet asyl, men meget lidt konkret viden om det. Som bekræftelse heraf, pegede én af mødedeltagerne på nogle linjer i den åbne libretto på bordet og sagde, at de lød som de værste klicheer man kendte om asylsøgere og flygtninge. Bemærkningen faldt afslappet og havde den overbevisningskraft, som omtalen af det indlysende kan præstere. Gennem de påpegede linjer talte/sang en skrøbelig asylsøger om sin drøm: At blive i Danmark.
Mens jeg havde skrevet librettoen, og i særdeleshed de omtalte linjer, syntes en konklusion uundgåelig: Virkeligheden var kommet til at ligne en kliché. Og ved at skrive denne skrøbelige og drømmende asylansøger ind i librettoen, ville jeg gøre mig skyldig i at sprede klicheer. Men, sagen er den, at jeg har mødt masser af disse virkelige ”menneskelige klicheer” i Sandholmlejren. Og jeg har udmærket kunnet sætte mig ind i deres situation.
I året 1974, var jeg og en barndomsven FN-flygtninge i Buenos Aires, hvor værre vold end den vi var flygtet fra i Chile, ulmede under den kaotiske overflade. En heldig dag dukkede Danmark op som en mulighed for at forlade Argentina. I de lange måneder som fulgte efter, ventede vi på det svar fra Danmark som kunne ændre vores liv. Vi var bestemt ikke skrøbelige. Vi var nok forhutlede; dårligt ernærede, dårligt klædte. Vi holdt hinanden oppe på morsomme og en smule overtroiske måder. Nogle gange, når tingene så virkelig sorte ud, gav vi os selv mod ved at synge højlydt ”Dinamarca… Dinamarca!” til en heavy rock melodi af Black Sabbath. Den 36 år gamle historie, fortalt i dag, nærmer sig den slags klicheer om flygtninge, jeg selv foragter.
De fleste offentlige personer; politikere, eksperter, journalister, kunstnere og lignende, vil efter al sandsynlighed påstå, at de ikke bryder sig om at bruge klicheer. Dette er mærkeligt når man tænker på, hvor fuld af klicheer vores kommunikationsrum er. Måske er klicheen bare umulig at undgå af den enkle grund, at den referer til et aspekt af virkeligheden. Og så et det nærmere et spørgsmål om hvordan man omgås klicheen; dette mærkværdige fænomen, jeg grublede over under skrivningen af librettoen.
Klicheen er tidsbestemt, og derfor kan den bedst betragtes i retrospektiv; helst efter nogle år. Klicheen formidler en masse information på en enkel og hurtig måde, og derfor er den et let anvendeligt redskab i kunst og argumentations sammenhæng. Klicheen er anmassende; den ”er i luften” og føles derfor ægte og naturlig. Klicheen er ensidig; den tillader nogle varianter af sig selv, men den fastlåser og indsnævrer den virkelighed den referer til. Klicheen er også beslægtet med andre, samtidige klicheer, og ved at anvende en kliche risikerer man også at trække andre klicheer til sig. Klicheen spredes og uddør ved gentagelsen; ud fra dette kunne man konkludere at klicheerne før eller senere må virke trættende på dele af befolkningen.
Det passer alt sammen på klicheen om den skrøbelige asylsøger, som, fra midten af 80erne, tiltog samtidigt med det nuværende asylsystem og Dansk Røde Kors´ asylcentre. Jeg oplever flere og flere mennesker, der synes at have fået nok af skrøbelige eller udsatte asylsøgere, som kræver Danmarks beskyttelse.
Nu er det sådan, at i kammeroperaen optræder også en type asylansøger, der til enhver tid findes rigtig mange af, ikke alene i Sandholmlejren, men i samtlige danske asylcentre. Han er vred, fordi det danske asylsystem lader ballademagere og forbrydere få opholdstilladelse. Det kan ske, at denne asylsøger, selvom han har opført sig pænt under hele sit asylophold, alligevel bliver udvist. Andre gange må han udstå en lang og pinefuld venten i de kaotiske og voldelige omgivelser, som asylcentrene let kan blive, alt efter det klientel de huser. Det er langt fra alle tyverier, trusler og overfald der sker på et asylcenter, der når Dansk Røde Kors´ rapporter - og endnu færre, der når avisens overskrifter. Denne type asylansøger, som senere i daglig tale bliver en indvandrer, og som efter al sandsynlighed fastholder sine meninger fra dagene på asylcentret, er mig bekendt ikke blevet en kliche.
Den skrøbelige, udsatte asylsøger er blevet en kliche fordi politikere, eksperter, medieformidlere, kunstnere, osv, har overdrevet brugen af ham/hende i den gode sags tjeneste; at hjælpe nødstedte. Danskerne er jo et hjælpsomt folkefærd. Og guderne ved, hvor taknemmelig jeg er for dette land, som engang gav mig en chance til at bygge et nyt liv op. De samme guder ved også, hvor betaget jeg var, 19 år gammel og nyankommet, ved synet af et solidarisk samfundssind, jeg aldrig ville have forestillet mig i Chile.
Men… når trangen til at gøre det gode udelukker fornuften, ender godhed i en karikatur. Som alle andre holdninger og dyder skal godhed vurderes løbende, administreres i forhold til de evigskiftende omstændigheder. At agitere for at alle asylansøgere skal have ret til at blive i Danmark, er en resultat af dyb uvidenhed. Og uvidende godhed i sådan en vigtig sammenhæng kan kun være kortsigtet - og skadelig i det lange løb.
I løbet af de 23 år jeg var ansat i Sandholmlejren, så jeg alt for mange gemene forbrydere få opholdstilladelse i Danmark. Det undrer mig bestemt ikke, at kriminalitetsstatistiker og fængsler bliver ved med at rumme en uforholdsmæssigt høj procent indvandrere. De fleste indvandrere i nyere tid er på en eller anden måde gået gennem Sandholmlejren ind i Danmark. Men, for bare få år siden var det meget ondsindet og racistisk, at bringe fakta om indvandrerkriminalitet i en politisk debat, hvad enten denne var privat eller offentlig. Indvandrerkriminalitet, herunder den religiøst fanatisk betonet, er én af de faktorer, som mest effektiv graver en kløft mellem danskere og indvandrere.
Blev det ikke på et tidspunkt fastholdt, at dem der startede en argumentation med ”jeg er ikke racist, men… ” afslørede, at de alligevel var racister?
Når trangen til godhed begynder at lede efter andres skjulte ondskab for at finde egen bekræftelse, så tror jeg, at godheden ikke længere er godhed, men åndelige opportunisme… og, i værste fald, gift; af den slags der forgifter vores kommunikation og den offentlige debat.
Fortællerkunst og den offentlige debat har et tæt forhold. Den enes begrænsning, er også den andens. Og dansk fortællerkunst og indvandrerområdet (for at kalde det noget) synes ikke at svinge så godt sammen. Ifølge en dansk kunstekspert, havde frygten for at komme til at virke for meget til højre eller til venstre i debatten, forhindret filmmagere og forfattere i at anbringe indvandrere i hoved-karakterer/roller. Derfor var indvandreren blevet en statist i dansk litteratur og film. Udsagnet er udmærket og tåler en udvidelse; indvandreren er statisten og klicheen i dansk fortællerkunst generelt.
Værre er efter min mening det, at indvandrerområdet har virket som en uimodståelig magnet for kunstnere og kunstbeskæftigede med trang til at belære og missionere: ”Husk at være god - ikke racist - mod asylansøgere og indvandrere”. Jeg, en indvandrer i dette land, takker gerne for disse gode hensigter. Desuden, fortællerkunsten i vores kulturkreds, har en tydelig tilbøjelighed til korrekthed. Det er svært at forestille sig en roman (endnu mindre en kammeropera), med en pædofil eller torturbøddel som hovedperson. Jeg er overbevist om, at der ikke kan skabes fortællerkunst uden en eller anden form for budskab. Men… det skal bare ikke være sådan, at budskabet hænger én langt ud af halsen.
Der findes næppe andre sociale sammenhænge, med så bred en sammensætning af skæbner som indvandrerområdet; en sammensætning meget anderledes end i den (gud´ske lov) mere satte og organiserede danskhed. Jeg har opgivet masser af danske film og romaner, fordi de foregår i kedelige omgivelser, hvor det melodramatiske er blevet overdrevet af mangel på reel historiestof. Man kunne umiddelbart forestille sig, at indvandrerområdet var en interessant jagtmark for fortællinger om denne nye dimension af den danske virkelighed. Desværre, så snart der er indvandrere involveret i en fortælling, så forventer man meningsreklame og ensidige klicheer.
Coppolas ”Goodfather” trilogi, Leones ”Once upon a time in America” og De Palmas ”Scarface” dukker ofte op blandt de mest populære film i verden. Lige som mange andre film, bæres disse frem af indvandrerfortællinger. Her er der tale om indvandrerforbrydere; henholdsvis italienere, jøder og cubanere. Interessant er ”Scarface”, hvor vi følger Tony Montana; en hensynsløs kriminel der udnytter de asylmuligheder, USA har stillet til rådighed. Disse film var for længst endt i dyb forglemmelse, hvis de havde belært os om tolerance, antiracisme, multikultur, osv.
Jeg kan forestille mig den lavine af klager om racisme, fascisme, stigmatisering af indvandrere, m. m. som ville afstedkomme at anbringe en asylsøger i en hovedrolle som forbryder - for ikke at tale om en indvandrer og/eller en indvandrerfamilie. Hertil kan man indvende, at USA er meget, meget anderledes end Danmark. Men, måske er forskellen ikke så stor i denne sammenhæng. Jeg har set masser af Tony Montanaer i Sandholmlejren, mange flere end jeg har brudt mig om, mange flere end den danske befolkning har en fjern ide om.
Velkommen til den virkelige verden: Hvor der er flygtninge… er der som regel forbrydere. Alle vegne. Også i Danmark. Og det generelle princip, hvorefter man skal indrette asylsystemets regler og procedurer må nødvendigvis være det, at nogen asylansøgere skal hjælpes - og andre skal udvises i en fart, inden de kan nå at lave mere skade.
Tilbage til kammeroperaen på DKT. Mine mange år i Sandholmlejren har forpligtet mig til en nogenlunde dokumentarisk base for en sandsynlig fiktion. Det drejer sig først og fremmest om en kærlighedshistorie, med klassiske ingredienser af sex (som desperat afsked), af jalousi og angst. Sideløbende er der et element af politiundersøgelse, som udløser etiske spørgsmål relateret til formelle forpligtelser og asylsystemets regler.
Fortællerkunst er en prætentiøs del af virkeligheden, som fortolker og forsimpler virkelighedens uendelige kompleksitet. Derfor, for en god ordens skyld understreger jeg gerne, at der i Sandholmlejren har været mange andre, anderledes nætter, hvor et utal af sære begivenheder har fundet sted; begivenheder som kunne have afstedkommet andre fortællinger, med andre typer af danskere og asylsøgere end dem, som optræder i kammeroperaen.
Indvandrerområdet har været så stærkt tabuiseret, at grænserne for hvad man må sige om det, kun har givet sig under pres. Det danske samfund har i denne henseende været som et beskyttet barn, der klamrer sig til barndommen og nægter at konfronteres med verdens realiteter. Mine erfaringer som ”indvandrerkunstner” fortæller mig, at på det tidspunkt DKT accepterede librettoen, ville de fleste andre danske teatre have afslået den af berøringsangst eller decideret misforstået godhed.
Afsluttende: DKT skal have ros for viljen til at åbne sin scene for kunstnere med indvandrerbaggrund og for modet til at berøre emner, som debatteres i vores samfund.
Det giver mig optimistisk grund til a tro, at om nogle år vil jeg kunne fortælle de Sandholm historier, jeg er helt sikkert på, jeg nu… hellere må vente med at fortælle
Rubén Palma
