Den 1. maj 2003 holdt George W. Bush (GWB) en meget omtalt tale ombord på hangarskibet USS Abraham Lincoln. Talen blev holdt under et stort banner hvorpå der stod "Mission Accomplished". I talen proklamerede GWB, at USA og allierede havde vundet Slaget om Irak. Og det var for så vidt rigtigt nok. Slaget om Irak var snævert set vundet omend han også sagde: "We have difficult work to do in Iraq. We are bringing order to parts of that country that remain dangerous." Og man må sige, at denne del af arbejdet har taget noget længere tid og krævet en del flere ofre end selve krigen. Der er formentlig ingen tvivl om, at oprørsbevægelsernes styrke i Irak var en overraskelse for flere i Det Hvide Hus.
Men denne artikel skal ikke handle om at pege fingre. Den skal handle om status for nedkæmpelsen af oprøret. Og hvordan går det så? Et nyttigt mål vi kan bruge er de militære tabstal blandt Irakkoalitionens medlemmer. Hvis vi ser på udviklingen over tid giver det følgende billede:
2003 580
2004 906
2005 897
2006 872
2007 961
2008 322
2009 150
2010 37 (indtil nu)
Som man kan se er tabstallene nu nede på omkring 6 soldater om måneden mod 80 om måneden da bølgerne gik højest i 2007. Og så skal man huske, at i disse tabstal er også inkluderet trafikuheld og andre dødsulykker som ikke er direkte relateret til udstationeringen i Irak.
Men hvad så med de civile tab? Jeg vil ikke fordybe mig i en diskussion om de absolutte tabstal men forsøge at finde information om hvordan udviklingen er. Og her kan Iraq Body Count være en nyttig kilde. Man kan her se, at vi i dag er nede på 10,7 døde civile om dagen som følge af vold mod 71 om dagen i 2006. Der er altså nu kun en syvendedel så mange der dør om dagen og trenden er stadigvæk nedadgående.
Men hvorfor skulle det tage så længe? Det er formentlig bare den tidsskala man må operere med når man har at gøre med populære oprørsbevægelser. Det kræver ganske enkelt tid at udføre de processer som resulterer i en nedkæmpelse af oprøret, herunder etablering af solide institutioner, politiske processer og optræning af lokale militærstyrker. Og det er ikke givet, at det lykkes. Men måske kan USA og allierede til næste år med rette hævde, at missionen er fuldført. Der er i hvert fald noget der tyder på det.
Hvordan Iraks videre udvikling bliver er det derimod nok svært at spå om. Måske er det lykkedes for neokonservative i USA at så frihedens frø i Mellemøsten eller måske forlader de amerkanske soldater landet før frøet har vokset sig stærk nok til at modstå det barske miljø i Mellemøsten. Men det kan kun fremtiden vise.
Men denne artikel skal ikke handle om at pege fingre. Den skal handle om status for nedkæmpelsen af oprøret. Og hvordan går det så? Et nyttigt mål vi kan bruge er de militære tabstal blandt Irakkoalitionens medlemmer. Hvis vi ser på udviklingen over tid giver det følgende billede:
2003 580
2004 906
2005 897
2006 872
2007 961
2008 322
2009 150
2010 37 (indtil nu)
Som man kan se er tabstallene nu nede på omkring 6 soldater om måneden mod 80 om måneden da bølgerne gik højest i 2007. Og så skal man huske, at i disse tabstal er også inkluderet trafikuheld og andre dødsulykker som ikke er direkte relateret til udstationeringen i Irak.
Men hvad så med de civile tab? Jeg vil ikke fordybe mig i en diskussion om de absolutte tabstal men forsøge at finde information om hvordan udviklingen er. Og her kan Iraq Body Count være en nyttig kilde. Man kan her se, at vi i dag er nede på 10,7 døde civile om dagen som følge af vold mod 71 om dagen i 2006. Der er altså nu kun en syvendedel så mange der dør om dagen og trenden er stadigvæk nedadgående.
Men hvorfor skulle det tage så længe? Det er formentlig bare den tidsskala man må operere med når man har at gøre med populære oprørsbevægelser. Det kræver ganske enkelt tid at udføre de processer som resulterer i en nedkæmpelse af oprøret, herunder etablering af solide institutioner, politiske processer og optræning af lokale militærstyrker. Og det er ikke givet, at det lykkes. Men måske kan USA og allierede til næste år med rette hævde, at missionen er fuldført. Der er i hvert fald noget der tyder på det.
Hvordan Iraks videre udvikling bliver er det derimod nok svært at spå om. Måske er det lykkedes for neokonservative i USA at så frihedens frø i Mellemøsten eller måske forlader de amerkanske soldater landet før frøet har vokset sig stærk nok til at modstå det barske miljø i Mellemøsten. Men det kan kun fremtiden vise.
