Grundlovsdag holdt jeg denne tale ved Venstre i Egedal Kommunes grundlovsarrangement på Edelgave, der engang var tidligere statsminister Thomas Madsen-Mygdals gods:
Tak for indbydelsen til at tale her på det skønne Edelgave idag.
Jeg vil gerne starte med en serviceoplysning eller en advarsel, om man vil.
Dette bliver ikke nogen helt almindelig grundlovstale. Men det havde I nok heller ikke for alvor forventet når I inviterede mig.
Det skyldes dels at jeg faktisk aldrig har givet en grundlovstale før. Men det skyldes mest, at jeg synes vores grundlov er svag, tandløs og, hvad der er allerværst – komplet ignoreres af danskerne både hvad angår ord og ånd.
På en Grundlovsdag er der jo tradition for, at vi lidt rørstrømsk erindrer os historien om grundlovens tilblivelse, klapper hinanden på skulderen over hvor dejligt det er at vi har sådan et fint dokument, og hvordan vi var tidligt ude med at få det.
Vi ser med bekymring på lande, hvor man ikke har den samme grundlæggende demokratiske tradition, og gyser ved tanken om, hvordan andre mennesker undertvinges og udnyttes af grusomme og urimelige herskere.
Vi føler os måske også lidt overlegne og lidt bedre end resten af verden, fordi vi har et så civiliseret et samfund, hvor borgernes frihed og ejendom beskyttes mod overgreb fra politikere og magthavere.
Men er det sandheden?
Nej, det er det langt fra. Jeg vil gerne sige lidt om, hvorfor det er rigtigt nødvendigt at få en forbedret grundlov – og allervigtigst – en overholdelse af ånden i Grundloven, som er stort set fraværende i det danske samfund idag.
Men lad mig starte med en barndomserindring.
Kan nogle af jer huske, at vi som børn legede en leg, hvor alt var stillet på hovedet og opførte modsat af virkeligheden. Legen kaldes vistnok Omvendtstrup.
Idag synes jeg, at vi lever i en voksenudgave af Omvendtstrup. Vi har simpelthen mistet overblikket over hvordan verden fungerer, hvad vi kan tillade os overfor hinanden, og hvilke rettigheder og pligter vi har. Hvor grænserne går imellem det offentlige og det private, mellem flertallet og mindretallet. Mellem kollektivet og individet.
Vi har også mistet jordforbindelsen til den økonomiske virkelighed, der omgiver os. Vi tror, at alt kan løses hvis man har 90 mandater i Folketinget og hvis blot vi beskytter hinanden med den magiske besværgelse – “velfærd”.
Lad os besøge Omvendtstrup og se hvad vi finder.
I Omvendtstrup, der taler politikere om hvordan de skaber jobs. Men virkeligheden er, at politikere ikke skaber jobs, ihvertfald ikke uden samtidig at afskaffe flere jobs et andet sted gennem beskatning.
I Omvendtstrup, der klapper politikere hinanden på ryggen for at have afværget en økonomisk krise gennem modige indgreb overfor et uansvarligt marked. Men virkeligheden er, at politikerne skabte krisen og med deres indgreb forlænger den.
I Omvendtstrup, der giver politikere en hjælpende hånd til virksomheder, der ikke kan klare sig selv og skaber dermed jobs og fremgang.
Men virkeligheden er, at de ødelægger sunde virksomheders muligheder ved at tage fra dem, der udvikler sig godt, for at give til usunde virksomheder, uden fremtid og uden økonomisk potentiale.
I Omvendtstrup, der skaber politikerne grøn vækst, der skal give danmark en førerstilling i fremtiden. Men i virkelighedens verden, der leder de os ned af en usikker vej, og fokuserer på uholdbare og ukonkurrencedygtige, ja sandsynligvis endda helt unødvendige teknologier, når vi ved lidt mere om klimaforandringerne om 10-20 år.
I Omvendtstrup, der råber politikere på mere regulering og flere regler for bankerne. Men i virkelighedens verden, der ved vi jo, at den finansielle sektor i mange år har været omfattende reguleret og at dette på ingen måde hindrede en finansiel krise i at opstå.
I Omvendtstrup, der laver politikerne genopretningsplaner og kalder skattestigninger for besparelser. Men i virkelighedens verden, så er der ingen genopretning eller fremtid i at rulle topskattelettelserne tilbage, og blot efterlade borgerne med de 114 nye skatte- og afgiftsstigninger, der blev gennemført at finansiere de lettelser, vi alligevel ikke fik.
I Omvendtstrup, der mener både røde og blå, at de “rige” – som vi ellers ikke rigtig har mange af i Danmark - godt kan yde lidt mere til velfærdens og for at hjælpe de “fattige” – som vi ellers heller ikke rigtigt har mange af i Danmark. Men i virkelighedens verden, der undergraver vi velfærden ved ikke at skabe motivation for at skabe mere og yde mere, og ved at skræmme de udrydningstruede skaffedyr til udlandet.
I Omvendtstrup, der mener politikerne, at de ved alt, at de skal bestemme alt, og at de har ret til alt.
Hvorfor det lige skulle forholde sig sådan, at 179 personer, for det meste uden erhvervserfaring, uden uddannelse, uden ihvertfald uden noget moralsk mandat overhovedet, skulle kunne klare alt – det bruger man ikke tid til at tænke over.
Velkommen til Omvendtstrup for voksne.
Hvad har det med Grundloven at gøre?
Hvad har det med demokratiet at gøre?
Et moralsk forsvarligt demokrati bygger nødvendigvis på to ben. En almen accept af, at når der skal træffes væsentlige beslutninger, så er en flertalsafgørelse nok den mindst ringe løsning.
Det sikrer ikke nødvendigvis at der bliver truffet rigtige beslutninger, men i det mindste har de fleste af os så selv ansvaret for vore fejl. Og det er svært at pege på gangbare, acceptable alternativer.
Men det andet ben er ligeså vigtigt, nemlig at borgerne – uanset at man har overdraget visse store beslutninger til fællesskabet – har ukrænkelige rettigheder, der ikke kan overtrædes. I liberal terminologi kaldes disse rettigheder negative.
Det er altså ikke såkaldt positive rettigheder – igen er der noget Omvendstrup over disse tillægsord, men lad det nu ligge. Positive rettigheder er typisk det, der med et andet ordvalg mere nøjagtigt kunne kaldes retten til overgreb på andres rettigheder – retten til at spille golf på andres regning som efterlønnen, retten til at sidde i en bestyrelse blot fordi man er kvinde mens manden må træde ud, retten til diverse offentlige ydelser, der betales af andre end en selv, retten til at stemme sig til andres ejendom.
Negative rettigheder er derimod den ret man har til at samfundet ikke udnytter sin position til overgreb – staten må ikke stjæle min ejendom, staten må ikke undertrykke min ytringsfrihed, staten må ikke begå vold imod mig.
Et velfungerende og acceptabelt demokrati – et moralsk forsvarligt demokrati - kan kun eksistere, hvis flertalsstyret kombineres med respekt for negative rettigheder.
For hvad sker der med demokratier, der ikke overholder disse rettigheder? På overfladen ligner de fortsat demokratier, men de imploderer ofte, og bliver til diktaturer.
Hitler blev valgt demokratisk. Hugo Chavez blev valgt demokratisk. Men de havde og har, respektive, ingen respekt for negative rettigheder.
Et demokrati uden respekt for negative rettigheder har intet moralsk fundament, og er ikke bedre end et diktatur. Det ER et diktatur, dog dikteret ikke af en enkeltperson, men af et flertal – hvilket får flertallet til at følge sig bedre tilpas, men har samme effekt for det uheldige mindretal.
I et ordentligt samfund beskyttes mindretallet af negative rettigheder. Og de negative rettigheder defineres og forankres i et ordentligt samfunds grundlov.
I et ordentligt demokratisk samfund, der kender politikere deres begrænsninger.
Når enhedslisten f.eks. foreslår 90% skat på høje lønninger, er det så demokratisk? De har tilsyneladende gennemført en meningsmåling, der viser at 54% af danskerne støtter synspunktet.
Jeg mener ikke det er demokratisk og det vil mange nok være uenige med mig i fra en teknisk betragtning. Men ville en skat på 100% være demokratisk? Jeg mener det ikke.
En millionærskat, som oppositionen planlægger, velvidende at den ikke vil give nogen indtægt, men kun stemmer – er det demokratisk? Arbitrært at ramme 28.000 forsvarsløse danskere, fordi ens fokusgrupper og private meningsmålinger viser, at det giver stemmer – er det demokratisk?
Jeg synes det ikke, og jeg synes det tegner et helt nyt billede af fremtidens danske politik – en politik, hvor alt kan prøves af, blot Gallup viser at det giver stemmer. Hvad bliver det næste, hvis Helle og Villy står og mangler en procent for at vinde næste valg? Hvilken stemmemæssigt ubetydelig gruppe skal så stå for skud for deres magtambitioner? Milliardærer? Direktører? Børsmæglere? Rødhårede? Religiøse eller etniske minoritetsgrupper? Kun fantasien sætter grænser.
Det er ikke pænt at se på, og det ville ikke kunne ske med en stærk Grundlov og en vilje til at overholde den i både ord og ånd.
Har vi en sådan Grundlov?
Jeg synes det ikke. Det er ikke et stærkt manifest, der definerer og sikrer de rettigheder vi alle har som borgere i vort land. Vi nævnes end ikke før paragraf 67 som andet end subjekter for et til gengæld omfangsrigt beskrevet politikervælde. Den er en forretningsorden for Folketinget.
Den beskriver omhyggeligt, hvordan vi ikke skal komme rendende og blande os med vores dumme folkeafstemninger hvis det gælder finanslove, love om direkte og indirekte skatter, love om ekspropriation, statslån og midlertidige bevillinger. Er det ikke påfaldende, at alt der er virkeligt afgørende for et samfunds økonomiske forhold, omhyggeligt unddrages demokratisk indflydelse?
Til gengæld, får vi at vide, så er ejendomsretten ukrænkelig. Goddag mand, økseskaft.
Faktum er at i dette land taler vi mest om andre friheder. Ytringsfrihed. Religionsfrihed.
Men den økonomiske frihed, der skaber grundlaget for vort liv og dermed for overhovedet at have evne og overskud til at udøve andre friheder – den respekterer vi ikke. I en af sine sidste åbningstaler til Folketinget, brugte Anders Fogh ordet “frihed” 33 gange. Jeg ved det for jeg talte det selv op. Kun een gang ud af 33 var brugen af ordet “frihed” relateret til betydningen “økonomisk frihed”. Det var iøvrigt i et afsnit af talen, der handlede om Afrika.
Nu er det jo altid nemt at kritisere, men hvordan burde en grundlov så se ud?
Tjah, jeg tør egentligt dårligt plædere for en revision af grundloven, for når man ser nyere eksempler på den slags manifester, så er balancen rykket yderligere i retning af de positive rettigheder, altså krav på andres ejendom, og længere væk fra negative rettigheder, altså forsvaret mod overgreb og økonomisk slaveri.
Se blot på Lisabontraktaten, der er så ufatteligt et makværk, at kun de færreste lande tør lade deres befolkninger komme til orde i den sammenhæng.
Men lad os alligevel tænke tanken, at en bedre grundlov kunne skrues sammen.
Hvad skulle den så indholde, for at vi kunne få troen og tilliden tilbage til vort demokratiske system?
Her vil jeg gerne citere lidt fra en artikel af Eamonn Butler, som Wall Street Journal bragte for et par uger siden.
Han tog udgangspunkt i Georgien, der har gennemgået en imponerende udvikling væk fra udbredt korruption og statsstyring hen i retning mod markedsreformer og liberalisering. Præsident Saakashvili vil dog gå videre, for som han med en meget forfriskende selverkendelse siger: “Jeg stoler ikke på nogen regering – inklusiv min egen”.
Han ønsker at indføre en “Frihedsakt” i Georgiens grundlov. Denne konstitutionelle forpligtelse skal omfatte grænser for offentlig forbrug, låntagning og gældsættelse. Og hvorfor ikke? I Europa har vi en fælles Stabilitetspagt, der fastsætter forskellige grænser for det samme. Den bliver ganske vist ikke overholdt af nogen, hverken indenfor eller udenfor Euroen, fordi ingen vil se andre snyde uden selv at få samme muligheder. Men hvis man forestillede sig noget lignende på national plan, ophævet til grundlov, så ville man ikke skulle skele til Grækenlands overforbrug mens man selv holdt igen.
Så ville det alene gælde ansvaret for at overholde egne regler, til egen gavn og fornøjelse.
Eamonn Butler foreslår følgende simple regler:
En fast grænse for offentligt forbrug af på højst en trediedel af landets BNP. Det er et rimeligt og holdbart niveau, mener han. Det skal siges at vi ligger tættere på halvdelen af BNP, men det virker ret beset heller ikke holdbart, må man vel indrømme – ej heller rimeligt. Det forhindrer både generelt overforbrug og keynesiansk krisestyring, som han sammenligner med at gennemføre en blodtransfusion fra en syg patients ene arm til den anden arm.
For det andet, så må man gennemføre Stabilitetspagtens 3% reglen for budgetunderskud, hvilket vil give lidt fleksibilitet, sålænge man overholder en absolut grænse for statsgæld. Jerr Butler foreslår 40%, der synes at være niveauet hvorfra gæld tenderer at komme ud af kontrol.
For det tredie, så skal staten kvantificere ALLE fremtidige forpligtelser – og løbende hensætte fuldt ud til dem.
For det fjerde, så må staten begrænses til at låne udelukkende for at investere rationelt i fremtiden, ikke for at hæve løbende udgifter. Definitionen af “investering” overlades til et panel af professionelle økonomer, sådanne projekter skal forelægges for.
For det femte, så skal skatteforhøjelser kun kunne vedtages efter folkeafstemning, stik modsat den nuværende grundlov. Kontraproduktive misundelsesskatter på indkomst og kapital og særlige befolkningsgrupper skal forbydes i grundloven.
Eamonn Butler afslutter sin artikel med ordene:”Demokratiets problem er ikke, hvordan vi vælger vore ledere, men hvordan vi begrænser deres magt. Vi har brug for strenge regler for størrelsen og væksten af staten, for ellers vil staten blot vokse og vokse.”
Jeg synes det er et godt bud på væsentlige forbedringer af en grundlov. Måske skal niveauerne være anderledes, måske skal det skrues anderledes sammen, men det er ihvertfald rigtigt, rigtigt meget bedre end en grundlov, der eksplicit fratager borgerne fra indflydelse på de beslutninger, der betyder allermest for dem.
Der er meget andet end økonomisk frihed, der betyder noget og andre talere idag vil sige mere om dette. Men økonomisk frihed er nu et rigtigt godt fundament for at kunne udøve sine øvrige frihedsrettigheder.
Kære venner, vi er nødt til at ændre retning i Danmark. Vi er ved fuldkommen at nedbryde vort lands økonomiske fremtid. Vi viger tilbage for selv de mest beskedne reformer, som det igangværende hyleri om genopretningspakken endnu engang beviser.
Hvad værre er så er vi igang med at nedbryde dygtige danske lønmodtageres, erhvervslivets og i det hele taget de produktive kræfters tro på, at dette land vil være det rette at lægge sin indsats i på længere sigt. Ikke alle ønsker at sidde og vente på at Helle og Villy kommer og er fair ved dem. Ikke alle tør vedblive med lægge investeringer og arbejdspladser i Danmark med den usikkerhed, der er behæftet med fremtiden på alle måder – politisk, økonomisk, demografisk og – ikke mindst – moralsk.
Når politikere gennemfører skadelig symbolpolitik mod bedre vidende for at vinde flertallets opbakning, ja så skutter mindretallet sig utrygge i skyggen.
Når man ikke længere kan stole på flertallets vilje til også at beskytte mindretallets rettigheder, ja så mangler demokratiet sit ene ben.
For hundrede år siden var Argentina et af verdens allerrigeste lande. Sidenhen blev det ødelagt af inkompetence, populisme og dårlige politikere. I Argentina ved man godt nu, at intet varer evigt, hvis ikke man går sig fortjent til det.
Men i Danmark, der tror vi fast på, at vi har en særlig ret til at have det bedre end resten af verden. Advarsler om hvor meget bedre andre landes uddannelsessystemer er, eller hvor meget mere arbejdstid andre befolkninger lægger i at skabe vækst og fremgang, eller hvordan vort skattesystem afskrækker dygtige udlændinge og virksomheder fra at vælge Danmark – disse advarsler preller af på os danskere. For vi har jo Folketinget til at give os mere velfærd, og så går det jo nok altsammen.
Samtidig skrider vores demokratiske sindelag i traditional forstand på mange måder til fordel for populisme og flertalsdiktatur.
Og lige netop der, der mangler vi en bedre Grundlov. Og nogle politikere, der accepterer Grundlovens ånd, selv hvor den mangler de rette ord idag. Men nu er det jo altså trods alt Grundlovsdag idag. Jeg håber I vil bruge dagen til at overveje, hvordan vi får samfundet trukket mere i retning af Grundlovens ånd, og at vi husker at respektere demokratiet som den helhed det er. For demokrati uden respekt for negative rettigheder, det er ikke demokrati.
Trods dystre ord vil jeg gerne ønske jer alle en rigtig god Grundlovsdag.
Tak for indbydelsen til at tale her på det skønne Edelgave idag.
Jeg vil gerne starte med en serviceoplysning eller en advarsel, om man vil.
Dette bliver ikke nogen helt almindelig grundlovstale. Men det havde I nok heller ikke for alvor forventet når I inviterede mig.
Det skyldes dels at jeg faktisk aldrig har givet en grundlovstale før. Men det skyldes mest, at jeg synes vores grundlov er svag, tandløs og, hvad der er allerværst – komplet ignoreres af danskerne både hvad angår ord og ånd.
På en Grundlovsdag er der jo tradition for, at vi lidt rørstrømsk erindrer os historien om grundlovens tilblivelse, klapper hinanden på skulderen over hvor dejligt det er at vi har sådan et fint dokument, og hvordan vi var tidligt ude med at få det.
Vi ser med bekymring på lande, hvor man ikke har den samme grundlæggende demokratiske tradition, og gyser ved tanken om, hvordan andre mennesker undertvinges og udnyttes af grusomme og urimelige herskere.
Vi føler os måske også lidt overlegne og lidt bedre end resten af verden, fordi vi har et så civiliseret et samfund, hvor borgernes frihed og ejendom beskyttes mod overgreb fra politikere og magthavere.
Men er det sandheden?
Nej, det er det langt fra. Jeg vil gerne sige lidt om, hvorfor det er rigtigt nødvendigt at få en forbedret grundlov – og allervigtigst – en overholdelse af ånden i Grundloven, som er stort set fraværende i det danske samfund idag.
Men lad mig starte med en barndomserindring.
Kan nogle af jer huske, at vi som børn legede en leg, hvor alt var stillet på hovedet og opførte modsat af virkeligheden. Legen kaldes vistnok Omvendtstrup.
Idag synes jeg, at vi lever i en voksenudgave af Omvendtstrup. Vi har simpelthen mistet overblikket over hvordan verden fungerer, hvad vi kan tillade os overfor hinanden, og hvilke rettigheder og pligter vi har. Hvor grænserne går imellem det offentlige og det private, mellem flertallet og mindretallet. Mellem kollektivet og individet.
Vi har også mistet jordforbindelsen til den økonomiske virkelighed, der omgiver os. Vi tror, at alt kan løses hvis man har 90 mandater i Folketinget og hvis blot vi beskytter hinanden med den magiske besværgelse – “velfærd”.
Lad os besøge Omvendtstrup og se hvad vi finder.
I Omvendtstrup, der taler politikere om hvordan de skaber jobs. Men virkeligheden er, at politikere ikke skaber jobs, ihvertfald ikke uden samtidig at afskaffe flere jobs et andet sted gennem beskatning.
I Omvendtstrup, der klapper politikere hinanden på ryggen for at have afværget en økonomisk krise gennem modige indgreb overfor et uansvarligt marked. Men virkeligheden er, at politikerne skabte krisen og med deres indgreb forlænger den.
I Omvendtstrup, der giver politikere en hjælpende hånd til virksomheder, der ikke kan klare sig selv og skaber dermed jobs og fremgang.
Men virkeligheden er, at de ødelægger sunde virksomheders muligheder ved at tage fra dem, der udvikler sig godt, for at give til usunde virksomheder, uden fremtid og uden økonomisk potentiale.
I Omvendtstrup, der skaber politikerne grøn vækst, der skal give danmark en førerstilling i fremtiden. Men i virkelighedens verden, der leder de os ned af en usikker vej, og fokuserer på uholdbare og ukonkurrencedygtige, ja sandsynligvis endda helt unødvendige teknologier, når vi ved lidt mere om klimaforandringerne om 10-20 år.
I Omvendtstrup, der råber politikere på mere regulering og flere regler for bankerne. Men i virkelighedens verden, der ved vi jo, at den finansielle sektor i mange år har været omfattende reguleret og at dette på ingen måde hindrede en finansiel krise i at opstå.
I Omvendtstrup, der laver politikerne genopretningsplaner og kalder skattestigninger for besparelser. Men i virkelighedens verden, så er der ingen genopretning eller fremtid i at rulle topskattelettelserne tilbage, og blot efterlade borgerne med de 114 nye skatte- og afgiftsstigninger, der blev gennemført at finansiere de lettelser, vi alligevel ikke fik.
I Omvendtstrup, der mener både røde og blå, at de “rige” – som vi ellers ikke rigtig har mange af i Danmark - godt kan yde lidt mere til velfærdens og for at hjælpe de “fattige” – som vi ellers heller ikke rigtigt har mange af i Danmark. Men i virkelighedens verden, der undergraver vi velfærden ved ikke at skabe motivation for at skabe mere og yde mere, og ved at skræmme de udrydningstruede skaffedyr til udlandet.
I Omvendtstrup, der mener politikerne, at de ved alt, at de skal bestemme alt, og at de har ret til alt.
Hvorfor det lige skulle forholde sig sådan, at 179 personer, for det meste uden erhvervserfaring, uden uddannelse, uden ihvertfald uden noget moralsk mandat overhovedet, skulle kunne klare alt – det bruger man ikke tid til at tænke over.
Velkommen til Omvendtstrup for voksne.
Hvad har det med Grundloven at gøre?
Hvad har det med demokratiet at gøre?
Et moralsk forsvarligt demokrati bygger nødvendigvis på to ben. En almen accept af, at når der skal træffes væsentlige beslutninger, så er en flertalsafgørelse nok den mindst ringe løsning.
Det sikrer ikke nødvendigvis at der bliver truffet rigtige beslutninger, men i det mindste har de fleste af os så selv ansvaret for vore fejl. Og det er svært at pege på gangbare, acceptable alternativer.
Men det andet ben er ligeså vigtigt, nemlig at borgerne – uanset at man har overdraget visse store beslutninger til fællesskabet – har ukrænkelige rettigheder, der ikke kan overtrædes. I liberal terminologi kaldes disse rettigheder negative.
Det er altså ikke såkaldt positive rettigheder – igen er der noget Omvendstrup over disse tillægsord, men lad det nu ligge. Positive rettigheder er typisk det, der med et andet ordvalg mere nøjagtigt kunne kaldes retten til overgreb på andres rettigheder – retten til at spille golf på andres regning som efterlønnen, retten til at sidde i en bestyrelse blot fordi man er kvinde mens manden må træde ud, retten til diverse offentlige ydelser, der betales af andre end en selv, retten til at stemme sig til andres ejendom.
Negative rettigheder er derimod den ret man har til at samfundet ikke udnytter sin position til overgreb – staten må ikke stjæle min ejendom, staten må ikke undertrykke min ytringsfrihed, staten må ikke begå vold imod mig.
Et velfungerende og acceptabelt demokrati – et moralsk forsvarligt demokrati - kan kun eksistere, hvis flertalsstyret kombineres med respekt for negative rettigheder.
For hvad sker der med demokratier, der ikke overholder disse rettigheder? På overfladen ligner de fortsat demokratier, men de imploderer ofte, og bliver til diktaturer.
Hitler blev valgt demokratisk. Hugo Chavez blev valgt demokratisk. Men de havde og har, respektive, ingen respekt for negative rettigheder.
Et demokrati uden respekt for negative rettigheder har intet moralsk fundament, og er ikke bedre end et diktatur. Det ER et diktatur, dog dikteret ikke af en enkeltperson, men af et flertal – hvilket får flertallet til at følge sig bedre tilpas, men har samme effekt for det uheldige mindretal.
I et ordentligt samfund beskyttes mindretallet af negative rettigheder. Og de negative rettigheder defineres og forankres i et ordentligt samfunds grundlov.
I et ordentligt demokratisk samfund, der kender politikere deres begrænsninger.
Når enhedslisten f.eks. foreslår 90% skat på høje lønninger, er det så demokratisk? De har tilsyneladende gennemført en meningsmåling, der viser at 54% af danskerne støtter synspunktet.
Jeg mener ikke det er demokratisk og det vil mange nok være uenige med mig i fra en teknisk betragtning. Men ville en skat på 100% være demokratisk? Jeg mener det ikke.
En millionærskat, som oppositionen planlægger, velvidende at den ikke vil give nogen indtægt, men kun stemmer – er det demokratisk? Arbitrært at ramme 28.000 forsvarsløse danskere, fordi ens fokusgrupper og private meningsmålinger viser, at det giver stemmer – er det demokratisk?
Jeg synes det ikke, og jeg synes det tegner et helt nyt billede af fremtidens danske politik – en politik, hvor alt kan prøves af, blot Gallup viser at det giver stemmer. Hvad bliver det næste, hvis Helle og Villy står og mangler en procent for at vinde næste valg? Hvilken stemmemæssigt ubetydelig gruppe skal så stå for skud for deres magtambitioner? Milliardærer? Direktører? Børsmæglere? Rødhårede? Religiøse eller etniske minoritetsgrupper? Kun fantasien sætter grænser.
Det er ikke pænt at se på, og det ville ikke kunne ske med en stærk Grundlov og en vilje til at overholde den i både ord og ånd.
Har vi en sådan Grundlov?
Jeg synes det ikke. Det er ikke et stærkt manifest, der definerer og sikrer de rettigheder vi alle har som borgere i vort land. Vi nævnes end ikke før paragraf 67 som andet end subjekter for et til gengæld omfangsrigt beskrevet politikervælde. Den er en forretningsorden for Folketinget.
Den beskriver omhyggeligt, hvordan vi ikke skal komme rendende og blande os med vores dumme folkeafstemninger hvis det gælder finanslove, love om direkte og indirekte skatter, love om ekspropriation, statslån og midlertidige bevillinger. Er det ikke påfaldende, at alt der er virkeligt afgørende for et samfunds økonomiske forhold, omhyggeligt unddrages demokratisk indflydelse?
Til gengæld, får vi at vide, så er ejendomsretten ukrænkelig. Goddag mand, økseskaft.
Faktum er at i dette land taler vi mest om andre friheder. Ytringsfrihed. Religionsfrihed.
Men den økonomiske frihed, der skaber grundlaget for vort liv og dermed for overhovedet at have evne og overskud til at udøve andre friheder – den respekterer vi ikke. I en af sine sidste åbningstaler til Folketinget, brugte Anders Fogh ordet “frihed” 33 gange. Jeg ved det for jeg talte det selv op. Kun een gang ud af 33 var brugen af ordet “frihed” relateret til betydningen “økonomisk frihed”. Det var iøvrigt i et afsnit af talen, der handlede om Afrika.
Nu er det jo altid nemt at kritisere, men hvordan burde en grundlov så se ud?
Tjah, jeg tør egentligt dårligt plædere for en revision af grundloven, for når man ser nyere eksempler på den slags manifester, så er balancen rykket yderligere i retning af de positive rettigheder, altså krav på andres ejendom, og længere væk fra negative rettigheder, altså forsvaret mod overgreb og økonomisk slaveri.
Se blot på Lisabontraktaten, der er så ufatteligt et makværk, at kun de færreste lande tør lade deres befolkninger komme til orde i den sammenhæng.
Men lad os alligevel tænke tanken, at en bedre grundlov kunne skrues sammen.
Hvad skulle den så indholde, for at vi kunne få troen og tilliden tilbage til vort demokratiske system?
Her vil jeg gerne citere lidt fra en artikel af Eamonn Butler, som Wall Street Journal bragte for et par uger siden.
Han tog udgangspunkt i Georgien, der har gennemgået en imponerende udvikling væk fra udbredt korruption og statsstyring hen i retning mod markedsreformer og liberalisering. Præsident Saakashvili vil dog gå videre, for som han med en meget forfriskende selverkendelse siger: “Jeg stoler ikke på nogen regering – inklusiv min egen”.
Han ønsker at indføre en “Frihedsakt” i Georgiens grundlov. Denne konstitutionelle forpligtelse skal omfatte grænser for offentlig forbrug, låntagning og gældsættelse. Og hvorfor ikke? I Europa har vi en fælles Stabilitetspagt, der fastsætter forskellige grænser for det samme. Den bliver ganske vist ikke overholdt af nogen, hverken indenfor eller udenfor Euroen, fordi ingen vil se andre snyde uden selv at få samme muligheder. Men hvis man forestillede sig noget lignende på national plan, ophævet til grundlov, så ville man ikke skulle skele til Grækenlands overforbrug mens man selv holdt igen.
Så ville det alene gælde ansvaret for at overholde egne regler, til egen gavn og fornøjelse.
Eamonn Butler foreslår følgende simple regler:
En fast grænse for offentligt forbrug af på højst en trediedel af landets BNP. Det er et rimeligt og holdbart niveau, mener han. Det skal siges at vi ligger tættere på halvdelen af BNP, men det virker ret beset heller ikke holdbart, må man vel indrømme – ej heller rimeligt. Det forhindrer både generelt overforbrug og keynesiansk krisestyring, som han sammenligner med at gennemføre en blodtransfusion fra en syg patients ene arm til den anden arm.
For det andet, så må man gennemføre Stabilitetspagtens 3% reglen for budgetunderskud, hvilket vil give lidt fleksibilitet, sålænge man overholder en absolut grænse for statsgæld. Jerr Butler foreslår 40%, der synes at være niveauet hvorfra gæld tenderer at komme ud af kontrol.
For det tredie, så skal staten kvantificere ALLE fremtidige forpligtelser – og løbende hensætte fuldt ud til dem.
For det fjerde, så må staten begrænses til at låne udelukkende for at investere rationelt i fremtiden, ikke for at hæve løbende udgifter. Definitionen af “investering” overlades til et panel af professionelle økonomer, sådanne projekter skal forelægges for.
For det femte, så skal skatteforhøjelser kun kunne vedtages efter folkeafstemning, stik modsat den nuværende grundlov. Kontraproduktive misundelsesskatter på indkomst og kapital og særlige befolkningsgrupper skal forbydes i grundloven.
Eamonn Butler afslutter sin artikel med ordene:”Demokratiets problem er ikke, hvordan vi vælger vore ledere, men hvordan vi begrænser deres magt. Vi har brug for strenge regler for størrelsen og væksten af staten, for ellers vil staten blot vokse og vokse.”
Jeg synes det er et godt bud på væsentlige forbedringer af en grundlov. Måske skal niveauerne være anderledes, måske skal det skrues anderledes sammen, men det er ihvertfald rigtigt, rigtigt meget bedre end en grundlov, der eksplicit fratager borgerne fra indflydelse på de beslutninger, der betyder allermest for dem.
Der er meget andet end økonomisk frihed, der betyder noget og andre talere idag vil sige mere om dette. Men økonomisk frihed er nu et rigtigt godt fundament for at kunne udøve sine øvrige frihedsrettigheder.
Kære venner, vi er nødt til at ændre retning i Danmark. Vi er ved fuldkommen at nedbryde vort lands økonomiske fremtid. Vi viger tilbage for selv de mest beskedne reformer, som det igangværende hyleri om genopretningspakken endnu engang beviser.
Hvad værre er så er vi igang med at nedbryde dygtige danske lønmodtageres, erhvervslivets og i det hele taget de produktive kræfters tro på, at dette land vil være det rette at lægge sin indsats i på længere sigt. Ikke alle ønsker at sidde og vente på at Helle og Villy kommer og er fair ved dem. Ikke alle tør vedblive med lægge investeringer og arbejdspladser i Danmark med den usikkerhed, der er behæftet med fremtiden på alle måder – politisk, økonomisk, demografisk og – ikke mindst – moralsk.
Når politikere gennemfører skadelig symbolpolitik mod bedre vidende for at vinde flertallets opbakning, ja så skutter mindretallet sig utrygge i skyggen.
Når man ikke længere kan stole på flertallets vilje til også at beskytte mindretallets rettigheder, ja så mangler demokratiet sit ene ben.
For hundrede år siden var Argentina et af verdens allerrigeste lande. Sidenhen blev det ødelagt af inkompetence, populisme og dårlige politikere. I Argentina ved man godt nu, at intet varer evigt, hvis ikke man går sig fortjent til det.
Men i Danmark, der tror vi fast på, at vi har en særlig ret til at have det bedre end resten af verden. Advarsler om hvor meget bedre andre landes uddannelsessystemer er, eller hvor meget mere arbejdstid andre befolkninger lægger i at skabe vækst og fremgang, eller hvordan vort skattesystem afskrækker dygtige udlændinge og virksomheder fra at vælge Danmark – disse advarsler preller af på os danskere. For vi har jo Folketinget til at give os mere velfærd, og så går det jo nok altsammen.
Samtidig skrider vores demokratiske sindelag i traditional forstand på mange måder til fordel for populisme og flertalsdiktatur.
Og lige netop der, der mangler vi en bedre Grundlov. Og nogle politikere, der accepterer Grundlovens ånd, selv hvor den mangler de rette ord idag. Men nu er det jo altså trods alt Grundlovsdag idag. Jeg håber I vil bruge dagen til at overveje, hvordan vi får samfundet trukket mere i retning af Grundlovens ånd, og at vi husker at respektere demokratiet som den helhed det er. For demokrati uden respekt for negative rettigheder, det er ikke demokrati.
Trods dystre ord vil jeg gerne ønske jer alle en rigtig god Grundlovsdag.
