I et nyt blog-indlæg på politiken.dk kommer Mattias Tesfaye med særdeles uventede udmeldinger.
"Lige fra min ungdom i DKP/ML til mit arbejde i fagforeningen og nu også i SF har jeg gang på gang blevet bekræftet i mine synspunkter om at solidaritet og fællesskab var nødvendige overfor kapitalisterne, som ellers ville udbytte os. Jeg har aldrig tænkt over at det på nogen måde kunne være anderledes - at verden var mere kompleks end 'dem' og 'os'. Men efter at jeg er kommet i medierne, er jeg blevet udfordret fra andre sider, end dem der i forvejen bare var enige med mig. Bl.a. har mange af kommentarerne til mine blog-indlæg fået mig til at reflektere over om mit verdensbillede nu også var holdbart. I starten mente jeg, at det nok bare var fordi, de bare ville give til de rigeste og var usolidariske overfor de fattigste. Selvom det ikke giver mening at så mange per definition var røvhuller, så var det jo også helt ligemeget. Det ændrede jo ikke på, at det de skrev efterhånden begyndte at give langt mere mening, end de forestillinger jeg havde gået og sagt til mig selv."
Indrømmer Tesfaye i et stærkt følelsesmæssigt indlæg, der også er præget af flere personlige vendinger og en dyb skam over nu også at være blevet opmærksom på hans "personlige ansvar for at sige god for nogle af sovjet-unionens grusomste forbrydelser."
Om begrundelsen for at melde sig ind i LA, udover at det nu også havde været gratis, skriver Tesfaye:
"Det var jo indlysende. Hvis vi med afgifter kan få folk til at stoppe med at ryge eller køre over grænsen, hvorfor i alverden troede jeg så, det skulle være anderledes, når afgifterne drejede sig om arbejde. Den internationalt relative BNP-udviklingen fra halvfjerdserne og frem til nu viser jo tydeligt vi i høj grad har ofret den førerposition vi tidligere havde og til fordel for hvad - velfærd? Nej, tydeligvis ikke? Til fordel for offentligt spild og misundelse og til at lære folk, at de er uduelige, at de er ofre, der er dømt til ikke at kunne tage vare på deres eget liv."
Men ikke alt er ren skam og bekymring over Danmark. Tesfaye afslutter sit indlæg med et positivt budskab - omend det ifølge ham selv også er en smule naivt:
"Heldigvis indså jeg også, at selvom det gik slemt, så har vi enorme muligheder. Den misundelses-mentalitet vi har skabt på nogle årtier, tror jeg vi kan vende endnu hurtigere, hvis vi bare stoppede med alt det bullshit vi hidtil har fortalt befolkningen. Tænk på hvad vi kunne opnå som samfund - både økonomisk, socialt og moralskt, hvis vi lærte os selv og vores børn, at vi skulle tage os sammen på personligt niveau og handle istedet for at klynke eller kræve, og at vi både kunne have sympati og hjælpe de svageste, samtidig med at vi hædrede vinderne - dem som skabte arbejdspladser, forskede i nye innovative teknologier eller blot havde en positiv indstilling til livet og behandlede sig selv og naboen ordentligt - og ikke følte misundelse, men derimod glæde, over at det var gået ham godt, så han havde råd til en bimmer med alu-fælge"
Læs artiklen, der indeholder endnu flere referencer til hans håndværker-fortid, som han nu husker, som dengang han "trods alt skabte reel værdi for samfundet og ikke bare var en del af en forstenet fagforeningskæmpe, som burde være død for længe siden"
________________________________________________________________________
Er dette sandsynligt, eller skal jeg bare stoppe med at skrive kommentarer på politikens blog :) ?
