af Carl Tesbaum, forfatter og oversætter, Risskov
Virkeligheden er noget værre noget, og jeg vil ikke længere stille op som morgen-bollemand, fordi vi aftenen før ikke ku’ blive enige om børneopdragelsen. Jeg har valgt en anden model, der hedder living apart together – simpelt hen for at overleve som mand.
”Midtvejs på vores vandring gennem livet. Befandt jeg mig i mørke dybe skove. Forvildet fra den vej, jeg burde følge” skriver Dante i ”Den guddommelige komedie”. Vejen som mand. Jeg vil ikke være ”manden i mængden”, massemennesket, som er præcis som resten, som kvinder vil have os til at være: en marionet, der viljeløst ligger under for et Sisyfos-stenbjerg af uendelige krav til at leve livet på den rigtige måde – kvindens måde. ”De varmeste steder i helvede er forbeholdt dem, der i tider med moralsk krise forbliver neutrale.” Til kamp mod ligegyldigheden, mand! Vi kan ikke længere se på og forholde os neutrale for børnenes skyld. Vi har også sønner og døtre, der forventer, at vi står frem som mænd. At vi er tydelige i valg og beslutninger uden konstant at skulle forsvare og ændre os, fordi vi i vores sejrsskjorte ikke passer ind i et designet Bo Bedre-liv. Og kan vi i dagens mediebillede overhovedet nævne én positiv maskulin egenskab? Det kunne 300 pædagoger ikke, da de blev spurgt til en konference om køn i folkeskolen. Ikke én! Jeg kan i flæng nævne: humor, fighter-vilje, eksperimenterende, handlingsorienteret og ikke mindst evnen til at stå ved sig selv og sige fra, selvom det er i stiv modvind.
Alt det gik op for mig den morgen, da min kæreste vækkede mig og krævede sex. Hun ville tilfredsstilles, fordi jeg havde tilladt mig at have min egen mening. Dagen før havde vi skændtes, om vores søn på ti år var stor nok til at cykle en kilometer til og fra skole. Jeg havde efter et halvt års træning den mening, at det er han. Han er blevet ganske sikker i trafikken. Hendes argumentation var, at han ikke cykler den samme vej hver dag, og at han leger med farten og cyklens lyde. ”Det gør drenge,” udbrød jeg og gik i seng. Straffen faldt så næste morgen, og dér indså jeg, at vi ikke længere kunne leve sammen. Den morgen rejste jeg mig fra dobbeltsengen og lukkede døren til mit liv som marionet i et dukkehjem. Og underet skete: vi er stadig i et forhold. Vi har vores søn på skift og er sammen, når vi vælger at have fælles-uger. Til at starte med var hun rasende, men i går indrømmede hun, at living apart together er en god løsning – selv om det var mig, der af nød fandt på den. At finde vejen som mand er blevet en bydende nødvendighed, som jeg har udfordret i romanen Den forkerte forfatter, hvor hovedpersonen Rumle som uselvstændig marionet lader kvinderne trække i trådene og dirigere hans liv. Hvad med dig: er du mand eller marionet?
