Af Camilla Paaske Hjort, 180Grader.dk
”14 procent af danske mænd har været hos en prostitueret. Det er ligeså så mange, som tager opvasken,” står der på et skilt holdt af en midaldrende kvinde i en lang, varm frakke, der står helt oppe ved scenen med de mange orange balloner. Hun er omgivet af en lille kreds af andre kvinder – ”Selskab for ligestilling”, forstår man på de lyserøde skilte, en af de andre holder i hånden. De står og taler dæmpet og træt med hinanden.
Kampånden er til at overse blandt dagens forsamlede på Rådhuspladsen i København, og det er ellers den 8. marts – Kvindernes Internationale Kampdag. Dagen, som 8. Marts Initiativet, der er en sammenslutning af forskellige politiske grupperinger og frivillige organisationer, der ønsker at forbyde sexkøb, har valgt til at markere deres kamp for, at det ikke længere bør være lovligt at udveksle sex til gengæld for økonomiske ressourcer.
Flest kvinder vil forbyde sexkøb
Til venstre for scenen har SF’s to flotte forbudsfortalende fyre, Balder Mørk Andersen og Neil Stenbæk Bloem placeret sig med et stort skilt med påskriften: ”Mænd mod sexkøb”. Man forstår godt deres behov for at markere sig. Efterhånden som flere demonstranter strømmer til Rådhuspladsen på denne solbeskinnede tirsdag, ser man, at kønsratioen er særdeles ulige. Der er åbenbart ikke mange af hankøn, der ønsker at lukke butikken for de ca. 3.500 prostituerede i Danmark.
Måske fordi, som skuespiller Anne Grethe Bjarup Riis, arrangementets hovedtaler, til lyden af forsigtige klapsalver råber ind i mikrofonen: ”Det er jo klart, at mændene spræller, når de bliver trukket ud af slikbutikken.”
Før vi skal høre Bjarup Riis, får Københavns socialborgmester Mikkel Warming dog ordet.
Samfundet sætter sig mellem to stole i spørgsmålet om prostitution
”Det er fedt, at I er så mange, selvom det er ret koldt,” siger han og kigger anerkendende ud over de par hundrede feminister, DSU’ere og almindelige aktivister og nysgerrige, der har samlet sig. ”Vi står på grænsen til bydelen Vesterbro,” fortæller Warming os. ”Det er et mangfoldigt kvarter, hvor man kan købe mange ting. Både café latte og mænd og kvinder, der sælger deres krop. Det kan være i Skelbækgade, eller på et af de mange bordeller. Men der er stor forskel på at være prostitueret og at være butiksejer. Samfundet i dag tager imod prostitueredes skattepenge, men som prostitueret kan man ikke stå i A-kasse, og man kan ikke have praktikanter. Det er nemlig ikke legalt på dén måde,” konstaterer han.
Han beskriver videre, hvordan det danske samfund sætter sig mellem to stole, når det gælder prostitution, fordi vi både betragter det som et erhverv og som et socialt problem. Og at vi kan gå to veje: Enten mod en fuld legalisering af faget, som i Holland, eller mod en kriminalisering som i Sverige og Norge. ”Og JEG stemmer for det sidste!” konkluderer han fast. Der lyder klapsalver og lyse kvindehyl fra forsamlingen. Warming har fået lidt gang i de forsamlede, men en vis undren havde nok bredt også sig, hvis socialborgmesteren i dagens anledning havde konkluderet det modsatte.
”Langt de fleste prostituerede får sundhedsskader. I underlivet, for eksempel,” argumenterer Warming. ”Og undersøgelser viser, at de fleste får lavt selvværd, sociale problemer og oplever stigmatisering. Vi hverken kan, bør eller vil acceptere, at der er den form for efterspørgsel på kvinder,” understreger han med autoritet i stemmen.
Warming anerkender, at nogle måske har det godt med at prostituere sig, men at det samlet set er så farligt, at prostitutionens omfang bør begrænses ved lov. Han benytter lejligheden til at reklamere for de tilbud, Københavns Kommune har til kvinder, der ønsker at stoppe i prostitution.
"Tror du, det er sjovt at tage imod 10 mænd om dagen?"
Anne Grethe Bjarup Riis, der for nylig gjorde sig bemærket i en debat imod SIO’s forkvinde, Susanne Møller, indtager talerstolen. Nogle unge piger maser sig helt frem til scenen med deres mobiltelefoner for at få et foto af kendissen. Det vanskeliggøres dog af en skaldet dame, der står med et skilt, hvorpå der står ”Lad de døde være døde,” og nogle vage henvisninger til Kristus. Hun vil meget gerne med på billederne, kan man se.
”Kære Lars Løkke!” begynder Riis. ”Tror du, det er sjovt for en prostitueret at tage imod 10 mænd om dagen? Ved du, at den prostituerede må lukke af følelsesmæssigt, for ikke at knække psykisk? Ved du, at kvinders underliv ikke kan holde til at blive penetreret så ofte og så voldsomt? Ved du, at prostituerede får myoser i underlivet? Du ved selvfølgelig, at 30 procent af de prostituerede udsættes for voldtægt, og 60 procent for vold. Alligevel har du ikke tænkt dig at røre en finger!”, råber hun meget højt og ser på forsamlingen gennem sine briller, der får hende til at se intellektuel ud.
”Buh, buh!” råber nogle få, spage stemmer i publikum, og man antager naturligvis, at det ikke er Riis, men Lars Løkke, buh’erne retter sig imod. ”Men du er tavs som graven, for du ved ligeså godt som jeg, at åbner man munden i prostitutionsdebatten, så bliver man lynchet! Sjovt nok af flest mænd,” tilføjer hun sammenbidt efter en pause, hvilket afstedkommer begejstrede hyl fra flere kvindestemmer.
Da Riis er færdig med at tale, får hun udleveret en lyserød plastikblomst som tak, hvilket hun griner meget af. Ingen andre kan tilsyneladende se morskaben, selvom hendes latter er charmerende og burde være smittende.
Jeg beslutter, at jeg har mere behov for dagens tredje kop kaffe end for at følge demonstrationen nedad Istedgade, som det annonceres, at man håber, alle tilstedeværende vil gøre, når vi har hørt lidt musik.
På vej hjem passerer jeg forbi Gammeltorv, hvor en anden demonstration er i gang. En lille kvinde står bag en mikrofon og taler i et roligt tonefald om iranske kvinders lidelser. Demonstrationen tæller højest 30 mennesker, og jeg ser ingen af venstrefløjens kendte ansigter iblandt dem.
