Flertallet af danskerne ville have en ny regering og en ny politik var den umiddelbare konklusion på det seneste folketingsvalg. Ansigterne på ministrene er nu udskiftet med nye uprøvede kræfter – personligt fik jeg eksempelvis 307 stemmer mere end vores nye skatteminister. Politikken er der derimod ikke ændret meget ved. Jeg havde frygtet, at det blev værre, mens mange af danskerne sikkert havde troet, at det nu ville blive anderledes.
Venstrefløjen lovede jo, at man ikke ville fjerne efterlønnen, lette topskatten eller ændre børnechecken. Men her har man skiftet holdning. Jeg mener, at alle tre ting er nødvendige, men den nye regerings omsadling er uacceptabel, da man jo fik stemmer på at sige det modsatte.
Man har blandt andet lovet en millionærskat, en bankskat, en tolærerordning, et elevloft, en CIA-kommission, en forlængelse af dagpengeperioden, en højere ulandsbistand og en afskaffelse af 24-årsreglen – nu render man fra det hele.
Det har vist sig, at de 12minutter og hvad man ellers sagde i valgkampen, blot var varm luft. Løfter afgivet for at få magten, men som man nu ikke vil indfri. Og det vidste man allerede inden valget. Når økonomer, journalister og politiske modstandere afklædte Fair Løsning og Fair Forandring, så smilede Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal blot og sagde, at de kæmpe huller, der var, nok skulle blive udfyldt efter valget. Vores nuværende statsminister har tidligere talt for reformer, og i Socialdemokratiet er man sikkert også tilhængere heraf bag lukkede døre, men overfor vælgerne holdt man masken til krydserne var sat.
Den borgerlige regering fremlagde alvoren, var ærlige og det kostede magten. Nu sidder vi med en rød regering med lånte fjer og løftebrud i massevis. Lad os håbe, at vælgernes hukommelse er lang nok til at huske dette – ellers må vi huske dem på det.
