Det kan umiddelbart være svært for de fleste at finde ud af, hvad der er op og ned i ”konflikten” mellem regionerne og de praktiserende læger, der i de flestes øjneikke virker særlig logisk.
Logik og uvidenhed er to uforenelige størrelser, som forplumrer den offentlige debat. F.eks. nævnes der regelmæssigt ”ydrenumre”, som ovennævnte gensnits Hr. og Fru Danmark ikke forstår ret meget af. De vil ”bare” have en tid hos lægen, når maven eller armen gør ondt – eller kørekortet skal fornys. Uvidenheden rækker langt ind i politiske kredse landet over, hvor politikerne heller ikke forstår, hvad et ydernummer er – eller for den sags skyld, hvorfor det hedder sådan.
Jeg vil også her gentage problemstillingen i, at der i den kommunale sagsbehandling anvendes lægekonsulenter, som er PLOs egne medlemmer, der ”saboterer” de privatpraktiserende lægers arbejde ved utidig diagnosticering af sygemeldte, der søger førtidspension eller fleksjob. Dette sammenholdt med at lægelige oplysninger, der er over tre mdr. gamle er forældede i sagsbehandlingen, hvis en borger indstilles til f.eks. førtidspension efter § 18 (kommunen indstiller) eller § 17 (borgeren søger). Dette lægger et arbejdsmæssigt pres på de praktiserende læger, som kommunen aflønner for det udførte arbejde – ergo er der her en tredjepart inde i konflikten, selvom det jo som bekendt er regionen, der indgår aftaler med lægerne.
Tillad mig også at gøre opmærksom på, at politikere og fagforeninger nærmest snublede over hinanden under konflikten på Restaurant Vejlegården, hvor man påberåbte sig den såkaldte ”danske model” – det samme – med omvendt fortegn var tilfældet, da kommunerne lockoutede folkeskolelærerne og derved hold ca. 80.000 elever, kursister og deres pårørende som gidsler umiddelbart op til en eksamenstid. Det forekommer mig derfor komplet ubegribeligt, at regionerne med regeringens billigelse vil afskaffe lægernes ret til at forhandle sig frem til en holdbar løsning – jeg forstår derfor godt, at hovedparten (2.516 jf. PLO) af lægerne er parate til at aflevere deres ydernummer i protest.
De praktiserende læger sidder med en ømtålelig og varm kartoffel i hænderne, som ikke giver dem ret til at vælge – eller vælge fra. Gruppe 2 sikrede kan frit vælge læge, hvilket du lægger op til skal gælde alle, mens lægerne hverken må eller skal fravælge ”besværlige” og tidskrævende patienter – det vil flere ydrenumre eller andre af de 12 punkter, du opremser, ikke ændre på.
Konflikten, eller striden om man vil, har som tidligere ikke ”kun” to parter, den er langt mere omfattende og kompleks som så, da parterne kort kan listes som:
Regionerne – der mangler menneskelig forståelse og økonomisk indsigt
Lægerne – der gerne vil udføre deres arbejde som PRIVATpraktiserende læger med foden under eget bord, som alle andre selvstændige Hertil kommer de ”indirekte” parter i konflikten:
Patienterne – dem det hele handler om, men som også lægger pres på lægerne i et sygdomsfikseret samfund
Kommunerne – der pålægger lægerne yderligere og tidskrævende opgaver til beskeden honorering
Regeringen – og Folketinget der i tide og utide blander sig arbejdsmarkedsforhold
Hele sundhedsvæsnet og behandlingssystemet er ved at blive smadret af politisk ideologi og uvidenhed. Borte er tiden, hvor lægens vigtigste opgave var at spotte sygdoms tegn og lidelser, der er behandlingskrævende og derefter henvise patienten til privatpraktiserende speciallæge og/eller sygehus.
Regeringen har med deres nyeste fadæse – diagnosegarantien – pålagt lægerne, hvem de må
henvise til for udredning, hvilket bestemt ikke tilgodeser de privatpraktiserende speciallæger (primært fordi de er selvstændige virksomheder) men derimod favoriserer regionernes sygehuse, som staten kvit og frit stiller til rådighed. Førende eksperter i sundhedsøkonomi og sundhed
generelt påpeger endvidere, at flaskehalsen i behandlingssystemet IKKE er mangel på læger eller manglende penge (som Bent Hansens evige klagesang ellers går ud på) – det handler slet og ret om, at udnytte eksisterende ressourcer optimalt.
Se bare på hvor mange private hospitaler og klinikker der har måttet bukke under til trods for, at de gennem udbud har indgået ”rammeaftaler” med selvsamme regioner pga. manglende patientflow.
Jer nærer i den sammenhæng stor nervøsitet for, at lægernes aflevering af ydernumre vil tilskynde regionerne til at oprette flere ”sundhedshuse”, hvor de ansætter læger til at erstatte privatpraktiserende læger og dermed bestemmer 100 %. Det vil efterlade patienterne i et tomrum uden tillid og fortrolighed læge og patient imellem.
Hvis denne konflikt skal løses, kræver det velvilje og samarbejde frem for mudderkast og gensidige beskyldninger, som går hen over hovedet på Hr. og Fru Danmark – det er i øjeblikket kun de særligt indviede, der forstår essensens af den igangværende konflikt, der vil eskalere yderligere, hvis regeringen griber ind.
Regionernes store propagandamaskine har oppisket en stemning blandt befolkningen, som frygter at stå uden læge efter sommerferien og/eller selv skal betale for konsultation. Mange er pga. krisen ikke i stand til at ”låne” regionen penge og lægge ud for et lægebesøg, hvilket kan forværre deres situation, da evt. behandlingskrævende sygdom ikke optages i tide og deres tilstand forværres og dermed bliver endnu mere behandlingskrævende = endnu større belastning for samfundsøkonomien.
Denne konflikt løses IKKE i medierne, den løses kun, hvis der etableres et flertal i Folketinget imod regeringens bebudede indgreb. Derfor må der arbejdes fra alle fronter for, at Folketinget pålægger regionerne og lægerne at nå til enighed – vi lever i det 21. århundrede, hvor en uddøende ”race” af betonsocialister påberåber sig retten til at bestemme arbejdsmarkedsmæssige forhold og knægte organisationsfrihed. Dette må og skal stoppes - problemstillinger løses ved forhandling to ligeværdige parter imellem – UDEN utidig indblanding fra politikere, der ikke finde ud af, hvad der er op og ned.
Det er da i øvrigt tankevækkende, at mange borgmestre og regionsbosser har en fortid som lærer – de om nogen må da kunne forstå, hvad uenigheden går ud på, men nej de vælter rundt i glasbutikken som berusede elefanter.
Får regionerne magt som de har agt, står de privatpraktiserende speciallæger for skud næste gang…..AK og VE – OH SKRÆK.
Sådan kunne jeg blive ved linje op og linje ned, da dette ikke handler om forskellen mellem pærer og bananer – det handler om MENNESKER, SKÆBNER, SYGDOM og DØD……og PENGE ….IKKE hensynet til PATIENTEN.!!!!
