Kræftens Bekæmpelse amok over tobakslogo: - Et diskret lille logo på Det Kongelige Teaters programbrochure har fået formanden for Kræftens Bekæmpelse, Frede Olsen, helt op i det røde felt.
Det er naturligvis ikke et rygeforbuds-logo, der hidser kræftformanden op - men derimod logoet for den danske tobaksvirksomhed, Scandinavian Tobacco Group, som fremgår nederst på teaterets programbrochure sammen med flere af de øvrige sponsorers logoer.
"Det er forkert," fnyser han i et inteview til DR's website. Han "frygter", at tobaksindustrien får bygget et image op, der bygger på "noget smukt og godt", hvis logoet bliver set sammen med kunst og kultur. "Det skaber en association mellem tobak og kunst," lyder hans argument.
Det nævnes ikke i interviewet, at sådan en association har eksisteret i århundreder, da langt den overvejende del af verdens kunstnere uanset genre traditionelt set har været rygere, og stadig er det. Tobak er ifølge mange kunstnere netop noget "smukt og godt" - et nydelsesmiddel, som kan bidrage til at få dem til at yde deres bedste.
Kræftformand Olsen mener, at Scandinavian Tobaco Group i stedet for at støtte teatre og kunst, skulle støtte de ikke særlig succesfulde kommunale rygestop kurser:
"Hvis tobaksindustrien har penge i overskud, synes jeg, at de skal give dem til kommunale tobaksafvænnings kurser," siger han, inden han forstætter med den kendte bandbulle:
"Tobak koster omkring 14.000 for tidlig død hvert år. Det er et så kolossalt giftstof, at tiden må være kommet, hvor vi ikke vil acceptere markedsføring af det mere."
I interviewet slutter kræftformanden med at antyde, at Kræftens Bekæmpelse lobby'er for et politisk forbud mod indtagelse af tobak. Hvordan dette kommer til at skulle foregå, står hen i det uvisse. Der findes fortsat over en million rygere i Danmark, hvis rygning bidrager ganske markant til den hårdt trængte statskasse.
Det er også uvist, om Kræftens Bekæmpelses medieudfald imod de mindste småting, der har med tobak at gøre, virkelig kan være godt for foreningens troværdighed? Næppe. På den anden side - de er jo ganske underholdende.