Konservative karriereludere

Disclaimer: Undskyld overskriften

michael

01/10/2010

Disclaimer: Undskyld overskriften. Af princip mener jeg man skal begrænse mudderkastningen og holde sig på det saglige niveau, men når man har diskuteret med en hysterisk kælling (m/k) i tilpas lang tid, så er en verbal lussing altså på sin plads. Hvis ikke for at få personen til at komme ud af sit hysteri, så i det mindste for sin egen underholdning. Det bør også understreges, at jeg i høj grad betragter en del KU'ere og politikere som f.eks. Mie Harder (der burde være LA'er) og Per Stig Møller med stor respekt, hvilket gør det endnu mere forunderligt, at den konservative topledelse har formået at bevæge sig mod dette niveau.

Jeg har lige klikket på Rune Kristensen's (K) artikel på http://www.180grader.dk/Sladder/liberal-alliance-laver-obama-ripoff, hvor man endnu engang ser en konservativ politiker prøve at gøre en sag ud af noget, der ikke blot er ingenting, men også er en gammel sag. På hans link kan man se en henvisning til siden http://www.desperat.dk, der anklager Joachim B. Olsen for kun at ville magten og ikke sætte de politiske budskaber for højt. Når politiske partier starter rygter om deres fælles modstandere er der god grund til at forholde sig skeptisk, men hjemmesiden fik mig alligevel til at tænke over hvor meget mudder, der endelig sidder tilbage på kasterens hånd.

Først skal dog lige nævnes, at siden er registreret af Kasper Hülsen, der er et 34-årig medlem af den konservative hovedbestyrelse. Det undrede mig lidt, da jeg havde forventet, at både præsentation og saglighed svarede til et af de socialistiske ungdomspartier. Er det, det nye niveau for voksne konservative politikere? 

Men tilbage til de andre klumper af mudder, der sidder tilbage på kasterens hånd. De konservative har nemlig gang på gang undskyldt deres politik overfor (tidligere) kernevælgere med, at man bliver nødt til at forholde sig til den politiske virkelighed, og at LA's budskaber bare er en gratis omgang, fordi de ikke behøver at være "ansvarlige". Men hvor i alverden står det, at kompromisser og realpolitik betyder, at man per definition indtager samme holdning som modparten? Hvor står det, at hvis man ikke kan få overtalt de andre til ikke at føre socialistisk politik, at man så selv skal blive socialist og tæve alle andre, der ikke er det? 

Konservativ politik svarer til, at jeg på forhånd erklærer mig enig i brugtvogns-forhandlerens pris, så jeg ikke taber ansigt overfor min kone, som ellers kunne risikere at tro, at jeg ikke fik det, som jeg ville have det. Resultatet er, at du får en elendig pris, og at konen alligevel mister respekt for dig. Til gengæld bliver du dog helt vildt gode venner med brugtvognsforhandleren.

Tilbage til min indledende titel om de konservatives karriereluderi, der i modsætning til almindelig prostitution ikke har en happy ending (not speaking from experience). For er det ikke netop karriereluderi, når man ikke blot tilpasser sine holdninger af hensyn til "realpolitik", men rent faktisk angriber dem, som kunne risikere at tage ens stemmer, fordi de fører den politik, man gerne selv ville føre. Er man så ikke en karriereluder, når man her ser en konkurrent mod magten i stedet for en mulighed for at kunne få sine budskaber igennem?

Update: OBO'ens leder for et par dage siden rammer også hovedet på sømmet: http://www.180grader.dk/Leder/aereloest-konservativt-raenkesmederi