Kommunismen er som betydende styringsform passé. Som idé lever den videre. I Danmark hos Enhedslisten. Men en langt større trussel mod det åbne samfund lever i bedste velgående i Danmark. Det er totalitarismen og den naive opbakning til dem, der vil praktisere denne.
Kommunismens fejl var, at det bedste argument ikke have en chance. Der var ingen demokratisk kultur og kommunikativ proces omkring tilblivelsen af politiske beslutninger. I stedet var der et magtmonopol og dermed koncentrering af magten og faktisk også kapitalen, som jo var bestyret af få, der udmærket forstod at tage for sig af retterne. Magten korrumperer som bekendt. Der var ingen fri forskning, ingen opposition, intet civilt samfund, ingen pluralisme og skiftende magtkonstellationer og censuren satte begrænsninger for kunstnerisk virke, kreativitet og frihed.
Kommunismen er ganske vist i knæ, men totalitarisme og tendenser til samme er ikke. Det åbne samfund skal åbenbart altid udsættes for fjender, som vil kæmpe mod resultaterne af oplysningstidens kamp for friheder og rettigheder og menneskets ukrænkelighed og integritet.
Europa havde en oplysningstid fra ca. år 1680 til 1780. Naturvidenskab, demokrati, menneskerettigheder, humanisme og rationalisme var hjørnestenene i denne oplysningstid. Mange har ofret blod, sved og tårer for at nå disse resultater. Ja sågar givet deres liv for en højere sag, som var værd at kæmpe og dø for.
De af kommunismen og stalinismen så fascinerede er stadig aktive i samfundsdebatten og politikken. De har mistet deres utopi-projekt, men holder sig ikke tilbage med at fordømme det borgerlige Danmarks frygt for islamismen, som i sit væsen er totalitær og hvor religion, stat og lovgivning er sammenvævet.
Som Historikeren og journalisten Bent Blüdnikov siger i et interview i Dagbladet Information den 7. april 2008, http://www.information.dk/157433: ”……….Problemet dengang var ikke blot en fascination af det utopiske og kommunismen som ideologi, men også foragten for det borgerlige demokratis demokrati og rettigheder. Den foragt er under andre præmisser videreført til nutiden, og bl.a. derfor er vi så svagt rustet til at møde udfordringen fra islamismen”.
Vi skal endnu engang og stadig være på vagt overfor danske intellektuelle socialisters kærlighed for totalitarisme, herunder islamisme, der er vendt mod det åbne samfund og demokratiske grundprincipper og som afskærer individet fra dets rettigheder.
Kommunismens fejl var, at det bedste argument ikke have en chance. Der var ingen demokratisk kultur og kommunikativ proces omkring tilblivelsen af politiske beslutninger. I stedet var der et magtmonopol og dermed koncentrering af magten og faktisk også kapitalen, som jo var bestyret af få, der udmærket forstod at tage for sig af retterne. Magten korrumperer som bekendt. Der var ingen fri forskning, ingen opposition, intet civilt samfund, ingen pluralisme og skiftende magtkonstellationer og censuren satte begrænsninger for kunstnerisk virke, kreativitet og frihed.
Kommunismen er ganske vist i knæ, men totalitarisme og tendenser til samme er ikke. Det åbne samfund skal åbenbart altid udsættes for fjender, som vil kæmpe mod resultaterne af oplysningstidens kamp for friheder og rettigheder og menneskets ukrænkelighed og integritet.
Europa havde en oplysningstid fra ca. år 1680 til 1780. Naturvidenskab, demokrati, menneskerettigheder, humanisme og rationalisme var hjørnestenene i denne oplysningstid. Mange har ofret blod, sved og tårer for at nå disse resultater. Ja sågar givet deres liv for en højere sag, som var værd at kæmpe og dø for.
De af kommunismen og stalinismen så fascinerede er stadig aktive i samfundsdebatten og politikken. De har mistet deres utopi-projekt, men holder sig ikke tilbage med at fordømme det borgerlige Danmarks frygt for islamismen, som i sit væsen er totalitær og hvor religion, stat og lovgivning er sammenvævet.
Som Historikeren og journalisten Bent Blüdnikov siger i et interview i Dagbladet Information den 7. april 2008, http://www.information.dk/157433: ”……….Problemet dengang var ikke blot en fascination af det utopiske og kommunismen som ideologi, men også foragten for det borgerlige demokratis demokrati og rettigheder. Den foragt er under andre præmisser videreført til nutiden, og bl.a. derfor er vi så svagt rustet til at møde udfordringen fra islamismen”.
Vi skal endnu engang og stadig være på vagt overfor danske intellektuelle socialisters kærlighed for totalitarisme, herunder islamisme, der er vendt mod det åbne samfund og demokratiske grundprincipper og som afskærer individet fra dets rettigheder.
