Den svenske statsminister Fredrik Reinfeldt konkluderer fornuftigt, at Euroen er uinteressant for Sverige.
Man opstillede for medlemskab af Euroen en række regler, der skulle være opfyldt før man blev medlem, og så nogle der skulle opfyldes når man blev medlem.
Men de uansvarlige regeringer (som Grækenlands) bryder reglerne og de lidt mere ansvarlige regeringer (som Tysklands) der dog har offervillige regeringsledere påtager sig så at betale regningen for uansvarlighederne med deres respektive befolkningers midler.
Denne politiske tilstand er logisk nok ikke spiselig for den svenske statsminister.
Men hvorfor konkluderer man anderledes ,når det gælder andre EU-områder, hvor de samme principper er styrende?
Lad mig blot nævne de to største poster på EU-budgettet: Regional-støtten og landbrugsstøtten.
Her handler det om penge der tages fra dem der kan skabe værdi uden hjælp på markedspladsen til dem, der ikke kan klare sig på markedet uden støtte. Altså midler tages fra virksomheder og personer, der har placeret sig fornuftigt i markedsøkonomien gives til mennesker og virksomheder, der burde bruge deres tid og kræfter andetsteds - men ikke gør det, eftersom de betales af EU til at fastholde deres position med det spild der følger.
(Ligesom bestemte landes regeringer får støtte af andre landes regeringer, sådan at de på unaturligvis får lov til at overleve til at lave flere ulykker og dermed ikke giver plads til politisk duelighed).
Grunden til at Euroen er blevet et socialt spørgsmål skyldes netop, at man grundlæggende accepterer bistandspolitikken (som i sidste instans baserer sig på altruisme) i bredere forstand.
Reinfeldt burde mentalt overføre sin manglende offervilje til de resterende EU-områder, så vil han opdage, at EU grundlæggende bygger på "græske præmisser"; og at frihandel ikke er det samme som EU-medlemskab.
Sveriges statsminister: Nej til euro
Mere om EU og Euro på COIN-bloggen
Man opstillede for medlemskab af Euroen en række regler, der skulle være opfyldt før man blev medlem, og så nogle der skulle opfyldes når man blev medlem.
Men de uansvarlige regeringer (som Grækenlands) bryder reglerne og de lidt mere ansvarlige regeringer (som Tysklands) der dog har offervillige regeringsledere påtager sig så at betale regningen for uansvarlighederne med deres respektive befolkningers midler.
Denne politiske tilstand er logisk nok ikke spiselig for den svenske statsminister.
Men hvorfor konkluderer man anderledes ,når det gælder andre EU-områder, hvor de samme principper er styrende?
Lad mig blot nævne de to største poster på EU-budgettet: Regional-støtten og landbrugsstøtten.
Her handler det om penge der tages fra dem der kan skabe værdi uden hjælp på markedspladsen til dem, der ikke kan klare sig på markedet uden støtte. Altså midler tages fra virksomheder og personer, der har placeret sig fornuftigt i markedsøkonomien gives til mennesker og virksomheder, der burde bruge deres tid og kræfter andetsteds - men ikke gør det, eftersom de betales af EU til at fastholde deres position med det spild der følger.
(Ligesom bestemte landes regeringer får støtte af andre landes regeringer, sådan at de på unaturligvis får lov til at overleve til at lave flere ulykker og dermed ikke giver plads til politisk duelighed).
Grunden til at Euroen er blevet et socialt spørgsmål skyldes netop, at man grundlæggende accepterer bistandspolitikken (som i sidste instans baserer sig på altruisme) i bredere forstand.
Reinfeldt burde mentalt overføre sin manglende offervilje til de resterende EU-områder, så vil han opdage, at EU grundlæggende bygger på "græske præmisser"; og at frihandel ikke er det samme som EU-medlemskab.
Sveriges statsminister: Nej til euro
Mere om EU og Euro på COIN-bloggen
