Multikulturalismen skaber en verden struktureret i termer af kulturer, almindeligvis nationale kulturer. Denne struktur påtvinges folk der ikke ønsker den: eftersom det er en global struktur, kan man ikke undslippe den. Den begrænser frihed, den begrænser mulighed og den begrænser mulige fremtider. I Europa former multikulturalister en de facto alliance med nationalister for at påtvinge Europa kulturen. Det specifikke eksempel er fra Holland. Da jeg først skrev nærværende tekst, var multikulturalismen den politiske standard i Holland, og det var tabu at kritisere den. Siden da er tilgangen til multikulturalismen vendt og hærdet, særligt efter snigmordene på Pim Fortuyn og Theo van Gogh. Der er nu konsensus om, at immigrationen skal begrænses, og at immigranter er en kilde til sociale problemer. Et tilsvarende skift i opfattelse er nu under vejs i Tyskland. Så tag ad notam: multikulturel politisk korrekthed kan pludseligt fordufte. Hvis det skete i Holland, kan det ske alle steder.
Realiteten omkring et ”multikulturelt samfund” er blevet mere indlysende. I Holland bruges det multikulturelle systematisk som det modsatte af ”lighed”. Et multikulturelt samfund er et samfund hvor afrikanske immigranter renser toiletter og den bedre middelklasse etniske hollændere er advokater, piloter, kirurger og bankansatte. Ordet ”multikulturel” bærer ikke længere konnotationer om lighed eller respekt – hvis det nogensinde har gjort det. Den antyder tilstedeværelsen af etniske minoriteter i samfundet, men siger intet om deres sociale status. Hvad værre er, antyder den, at alle moralske forpligtelser er blevet mødt, når samfundet den måde er multikulturelt.
Et multikulturelt samfund undertrykker migranter. Havende forladt én kultur er de forpligtigede til at gentilslutte sig i det land ankommer til. Uanset hvor de bevæger sig hen, vil de blive indkapslede i deres egen kulturs oprindelse. Monokulturalisme, multikulturalisme og interkulturalisme håndhæver alle kultur. Uanset hvad du er blevet fortalt i skolen eller hjemme, så er det ganske enkelt ikke nødvendigt at have ”kultur”. Langt fra værende hellig er den et politisk valg, et valg advokeret for at nationalister.
Når regeringspolitikker baseres på den slags multikulturalisme, favoriserer de traditionalister. Konservative fremfører ofte dem selv som repræsenterende de ”sande samfundsværdier”. Hvis regeringen er på udkig efter autentiske repræsentanter fra hver kultur, så vil den finde den konservative slags repræsentativ. I praksis nominerer mange europæiske regeringer konservative, ofte religiøse ledere, som repræsentanter for en immigrantminoritet. Dette er sket så ofte, at ordet ”multikulturel” har fået betydningen ”multi-tro” eller ”multi-religiøs”. Eksempelvis i Amsterdam´s lokalpolitik antages tyrkere for at være muslimer. Imamen fra den lokale moske antages at være deres repræsentant – også selvom denne er ateist, aldrig har set indersiden på en moske, og ikke ved hvor den lokale moske befinder sig. Dette opfattelse – tvangskultur – faciliterede skiftet tilbage til mono-kulturalismen i Holland. Og forudsigeligt er de hollandske værdier der nu afkræves immigranterne dem af 1950´erne. Standardversionen af kultur er altid den konservative version.
Multikulturalisme gør kultur arvelig. Et godt eksempel var programmet ”Uddannelse i eget sprog og kultur” i Holland. Hvis eksempelvis det tyrkiske sprog har nogen værdi, hvorfor forbydes kinesiske immigranter så at lære det? Hvor forbydes børn af tyrkiske immigranter at lære af kineserne? Det er sådan programmet fungerer: ”eget sprog” er sproget fra forældrenes oprindelsesland.
Hvad gør tyrkisk et ”eget sprog” for et tyrkisk barn der kun taler hollandsk? Svaret er indlysende: fødsel. De er fødte til at være tyrkere, om de kan lide det eller ej. Børn vis forældre begge er tyrkiske statsborgere, defineres som værende tyrkiske. Så det ekstra sprog de læres er tyrkisk. Denne mærkningsproces fortsætter i næste generation og måske i efterfølgende generationer. Der findes ikke nogen ankemulighed mod denne definition. Denne tilgang har skadet mange børn af marokkansk oprindelse i Amsterdam. I multikulturalismens navn gives de delvist deres uddannelse på arabisk. Multikulturalisterne, på basis af deres egen racistiske ignorance, mærkede dem ganske enkelt som ”arabere”. I virkeligheden kommer de fleste marokkanere fra Berber sprogområdet. Børnene blev ofte uddannet i et sprog de ikke forstod, for at kunne bevare ”deres egen kultur”.
I det post-Fortuyn´ske Holland er opfattelsen ændret, men børnene er ikke bedre stillede. Børn af marokkanske immigranter der separeres fra deres forældre, skal nu lære hollandsk i Marokko, før de tillades at tilslutte sig deres familier i Holland.
”Kulturerne” i multikulturalismen korresponderer med eksisterende nationalstater. Et klassisk eksempel er igen Tyrkiet: mange af dem der gennem de sidste 20 år er klassificeret som tyrkere, anser dem selv som kurdere. Og ”det kurdiske spørgsmål” er ikke det eneste identitetsspørgsmål i Tyrkiet. Hvorfor er én der er født i Istanbul ikke Ottoman? eller byzantiner? eller romansk? Hvofor er én der er født i Izmir (tidligere Smyrna) ikke græker? Og hvorfor er én der er født Tashkent ikke tyrkisk, som pan-tyrkerne hævder? Hvorfor er folk født i Helsinki, Istanbul og Budapest ikke alle Turaniere, som pan-turanierne hævder? Ingen af disse identiteter er tilladte at danne basis for et multikulturelt program. Med andre ord afviser multikulturalisterne kulturer der ikke korresponderer med nationalstater?
De fleste multikulturalister ville eksempelvis afvise påstanden om, at en person født i Irland ville være britisk. Alligevel var der i nogen tid efter den irske uafhængighed et lille parti der søgte genindlemmelse i Storbritannien. Nogle sydirere følte sig britiske, og i nordirland er der stadig mange der gør. Med tiden blev ligningen mellem sydirere og nordirere accepteret som naturlig og indlysende. Men i de seneste få år er det lille parti genopstået: hvad vil multikulturalisterne nu sige?
Generelt er multikulturalisternes verdenssyn det samme som hos anti-immigrationspartierne i Europa: et kulturnationalistisk verdenssyn. I århundreder fandtes der en burgundiansk stat i Europa, alligevel findes der ingen klasser for immigranter i burgundiansk kultur i Amsterdam. Men hvis nogen grundlagde en burgundiansk frihedsfront, og den fanger an, så vil burgundiansk kultur blive en politisk magtfaktor. Kulturel nationalisme handler om nutidens politik, ikke fortidens hukommelse, selvom den bruger denne hukommelse som et instrument.
Igen, identifikationen af kulturer med nationer har utvivlsomt faciliteret skiftet tilbage til monokulturalisme. Højrefløjs anti-immigrations politikere såsom Pim Fortuyn anvendte vedholdende de kulturelle værdiers retorik for med succes at legitimere deres attituder og politikker.
Multikulturalismen internaliserer den nationalistiske verdensorden i hver nationalstat. Slutresultatet ville i en perfekt multikulturel verden være 180 medlemmer af F.N., hver med 179 snævert definerede minoriteter indenfor grænserne, korresponderende med de andre stater. I U.S.A. har dette ideal – nationernes nation – en lang historie, og den genfremkom for nylig i Robert Kaplan´s bestseller ”Empire Wilderness”. Ethvert sådan system ville sandsynlig kollapse under sine egen absurditeter, men det afholder ikke multikulturalisterne fra at prøve at implementere det.
Der findes indlysende paralleller til nationalismen: troen på hver kulturs nødvendighed, loyaliteten krævet mod den og forpligtelsen til at føre den videre til næste generation. Nationalister begynder almindeligvis med fiktionen om, at hver nation er en singulær entitet, men multikulturalisterne tager deres såkaldte diversitet som udgangspunkt. Et system der definerer 180 acceptable former for diversitet, og fortæller mig hvor jeg hører til (på arvemæssig basis) – er klart ikke særligt ”divers”. Anti-kulturel opposition til multikulturalitet er en form for anti-nationalisme: den modsætter sig denne restriktive og begrænsede verden.
Check sjove Mark Steyn om multikulturalisme; en retoriker på højde med Pat Condell:
http://www.youtube.com/watch?v=CdEGJb5W5ks
Realiteten omkring et ”multikulturelt samfund” er blevet mere indlysende. I Holland bruges det multikulturelle systematisk som det modsatte af ”lighed”. Et multikulturelt samfund er et samfund hvor afrikanske immigranter renser toiletter og den bedre middelklasse etniske hollændere er advokater, piloter, kirurger og bankansatte. Ordet ”multikulturel” bærer ikke længere konnotationer om lighed eller respekt – hvis det nogensinde har gjort det. Den antyder tilstedeværelsen af etniske minoriteter i samfundet, men siger intet om deres sociale status. Hvad værre er, antyder den, at alle moralske forpligtelser er blevet mødt, når samfundet den måde er multikulturelt.
Et multikulturelt samfund undertrykker migranter. Havende forladt én kultur er de forpligtigede til at gentilslutte sig i det land ankommer til. Uanset hvor de bevæger sig hen, vil de blive indkapslede i deres egen kulturs oprindelse. Monokulturalisme, multikulturalisme og interkulturalisme håndhæver alle kultur. Uanset hvad du er blevet fortalt i skolen eller hjemme, så er det ganske enkelt ikke nødvendigt at have ”kultur”. Langt fra værende hellig er den et politisk valg, et valg advokeret for at nationalister.
Når regeringspolitikker baseres på den slags multikulturalisme, favoriserer de traditionalister. Konservative fremfører ofte dem selv som repræsenterende de ”sande samfundsværdier”. Hvis regeringen er på udkig efter autentiske repræsentanter fra hver kultur, så vil den finde den konservative slags repræsentativ. I praksis nominerer mange europæiske regeringer konservative, ofte religiøse ledere, som repræsentanter for en immigrantminoritet. Dette er sket så ofte, at ordet ”multikulturel” har fået betydningen ”multi-tro” eller ”multi-religiøs”. Eksempelvis i Amsterdam´s lokalpolitik antages tyrkere for at være muslimer. Imamen fra den lokale moske antages at være deres repræsentant – også selvom denne er ateist, aldrig har set indersiden på en moske, og ikke ved hvor den lokale moske befinder sig. Dette opfattelse – tvangskultur – faciliterede skiftet tilbage til mono-kulturalismen i Holland. Og forudsigeligt er de hollandske værdier der nu afkræves immigranterne dem af 1950´erne. Standardversionen af kultur er altid den konservative version.
Multikulturalisme gør kultur arvelig. Et godt eksempel var programmet ”Uddannelse i eget sprog og kultur” i Holland. Hvis eksempelvis det tyrkiske sprog har nogen værdi, hvorfor forbydes kinesiske immigranter så at lære det? Hvor forbydes børn af tyrkiske immigranter at lære af kineserne? Det er sådan programmet fungerer: ”eget sprog” er sproget fra forældrenes oprindelsesland.
Hvad gør tyrkisk et ”eget sprog” for et tyrkisk barn der kun taler hollandsk? Svaret er indlysende: fødsel. De er fødte til at være tyrkere, om de kan lide det eller ej. Børn vis forældre begge er tyrkiske statsborgere, defineres som værende tyrkiske. Så det ekstra sprog de læres er tyrkisk. Denne mærkningsproces fortsætter i næste generation og måske i efterfølgende generationer. Der findes ikke nogen ankemulighed mod denne definition. Denne tilgang har skadet mange børn af marokkansk oprindelse i Amsterdam. I multikulturalismens navn gives de delvist deres uddannelse på arabisk. Multikulturalisterne, på basis af deres egen racistiske ignorance, mærkede dem ganske enkelt som ”arabere”. I virkeligheden kommer de fleste marokkanere fra Berber sprogområdet. Børnene blev ofte uddannet i et sprog de ikke forstod, for at kunne bevare ”deres egen kultur”.
I det post-Fortuyn´ske Holland er opfattelsen ændret, men børnene er ikke bedre stillede. Børn af marokkanske immigranter der separeres fra deres forældre, skal nu lære hollandsk i Marokko, før de tillades at tilslutte sig deres familier i Holland.
”Kulturerne” i multikulturalismen korresponderer med eksisterende nationalstater. Et klassisk eksempel er igen Tyrkiet: mange af dem der gennem de sidste 20 år er klassificeret som tyrkere, anser dem selv som kurdere. Og ”det kurdiske spørgsmål” er ikke det eneste identitetsspørgsmål i Tyrkiet. Hvorfor er én der er født i Istanbul ikke Ottoman? eller byzantiner? eller romansk? Hvofor er én der er født i Izmir (tidligere Smyrna) ikke græker? Og hvorfor er én der er født Tashkent ikke tyrkisk, som pan-tyrkerne hævder? Hvorfor er folk født i Helsinki, Istanbul og Budapest ikke alle Turaniere, som pan-turanierne hævder? Ingen af disse identiteter er tilladte at danne basis for et multikulturelt program. Med andre ord afviser multikulturalisterne kulturer der ikke korresponderer med nationalstater?
De fleste multikulturalister ville eksempelvis afvise påstanden om, at en person født i Irland ville være britisk. Alligevel var der i nogen tid efter den irske uafhængighed et lille parti der søgte genindlemmelse i Storbritannien. Nogle sydirere følte sig britiske, og i nordirland er der stadig mange der gør. Med tiden blev ligningen mellem sydirere og nordirere accepteret som naturlig og indlysende. Men i de seneste få år er det lille parti genopstået: hvad vil multikulturalisterne nu sige?
Generelt er multikulturalisternes verdenssyn det samme som hos anti-immigrationspartierne i Europa: et kulturnationalistisk verdenssyn. I århundreder fandtes der en burgundiansk stat i Europa, alligevel findes der ingen klasser for immigranter i burgundiansk kultur i Amsterdam. Men hvis nogen grundlagde en burgundiansk frihedsfront, og den fanger an, så vil burgundiansk kultur blive en politisk magtfaktor. Kulturel nationalisme handler om nutidens politik, ikke fortidens hukommelse, selvom den bruger denne hukommelse som et instrument.
Igen, identifikationen af kulturer med nationer har utvivlsomt faciliteret skiftet tilbage til monokulturalisme. Højrefløjs anti-immigrations politikere såsom Pim Fortuyn anvendte vedholdende de kulturelle værdiers retorik for med succes at legitimere deres attituder og politikker.
Multikulturalismen internaliserer den nationalistiske verdensorden i hver nationalstat. Slutresultatet ville i en perfekt multikulturel verden være 180 medlemmer af F.N., hver med 179 snævert definerede minoriteter indenfor grænserne, korresponderende med de andre stater. I U.S.A. har dette ideal – nationernes nation – en lang historie, og den genfremkom for nylig i Robert Kaplan´s bestseller ”Empire Wilderness”. Ethvert sådan system ville sandsynlig kollapse under sine egen absurditeter, men det afholder ikke multikulturalisterne fra at prøve at implementere det.
Der findes indlysende paralleller til nationalismen: troen på hver kulturs nødvendighed, loyaliteten krævet mod den og forpligtelsen til at føre den videre til næste generation. Nationalister begynder almindeligvis med fiktionen om, at hver nation er en singulær entitet, men multikulturalisterne tager deres såkaldte diversitet som udgangspunkt. Et system der definerer 180 acceptable former for diversitet, og fortæller mig hvor jeg hører til (på arvemæssig basis) – er klart ikke særligt ”divers”. Anti-kulturel opposition til multikulturalitet er en form for anti-nationalisme: den modsætter sig denne restriktive og begrænsede verden.
Check sjove Mark Steyn om multikulturalisme; en retoriker på højde med Pat Condell:
http://www.youtube.com/watch?v=CdEGJb5W5ks
