Det politiske landskab er i gennem den seneste tid Danmark blevet trukket skarpere op, end det har været tilfældet igennem de sidste mange år. Danskerne står nu med et valg mellem en blå blok, der er ledet af regeringspartierne Venstre og De Konservative og en rød blok, ledet af Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti.
Som borgerlig-liberal ville det naturlige valg være en stemme på et af de liberale partier i den blå blok – Venstre eller Liberal Alliance. Over den seneste periode er jeg dog kommet så meget i tvivl om VK's evne til at føre borgerlig politik, så jeg tror på, at man kan gavne den liberale sag i Danmark ved at tillade en rød regeringsmagt efter næste valg. Dette synes selvmodsigende, men forklaringen skal findes i to fænomener.
For det første har den nuværende regering ikke ført god borgerlig og liberal politik, men derimod typisk dansk socialdemokratisk politik med stigende offentligt forbrug og en stadigt voksende offentlig sektor. Man har bl.a. ikke turdet tage diskussionen om efterlønnen, som er en utidig og ekstremt dyr velfærdsydelse. Man har været mere interesseret i magt og ministerbiler end i at ændre det danske samfund i en liberal og frihedsorienteret retning.
En valgperiode under Helle Thorning ville give Venstre en mulighed for, at genfinde sine ideologiske rødder, rydde op i en efterhånden træt folketingsgruppe og få styr på sine politiske mål. Den gamle garde i Venstre trænger til at blive skiftet ud med nye kræfter, hvis holdninger tager udgangspunkt i klassiske liberale tænkere, således at disse ikke flagrer for vinden uden faste holdepunkter. På denne måde ville man kunne skabe et helt nyt Venstre, som ved det efterfølgende valg, ville være i stand til at stå ved deres tilnavn – Danmarks liberale parti. Det har nemlig været et voldsomt problem for Venstre, at de har forladt deres ideologiske udgangspunkt i deres jagt efter magt. Den plan, der i sin tid blev lagt af Claus Hjort Frederiksen og Anders Fogh Rasmussen, har nu endelig givet bagslag, da liberale kernevælgere har fået et nyt alternativ.
Liberal Alliance fandt således deres plads i det tomrum, som Venstre efterlod sig. Dette faktum har givet ideologiske problemer hele vejen ned igennem Venstres partiorganisation, da det over den seneste tid i Venstre har kunnet betale sig, at tale for en stor offentlig sektor og et voksende offentligt forbrug. På denne måde er Venstres fremtid – Venstres Ungdom – blevet arnested for populistiske ungdomspolitikere, der gennem de seneste 9 år, har lært at tale moderpartiet efter munden, for at opnå den eftertragtede taburet. Der sidder pt. en gruppe gamle VU-formænd i folketinget, som alle fik deres præmie for ikke at tale moderpartiet midt imod, mens tid var. Hermed har Venstres Ungdom mistet deres funktion, som liberal vagthund, for et flagrende moderparti. Man kunne håbe, at dette ville løse sig, såfremt selvsamme moderparti genoptog de gamle værdier.
Den anden fordel ved at erkende et snarligt regeringsskifte er de rige muligheder den siddende regering ville få, hvis man opgav magtjagten. Man ville få frie hænder, til at sætte sig et liberalt aftryk ved at gennemføre så mange borgerlige og liberale tiltag, som man kunne lokke Dansk Folkeparti til at stemme for. Du ville med denne strategi kunne nå at sætte så grundigt et aftryk, at en rød regering ikke ville have mulighed for at rulle alle ændringerne tilbage. Især ikke i en økonomisk svag periode, hvor politikerne ikke har nogen anelse om, hvor de skal finde pengene.
Som borgerlig-liberal ville det naturlige valg være en stemme på et af de liberale partier i den blå blok – Venstre eller Liberal Alliance. Over den seneste periode er jeg dog kommet så meget i tvivl om VK's evne til at føre borgerlig politik, så jeg tror på, at man kan gavne den liberale sag i Danmark ved at tillade en rød regeringsmagt efter næste valg. Dette synes selvmodsigende, men forklaringen skal findes i to fænomener.
For det første har den nuværende regering ikke ført god borgerlig og liberal politik, men derimod typisk dansk socialdemokratisk politik med stigende offentligt forbrug og en stadigt voksende offentlig sektor. Man har bl.a. ikke turdet tage diskussionen om efterlønnen, som er en utidig og ekstremt dyr velfærdsydelse. Man har været mere interesseret i magt og ministerbiler end i at ændre det danske samfund i en liberal og frihedsorienteret retning.
En valgperiode under Helle Thorning ville give Venstre en mulighed for, at genfinde sine ideologiske rødder, rydde op i en efterhånden træt folketingsgruppe og få styr på sine politiske mål. Den gamle garde i Venstre trænger til at blive skiftet ud med nye kræfter, hvis holdninger tager udgangspunkt i klassiske liberale tænkere, således at disse ikke flagrer for vinden uden faste holdepunkter. På denne måde ville man kunne skabe et helt nyt Venstre, som ved det efterfølgende valg, ville være i stand til at stå ved deres tilnavn – Danmarks liberale parti. Det har nemlig været et voldsomt problem for Venstre, at de har forladt deres ideologiske udgangspunkt i deres jagt efter magt. Den plan, der i sin tid blev lagt af Claus Hjort Frederiksen og Anders Fogh Rasmussen, har nu endelig givet bagslag, da liberale kernevælgere har fået et nyt alternativ.
Liberal Alliance fandt således deres plads i det tomrum, som Venstre efterlod sig. Dette faktum har givet ideologiske problemer hele vejen ned igennem Venstres partiorganisation, da det over den seneste tid i Venstre har kunnet betale sig, at tale for en stor offentlig sektor og et voksende offentligt forbrug. På denne måde er Venstres fremtid – Venstres Ungdom – blevet arnested for populistiske ungdomspolitikere, der gennem de seneste 9 år, har lært at tale moderpartiet efter munden, for at opnå den eftertragtede taburet. Der sidder pt. en gruppe gamle VU-formænd i folketinget, som alle fik deres præmie for ikke at tale moderpartiet midt imod, mens tid var. Hermed har Venstres Ungdom mistet deres funktion, som liberal vagthund, for et flagrende moderparti. Man kunne håbe, at dette ville løse sig, såfremt selvsamme moderparti genoptog de gamle værdier.
Den anden fordel ved at erkende et snarligt regeringsskifte er de rige muligheder den siddende regering ville få, hvis man opgav magtjagten. Man ville få frie hænder, til at sætte sig et liberalt aftryk ved at gennemføre så mange borgerlige og liberale tiltag, som man kunne lokke Dansk Folkeparti til at stemme for. Du ville med denne strategi kunne nå at sætte så grundigt et aftryk, at en rød regering ikke ville have mulighed for at rulle alle ændringerne tilbage. Især ikke i en økonomisk svag periode, hvor politikerne ikke har nogen anelse om, hvor de skal finde pengene.
