Det er en kontroversiel overskrift, som ikke helt stemmer overens med sandheden. Men forholdsmæssigt synes den kommunale administration at komme lettere om ved fyringsrunder end andre enheder i kommunerne. Det kunne være en opgave for CEPOS at undersøge emnet videnskabeligt.
Kommunalpolitiker Søren Revsbæk, Venstre og Næstved, har på dknyt.dk’s netsted (http://www.dknyt.dk/wphorum/index.php?id=3630) rejst et overordentligt godt, relevant og yderst kildent spørgsmål. Spørgsmålet er netop relevant i en sparetid og må ikke bare afvises som kontroversielt, men ses som nødvendigt. Svaret er svært at give og rigtigheden af formodningerne svære at afdække.
Spørgsmålet lyder på, om politikerne i kommunerne bliver for meget venner med embedsmændene. Og at det er forklaringen på, at administrationen ofte går fri af besparelser, når andre velfærds- og serviceområder bliver ramt.
Jeg kunne sagtens forsvare administrativt ansatte og deres antal med baggrund i de tiltagende krav der er til administrativt ansatte i en mere og mere kompleks politisk-administrativ verden, der bliver stedse mere reguleringsintensiv, takket være reguleringsivrige politikere. Samtidig med at borgerne bliver mere og mere selvrefleksive og ublu krævende. Og jeg kunne beskylde politikerne for ikke at være politikere, men derimod som nogle dilettanter, der afstår fra deres opgave med at tegne nogle linier, som der kan administreres efter. En sådan kritik af politikerne er for generel og ikke konstruktiv og heller ikke korrekt.
Men hvorfor går administrativt ansatte stort set fri af fyringsrunder? Er der er et særligt slægtskab mellem politikere, der skal svinge sparekniven og administrativt ansatte? Er der en særlig forståelse for administrativt ansattes situation?
Jeg kan kun insinuere nogle svar, som kan være mere eller mindre rigtige og generelle.
Politikerne er orienteret om driften via administrativt ansatte og disses ledere. Politikere får deres input fra administrationen, der er politikerbetjenende. Administrationen leverer den politiske ammunition, forstået som at administrationen leverer de fornødne begrundelser og argumenter for politikernes handlinger og beslutninger. Både før og efter beslutninger er truffet og foranstaltninger sat iværk.
Administrationen forsvarer politiske beslutninger i den udstrækning, at administrationens evalueringsrapporter bakker op om en ført politik og truffet beslutning.
Politikerne modtager sparring fra administrativt ansatte, dvs. administrative ledere. Et afhængighedsforhold udvikles. Politikere og administration udvikler fælles sprog og virkelighedsopfattelse, hen af vejen. Det giver en indbyrdes forståelse og et slægtskab. Politikernes virkelighedsopfattelse stammer et stykke af vejen fra beskrivelser fra administrationen.
Politikerne er ikke i samme udstrækning som den befolkning de repræsenterer afhængige af kommunens borgertilbud indenfor børnepasning, vuggestuer, folkeskoler, SFO’er, hjemmehjælp mv. Besparelser her, får ikke direkte personlige og mærkbare konsekvenser for den halvgamle lokalpolitiker og føles ikke tæt på.
Politikerne ser travlt udseende administrativt ansatte i det daglige, idet politikerne har størstedelen af deres møder på Rådhuset og ikke ude på institutionerne. En fejl efter min mening. Politikerne hører de administrativt ansattes historier og opsnapper måske det krydspres administrativt ansatte udsættes for. Det kan give en særlig forståelse for administrativt ansattes vilkår. Og en opfattelse af, at der ikke kan spares i administrationen, da det vil gå direkte udover borgerbetjeningen og den politiske sparring.
Forklaringsmulighederne er legio. Og de er næppe alle lige gode og lidt stiliserede. Men debatten er givet fri og fremprovokeret.
Kommunalpolitiker Søren Revsbæk, Venstre og Næstved, har på dknyt.dk’s netsted (http://www.dknyt.dk/wphorum/index.php?id=3630) rejst et overordentligt godt, relevant og yderst kildent spørgsmål. Spørgsmålet er netop relevant i en sparetid og må ikke bare afvises som kontroversielt, men ses som nødvendigt. Svaret er svært at give og rigtigheden af formodningerne svære at afdække.
Spørgsmålet lyder på, om politikerne i kommunerne bliver for meget venner med embedsmændene. Og at det er forklaringen på, at administrationen ofte går fri af besparelser, når andre velfærds- og serviceområder bliver ramt.
Jeg kunne sagtens forsvare administrativt ansatte og deres antal med baggrund i de tiltagende krav der er til administrativt ansatte i en mere og mere kompleks politisk-administrativ verden, der bliver stedse mere reguleringsintensiv, takket være reguleringsivrige politikere. Samtidig med at borgerne bliver mere og mere selvrefleksive og ublu krævende. Og jeg kunne beskylde politikerne for ikke at være politikere, men derimod som nogle dilettanter, der afstår fra deres opgave med at tegne nogle linier, som der kan administreres efter. En sådan kritik af politikerne er for generel og ikke konstruktiv og heller ikke korrekt.
Men hvorfor går administrativt ansatte stort set fri af fyringsrunder? Er der er et særligt slægtskab mellem politikere, der skal svinge sparekniven og administrativt ansatte? Er der en særlig forståelse for administrativt ansattes situation?
Jeg kan kun insinuere nogle svar, som kan være mere eller mindre rigtige og generelle.
Politikerne er orienteret om driften via administrativt ansatte og disses ledere. Politikere får deres input fra administrationen, der er politikerbetjenende. Administrationen leverer den politiske ammunition, forstået som at administrationen leverer de fornødne begrundelser og argumenter for politikernes handlinger og beslutninger. Både før og efter beslutninger er truffet og foranstaltninger sat iværk.
Administrationen forsvarer politiske beslutninger i den udstrækning, at administrationens evalueringsrapporter bakker op om en ført politik og truffet beslutning.
Politikerne modtager sparring fra administrativt ansatte, dvs. administrative ledere. Et afhængighedsforhold udvikles. Politikere og administration udvikler fælles sprog og virkelighedsopfattelse, hen af vejen. Det giver en indbyrdes forståelse og et slægtskab. Politikernes virkelighedsopfattelse stammer et stykke af vejen fra beskrivelser fra administrationen.
Politikerne er ikke i samme udstrækning som den befolkning de repræsenterer afhængige af kommunens borgertilbud indenfor børnepasning, vuggestuer, folkeskoler, SFO’er, hjemmehjælp mv. Besparelser her, får ikke direkte personlige og mærkbare konsekvenser for den halvgamle lokalpolitiker og føles ikke tæt på.
Politikerne ser travlt udseende administrativt ansatte i det daglige, idet politikerne har størstedelen af deres møder på Rådhuset og ikke ude på institutionerne. En fejl efter min mening. Politikerne hører de administrativt ansattes historier og opsnapper måske det krydspres administrativt ansatte udsættes for. Det kan give en særlig forståelse for administrativt ansattes vilkår. Og en opfattelse af, at der ikke kan spares i administrationen, da det vil gå direkte udover borgerbetjeningen og den politiske sparring.
Forklaringsmulighederne er legio. Og de er næppe alle lige gode og lidt stiliserede. Men debatten er givet fri og fremprovokeret.
