Hvad har Tunesiens afsatte diktator, Ben Ali, Egyptens Hosni Mubarak, Elfensbenkystens tidligere præsident Laurent Gbago, Nicaraguas præsident Daniel Ortega og Helle Thorning til fælles? Jo, de og deres partier har været eller er fortsat medlemmer af Socialist International, sammenslutningen af verdens socialdemokratiske partier.
Ifølge sit ”etiske charter” er Socialist Internationals medlemmer forpligtiget til at ”respektere, forsvare og fremme frihed, retfærdighed, solidaritet og fred”.
Man skal vist være socialdemokrat, hvis man skal kunne forsvare, at Hosni Mubarak og hans parti, der blev optaget i Socialist International i slutningen af 1980erne under Villy Brandts formandsskab, på noget tidspunkt har levet op til disse værdier.
Ligeledes må man undre sig over at Tunesiens diktator, Ben Ali, og hans parti kunne være medlem af en organisation, der med egne ord er forpligtiget til frihed, retfærdighed, solidaritet og fred, når Tunesien i årevis blev fremhævet som et eksempel på det stik modsatte.
Eller hvordan forklarer man, at man først den 19. marts smed Elfenbenskystens tidligere præsident Laurent Gbago og hans parti ud af organisationen, når det siden november har stået klart for alle andre (inkl. FN), at Gbago’s opfattelse af begreberne fred,retfærdighed og demokrati ligeledes lader en del tilbage at ønske, for at sige det mildt.
Jeg ved godt det ikke er pænt af mig. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at den væsentligste grund til at de blev smidt ud snarere var fordi de var lidt for meget i medierne - på den ufede måde - end fordi de ikke levede op til Socialist Internationals etiske charter. Man kan vel ikke have været uvidende om at f.eks. Mubarak og hans partis udgave af socialdemokratisme hverken var særlig social eller demokratisk, da man optog dem i 80erne.
Mens Ben Ali, Mubarak og Gbago trods alt blev smidt på porten til sidst, så er Daniel Ortega og Sandinisterne fortsat medlemmer af Socialist International. Med tanke på de metoder de anvender for at beholde magten, kan det kun undre. Således stemte Sandinisterne i 2006 for et totalt forbud mod abort i enhver situation – også når kvindens liv er i fare. Ligeledes har man siden Ortega blev præsident i 2006 systematisk undergravet landets skrøblige demokrati. Det indebærer alt fra valgsvindel ved lokalvalgene i 2008 til i strid med Nicaraguas grundlov at sikre, at Daniel Ortega kan stille op ved det kommende præsidentvalg, som man nok skal sikre får det "rette" udfald.
Det kunne være interessant at få af vide, hvad der egentlig skal til for at blive forvist fra det fine, man fristes til at sige stuerene, selvskab i Socialist International. Noget kunne som nævnt tyde på at det ikke spiller den store rolle hvorvidt de nationale partier lever op til organisationens eget ”etiske charter”, så længe deres ugerninger ikke skaber overskrifter i verdens aviser eller vises på TV.
Jeg synes ærligt talt, at Helle Thorning Smith og socialdemokraterne skylder os en ordentlig forklaring på hvordan i alverden man i årtier har kunnet være medlem af en organisation der har accepteret og fortsat accepterer medlemmer med et mere end tvivlsomt forhold til grundlæggende værdier som frihed, fred og retfærdighed, og for hvem begreber som solidaritet og magtbegær synes at flyde sammen.
Jeg vil (naturligvis) ikke ligestille Helle Thorning med en Ben Ali eller en Hosni Mubarak. Den slags absurde sammenligninger af politiske modstandere overlader jeg gerne til venstrefløjen. Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over socialdemokratiets valg af venner. Og som bekendt siger vores valg af venner jo også en del om os selv.
Efterskrift:
Det bør måske lige medtages, at Daniel Ortega og Sandinisterne (naturligvis) støtter Gadaffi i Libyen. I lighed med sin nære allierede, Hugo Chavez, har Ortega fordømt NATOs støtte til de libyske oprørere i skarpe vendinger.
