LEDER: Nu hvor EU-systemet allerede har forbudt europæerne at købe glødepærer til deres hjem, fordi elsparepærer mindsker CO2-udslippet, må det snart være på tide at gå skridtet videre. Det berettes fra den anden side af det store hav, at amerikanerne har fået øjnene op for, at også meget små huse udgør en CO2-sparemulighed sammenlignet med almindelige huse.
Derovre er det selvfølgelig stadig frivilligt, om man så vil flytte i et minihus på f.eks. 12 kvadratmeter, men desto mere er det på sin plads, at EU så bliver foregangskontinent på området. Det skal simpelthen være forbudt at bebo mere end 12 kvadratmeter pr. person i hele EU.
Herefter skal turen komme til vores bilpark. Store biler udleder jo mere CO2 pr. tilbagelagt kilometer end små biler, så det er klart, at det fremover ikke kan tillades, at vi europæerne kører i tungere biler end en Fiat 500.
Fødevarerne må der også tages fat på, og her er kødet jo den store synder. Forbyd det!
Når vi har gennemført disse tiltag og mange flere, kan vi så ånde lettet op - og puste ud i en slange, der er forbundet med en CO2-opsamlingsanordning, som komprimerer luften, putter den ned i en dåse, støber dåsen i betonklods, og lader det hele blive sænket på havets bund.
Den dag vi har nået dette progressive mål, kan vi så sende en venlig tanke til EU, der påbegyndte processen med forbuddet mod glødepæren.