Politisk retorik er til tider på et niveau, som ellers kun er set i Halfdan Rasmussens berømte børnebøger - vrøvl fra ende til anden.
Toppen af fagbevægelsen og Enhedslisten bruger f.eks. 1. maj til at gentage krav om bedre vilkår for ledige og argumentet er, at de ledige ikke er skyld i krisen. Det lyder besnærende, men de undlader at tage stilling til for det første hvem der skal betale, og i hvilket omfang det er rimeligt, og for det andet om man overhovedet kan give nogen skylden for krisen.
Argumentationen er blot et af mange eksempler på hvordan politikere kaster et sprogligt røgslør ud over de egentlige problemer.
I samme kategori, men meget værre, er f.eks. den vedvarende snak om "gratisydelser" og "ufinansierede skattelettelser" - begge sproglige blomster, som ingen mening giver.
Der findes ikke andre gratisydelser end solen og den friske luft udenfor. Alle de ydelser der normalt markedsføres som gratisydelser er alt andet end gratis for dem som skal betale regningen - gratisydelser handler om indkomstoverførsler. Det handler om at nogen vil nyde efter et behov de stort set selv kan definere, mens andre skal yde efter en evne, som nyderne også meget gerne vil definerer.
På samme måde findes der ikke ufinansierede skattelettelser. Skatten er selve finansieringen, og skattelettelser betyder blot, at der er mindre til at finansiere ovennævnte gratisydelser. Når man lægger summer af skatsskatter, kommuneskatter, kirkeskatter, arbejdsmarkedsbidrag og moms sammen med den ugennemsigtige skov af afgifter, så har man billedet af et samfund, hvor vi snart allesammen bare kan oprette en fælles lønkonto, hvor alle indtægter går ind - og så kan vi allesammen bruge løs med det store fælles dankort.
Til en start ville der vise sig en positiv effekt, idet halvdelen af den offentlige sektor kunne nedlægges, nemlig alle dem som ikke bestiller andet end at administrere den store omfordelingsmaskine. Men glæden ville blive kort, for kontoen ville hurtigt gå i overtræk på grund af det forunderlige fænomen, at det kollektive behov for at nyde langt overstiger den kollektive evne til at yde.
Vi kommer ikke udenom at hvis samfundet skal fungere, så må der nødvendigvis være en kobling mellem evnen og viljen til at yde og muligheden for at nyde!
Ja, vi skal hjælpe dem der uforskyldt er blevet arbejdsløse, og på kort sigt skal vi måske endda hjælpe bedre end vi gør idag, men hjælpen skal bestå i at de hurtigst muligt hjælpes tilbage i arbejde, og incitamentet skal være klart og tydeligt. Hvis de ikke lige kan få den løn de tidligere har fået eller hvis job-muligheden ligger i den anden ende af landet, så er det bare sådan det er.
Og ja, vi skal også hjælpe dem der varigt er ude af stand til at arbejde, men igen skal vi gøre alt hvad der overhovedet står i vores magt for at flest mulige kommer tilbage - helt eller delvist - til en aktiv tilværelse. Hvis det betyder job, som ikke lige indeholder den intellektuelle udfordring, man har drømt om, eller hvis det betyder en anden arbejdstid eller en lavere løn, så er det bare sådan det er.
Der findes svage og udsatte i det danske samfund - og der findes såmænd også fattige - men når det kommer til stykket er de få. Problemet er at de få misbruges politisk, og bliver holdt op som gidsler for uholdbare politiske dagsordener.
Danmark er et godt samfund, og hvis vi sætter tæring efter næring, kan vi forhåbentlig blive ved med at være et godt samfund. God 1. maj.
