LEDER: 57 procent af bande- og rockerklubmedlemmerne i Danmark tjener ikke kun rigelige penge på kriminalitet. De modtager også subsidier til deres livsstil fra de danske skatteydere i form af en overførselsindkomst fra det offentlige.
Det store spørgsmål her er hvorfor. Ikke at det er svært at forstå, hvorfor de siger ja tak til ekstra penge, men hvorfor socialsystemet er sådan indrettet, at det deler penge ud til folk, der p.g.a. deres kriminelle karriere selvfølgelig ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. De har jo travlt med så meget andet i stedet.
Den naturlige reaktion på forbryderisk adfærd i et normalt samfund er, at de lovlydige ikke vil have noget med forbryderne at gøre. Den sociale udelukkelse er en nok så væsentlig del af straffen som den, der udmåles af retssystemet. Og den sociale inkludering er omvendt en del af belønningen til tidligere kriminelle, som er kommet på rette spor igen. 'Ok, du har lært din lektie? Jamen, så velkommen tilbage, du får en chance til' - det er faktisk normen de fleste steder i det civile samfund.
I Danmark sørger velfærdsstatens omfordeling for, at den sociale udelukkelse i det økonomiske liv ikke kan finde sted. Folk kan nægte at ansætte de kriminelle, men de kommer oftest til at betale for dem alligevel. Forbryderen behøver ikke at lade sig resocialisere for at få andel i det produktive samfunds værdiskabelse - han kan i stedet fortsætte sin uheldige løbebane i tillid til, at staten nok skal sørge for at hive pengene op af produktive menneskers lommer og sende dem videre til forbryderen.
De seneste 50 år er statens omfordeling til fordel for de kriminelle blevet mangedoblet i takt med velfærdsstatens opbygning. I de samme 50 år er mængden af forbrydelser også steget betragteligt. Der er en sammenhæng.
