LEDER: Der kan utvivlsomt spekuleres i mange forskellige forklaringer på, hvorfor indvandrere tre gange så ofte ender på førtidspension som indfødte danskere. Men én forklaring forekommer mere overbevisende end alle andre: En stor del af årsagen er utvivlsomt, at det bare er sværere at få indvandrere i job. Ikke fordi de egentlig fejler noget, ikke fordi hverken deres fysik eller psyke er uopretteligt skadet, men bare fordi de ikke taler dansk, ikke begår sig så godt på en arbejdsplads og ikke for alvor er motiverede til at befinde sig otte timer om dagen i et job, hvor de er omgivet af danskere, som de ikke føler sig kulturelt hjemhørende hos.
Og fordi det altså af disse grunde kræver en større arbejdsindsats af socialrådgiverne at få indvandrerne i arbejde, så prioriterer de i stedet at skaffe ledige danskere et job og giver så bare indvandrerne en førtidspension. Så er indvandrerne jo fjernet fra bunken med sager, og socialrådgiverne behøver ikke længere bruge tid på at beskæftige sig med dem.
Det kan man kritisere socialrådgiverne for, men først og fremmest skal ondets rod findes i et socialt system, som ikke motiverer indvandrerne til at gøre den nødvendige indsats for at kunne fungere på det danske arbejdsmarked. Hvorfor skal de lære at tale dansk, når en indkomst, der er meget højere end den, de havde i deres hjemland, kommer helt af sig selv fra de sociale kasser? Hvorfor skal de uden et økonomisk incitament tilbringe deres dagtimer sammen med danskere, de ikke føler sig på bølgelængde med, når de i stedet kan hygge sig i indvandrerklubben med deres landsmænd?
Man kunne have håbet, at skammen over at ligge sine omgivelser unødigt til last var motivation nok til at få sig et arbejde. Men velfærdsstatens historie viser, at sådan en indstilling til livet er mindre hos såvel indvandrere som danskere, end velfærdsstatens fædre forestillede sig, da de i 50'erne skitserede den danske model.
Kodeordene til en løsning er før som nu, at det for alle skal kunne betale sig at arbejde.
