LEDER: Folketingets åbningsdebat udviklede sig fra starten til at blive en pinagtig diskussion om tal, næsten fuldstændig blottet for politisk substans. Vil Socialdemokraterne hæve skatterne med 31,5 mia. kr. eller med 18 mia. kr.? Det var et af de spørgsmål, der optog mest tid.
På den ene side stod Venstre og de Konservative for hvem 18 eller 31,5 var af så stor vigtighed, at alle andre problemer i riget måtte vige. På den anden side havde vi Socialdemokraterne og SF, der - til trods for at man i deres eget finanslovsoplæg kan læse tallet 31,5 sort på hvidt - hævdede, at de kun vil forhøje skatten med 18 mia. kr.
For alle andre end politikerne selv og deres ungdomspolitiske hangarounds var det uendeligt svært at tage den diskussion alvorligt. Hvor blev de store principper af? Hvorfor fyldte diskussionen om løsningerne på de udfordringer, som dansk økonomi står over for, ikke mere?
Vækst og virkelyst bliver kvalt i Danmark under en offentlig sektor, der kræver så høje skatter, at mange danskere hellere vil holde fri end at arbejde, og som jager andre højproduktive borgere og virksomheder til udlandet, hvor skattetrykket er mere konkurrencedygtigt.
Imens dette finder sted, står landets folkevalgte og diskuterer regnskabsteknik, fordi de mener, at det er nemmere at gøre det begribeligt for vælgerne, at modparten er løgnagtig, end at forklare, hvorfor den socialdemokratiske velfærdsstat trænger til gevaldige reformer.
At Socialdemokraterne på den måde kører frihjul er kritisabelt, men forventeligt. At Venstre og de Konservative derimod udviser så lidt samfundsansvar er ærligt talt skuffende. Dem burde man kunne forvente mere af.
Heldigvis er borgerlige danskere begyndt at tage konsekvensen. Der er grund til at forvente, at endnu flere vil gøre det inden valget.
