Foghs første omvendelse: Fra kollektivisme til liberalisme
Hvem er den sande Anders Fogh? Er det ham som i bogen ”Fra socialstat til minimalstat” skriver at indbyggerne i den danske velfærdsstat er sjælløse slaver, eller er det ham der som Statsminister bekender sin kærlighed til den altomfavnende barnepigestat? Mente han sin kærlighed til velfærdsstaten eller så han sin regering som en trojansk hest der skulle nedbryde systemet indefra? Hvem er den sande Anders Fogh?
For at få svar på dette spørgsmål, fik jeg, i anledning af et foredrag om emnet, med hjælp fra vores lokale bibliotekar fremskaffet en pæn lille bunke avisartikler fra Foghs tid som ungdomspolitiker i 1970erne. Det var ganske overraskende læsning.
Det viser sig nemlig, at det oftest genkomne tema i Foghs taler og artikler i de sidste år i 70erne var den uretfærdige nationale og globale fordeling af verdens ressourcer og den deraf følgende nødvendighed af en statsdirigeret økonomisk nyordning. Det var langt fra tilfældigt at han i VU gik under tilnavnet ”Røde Anders”.
I sin fratrædelsestale som formand for venstres ungdom 1976 sagde Fogh f.eks:
[Det har altid været vores tanke] at de, der skaber værdierne, også skal have en retfærdig andel i dem. [Derfor er det vores politik] at fordele værdierne, så flere får ejendomsretten til deres arbejdsplads. […]Der fordres en helt fundamental omlægning af synet på ejendomsret, indflydelse og ansvar i erhvervslivet. […]Midlet er en samfundskontrakt. Alle grupper må forpligte sig til at sætte forbruget i forhold til indtjeningen. Administrationen af en sådan kontrakt forudsætter et snævert samarbejde mellem landets største partier. […]At der må gribes til utraditionelle midler understreges af den rapport om landets økonomiske situation, som Det økonomiske Råd behandlede i april. I rapporten ofrer formandskabet mange kræfter på at vise, hvorledes den økonomiske krise kan afhjælpes ved større forbrug og større produktion.
Vi må afvise denne politik. Den er kortsigtet, den er asocial.
De industrialiserede landes forbrug var i forvejen for højt. Det var rimeligt de gik ned. Dels er der grænser for, hvor længe jordens ressourcer kan strække til det store forbrug. Dels er det uretfærdigt over for de fattige lande, at vi udnytter deres råstoffer til vort vellevned.
Vi må fastholde, at økonomisk vækst den økonomiske krise er af strukturel karakter. Den skal løses, ikke ved større vækst, men ved at de industrialiserede lande tilpasser sig en alternativ vækst.
Her og en række andre steder siger den liberale Anders Fogh direkte, at der skal ske en fundamental omlægning af synet på ejendomsret. Dette skal ske gennem ”et snævret samarbejde mellem landets partier” og gennem en statsligt ledet udarbejdelse af en ”samfundskontrakt”. Han understreger tilmed, at vi er i en krise, og at denne er af strukturel karakter. Løsningen er derfor ikke vækst, men alternativ vækst og en mere ligelig fordeling af samfundets værdier.
Alt sammen ting som kræver, at staten træffer beslutninger og bestemmer.
Anders Fogh abonnerer 70erne igennem på holdningerne i den såkaldte Rom-klubs bog ”Grænser for vækst” fra 1972, der anbefaler en global planøkonomisk styring af verdens ressourcer. Økonomisk Demokrati(ØD) og samarbejde med socialdemokratiet om grundlæggende ændringer i økonomi og ejendomsret forbliver Foghs fremmeste tema i avisindlæg i årene der følger. Også efter hans indtræden i folketinget. Så sent som i 1979 skriver han en lang tidsskriftartikel i bladet ”Liberal”, som først og fremmest er inspireret af Romklubbens anden bog: ”Hvilke grænser for vækst?”.
Langt hen ad vejen er Foghs retorik helt identisk med den, som blev brugt af folk som Castro og Nyerere, og i Danmark af Niels I Meyer og Villy Sørensen i bogen ”Oprør fra Midten”. På overfladen en slags andelstanke hvor produktionsmidlerne styres lokalt. Men hvem er det lige , som skal sørge for, at ejendomsretten bliver taget fra de nuværende ejere og overdraget kollektiverne? Ja, det er naturligvis staten.
*
Man skulle nu umiddelbart tro, at Anders Fogh ville vedgå, at hans ideer om statens evner – og ret – til at skabe økonomisk retfærdighed gennem tvangskollektivisering hverken er særligt liberale eller særligt konservative.
Men her tager man fejl. Anders Foghs er, ifølge ham selv, blot en moderne og progressiv liberal Alt hvad han skriver, handler, mener han, om hvordan man kan øge det enkelte menneskes økonomiske og personlige frihed!
Det kan man blandt andet konstatere i en kronik i Vejle Amts Folkeblad 5. september 1979. I øvrigt kort tid efter han og venstre, i samarbejde med socialdemokratiet, havde indført efterlønnen og derved taget endnu et kæmpeskridt i retning af en nationalisering af danskernes privatøkonomi.
Under overskriften ”Liberal ØD-ordning til bevarelse af vort frie samfund”, skriver han, at han ønsker et samarbejde med socialdemokratiet om Økonomisk demokrati:
Den bedste garanti mod ufrihed og undertrykkelse er en decentraliseret personlig ejendomsret. Hvis Danmark skal overleve som et frit samfund, må vi stoppe den tiltagende koncentration af privat ejendomsret på færre og færre hænder.
Artiklens målgruppe er tydeligvis borgerlige vælgere, som finder det mærkeligt, at Fogh har taget den socialdemokratiske mærkesag, ØD, til sig.
Fogh forsvarer sig her ganske subtilt med, at han ønsker at bruge statsmagtens tvangsmæssige omfordeling af værdierne til at forøge friheden for den enkelte! Socialisterne skal, ved at Fogh overtager deres slagord, indvilge i at bekæmpe socialismen.
Foghs mest trofaste medkæmper i disse år er Peter Brixtofte og han udtrykker klart deres fælles holdning i en artikel fra 1979:
De arbejdsgivere og politikere, der tror, at Danmark undgår ØD ved blot at sige nej, år efter år, tager grundigt fejl. Arbejdsgiverne er de sikre tabere i en langsigtet tvekamp med LO, hvis de ikke skifter taktik og går i offensiven.
Det er ganske betegnende, at Fogh bruger ordet ØD positivt, mens Brixtofte bruger det negativt. Men deres mål er nøjagtig det samme.
Fogh mener altså, at han ved hjælp af statsregulering kan øge den personlige frihed. Han går ind på socialisternes præmisser, overtager deres kernebegreber og slagord for derefter at dekonstruere dem og … vupti: så betyder ordene angiveligt det modsatte end før.
*
Medens Fogh var travlt optaget af at omfavne de socialistiske slagord skete der først i firserne imidlertid det, at den politiske mode pludselig skiftede. Ikke på grund af Anders Fogh eller noget, der skete i Danmark, men især på grund af nogle meget indflydelsesrige amerikanske økonomer og tænkere: Økonomerne og frihedstænkerne Hayek og Friedmann, nationalbankchef Paul Volker og ikke mindst præsident Ronald Reagan.
Nu ønskede Fogh ikke længere at være en muldvarp i velfærdsstaten eller en trojansk hest i det socialdemokratiske Troja. Han ville nu kæmpe med åben pande.
Ligesom republikanerne i USA siden Roosevelt, havde de danske liberale og konservative partier siden 30erne solgt sig på at være socialdemokrater minus 10 procent. Men nu havde Reagan og Thatcher vundet valg på at ville rulle socialstaten og den kooperative samfundsmodel tilbage. Det blev i stigende grad tilsyneladende også Anders Foghs overbevisning, at man kunne vinde vælgerne ved at ville noget helt andet end den socialdemokratiske velfærdsstat: Ved at ville frihed.
Det førte for Fogh til bogen fra 1993: ”Fra Socialstat til Minimalstat.”
Bogen er først og fremmest en gedigen introduktion til Ludvig von Mises, Hayeks og Reagans argumenter for, at hvis man først giver staten generelle fordelingsmæssige eller omsorgsmæssige beføjelser, så vil det med indre nødvendigvis i sidste ende føre til en totalitær stat. Der findes altså i længden ikke nogen tredje vej mellem socialisme og frihed. Den socialdemokratiske velfærdsstat er blot en langdommere og mere umærkelig vej til et totalitært flertalstyranni, mente Fogh nu.
Har du først sagt ja til statens hjælp til operationen, så ender det uvægerligt med, at staten vil styre din sundhed og hele adfærd og til sidst helst vil have dine børn i tvungen holdningsbearbejdende heldagsskole, bestemme hvad du skal se i fjernsynet, hvad der skal være i dine børns madpakker osv. Og viljen til at modsige staten bliver stadig mindre, da ingen hund bider den hånd som fodrer den.
Hayeks mest kendte bog hedder ”Vejen til trældom”. Den findes i dansk oversættelse, og Fogh bruger næsten samme ord som Hayek. Han tager ganske enkelt udgangspunkt i, at Danmark er et totalitært tyranni, og at danskerne er livegne. Da Fogh skrev bogen fik 2,6 ud af de 4 millioner vælgere løn eller bistand af statskassen(nu er der 3 ud af 4!), og enhver dansk lønmodtager afleverede 7 måneders løn til staten og beholdt selv de fem. Bogens hovedanliggende er imidlertid ikke økonomisk eller snævert politisk, men etisk. Fogh argumenterer ikke for velstand, men for frihed. Han mener nu tilmed, at friheden og det europæiske menneskesyn hænger uløseligt sammen med folkets gudstro, og at den ”totalitære velfærdsstat” er vokset ud af en grundlæggende etisk relativisme, hvor den eneste faste størrelse er viljen til magt over andre.
Ligesom Reagan argumenterer Fogh nu for, at kristendom, frihed, kapitalisme og retsstat historisk set er uløseligt forbundne. De er opstået sammen og vil forsvinde sammen. Kampen for økonomisk frihed må derfor føres parallelt med en kulturkamp for de europæisk/kristne værdier. Som Reagan formulerede det:
Freedom prospers when religion is vibrant and the rule of law under God is acknowledged.[…] . If we ever forget that we're one nation under God, then we will be a nation gone under.
Ja, i 1993 er Fogh helt klar i mælet og overbevist om, at velfærdsstaten er en totalitær frugt af den etiske og religiøse relativisme. Der finder ikke nogen tredje vej mellem frihed og socialisme.
Men 5 år senere omfavner han velfærdsstaten. Ligesom han blev omvendt til den konservativt/liberale frihedstænkning omkring 1982, således blev han tilsyneladende omvendt til ”barnepigestaten” kort efter det tabte valg i 1998. Hvordan kunne det ske?
Foghs anden omvendelse: Fra liberalisme til barnepigestat
Ligesom Fogh omkring 1980 forvandlede sig fra ”røde Anders” til den amerikanske forening af superliberalisme og kristen nationalkonservatisme, således transformerede han sig, efter af have overtaget partilederposten i 1998, om til ”barnepigestatens” fremmeste forsvarer. Han førte i 2001 valgkamp på at han bedre end socialdemokraterne ville kunne sikre den offentlige sektors fortsatte vækst, dvs. sikre at stadig større dele af danskernes liv bliver administreret gennem offentlige kasser. Analysen var, at når to trediedele af danskerne får deres løn eller overførselsindkomst af staten, så kan man kun vinde valg ved at love endnu mere stat.
Som Anders Fogh skrev i 1993:
Der er tre forklaringer på, at Danmark har udviklet sig til et samfund af livegne. For det første er der sket en socialisering af borgerne, hvor et flertal af vælgerne er gjort privatøkonomisk afhængige af statskassen. For det andet har staten organiseret en folkeopdragelse, der har haft til hensigt at stimulere slavesindet på frihedsmentalitetens bekostning. For det tredje har en særlig vulgærgrundtvigianisme udviklet en kollektivistisk tankegang i hele samfundet. […...] I stedet for at nationalisere virksomhederne valgte de at socialisere vælgerne. De udviklede en socialstat efter følgende mønster: Skatterne blev sat i vejret for at finansiere flere og bedre tilbud om offentlige institutioner, behandlere og tilskudsordninger. I kraft af de højere skatter faldt danskernes private opsparing med den konsekvens, at familierne ikke længere selv havde penge til at klare f.eks. alderdom, sygdom, arbejdsløshed, børnepasning. Følgelig måtte borgerne efterspørge offentlige ydelser til at klare det, de ikke længere kunne magte privat. Herefter satte staten skatterne endnu mere op for at efterkomme det øgede pres på offentlige ydelser. De stigende skatter udmarvede yderligere den private sektors muligheder for selv at klare opgaverne. Og sådan fortsatte socialstaten sit vokseværk.
Vi er i dag så vidt, at omkring to tredjedele af vælgerne har deres privatøkonomi totalt deponeret i statskassen. […]
Ved at socialisere vælgerne har socialstatens bagmænd sikret sig, at succeskriteriet for regeringer bliver evnen til at forsvare det offentlige system mod nedskæringer eller endda evnen til at udvide den offentlige sektor og dens ydelser. De politikere, som vil give borgerne større frihed til selv at løse opgaverne ved at reducere den offentlige sektor og sænke skatterne, løber derimod en stor risiko for at blive hængt ud som asociale. […….]
Socialstaten besegler endeligt det ufrie menneskes skæbne. Socialstaten har frembragt mennesker uden mod, mennesker med materielt begær, men uden vilje til at værne om sin egen værdighed som menneske.
Det sidste menneske er nok dygtigt til at tilfredsstille en masse materielle småbehov, men føler intet behov for at få anerkendt sin værdi som menneske. Det er et væsen uden stræben efter højere mål og værdier. Socialstatens slavemenneske ligger lydigt som en hund i sin kurv og luner sig foran kaminilden. Er slet ikke menneske mere!
Det nærliggende spørgsmål er nu: Er Foghs omvendelse i 1998 blot en gentagelse af hans øvelse i halvfjerdserne? Gjorde han det samme med velfærdsstaten, som han angiveligt gjorde med Anker Jørgensens ØD? Tog han velfærdsstaten fra Nyrup og gjorde den til sit hjertebarn med det subtile formål at dekonstruere den og gøre den til frihedens og den personlige ansvarligheds redskab? Så han sig selv som en trojansk hest som indefra først skulle dekonstruere og siden destruere velfærdsstaten?
Umiddelbart er svaret ja. Efter at Reagans og Thatchers taktik med at sælge den rene vareslog fejl i Danmark, vendte Fogh tilbage til sin og Brixtoftes argumentation fra 1970erne. Nu skulle man som en trojansk hest ind i socialstaten og redefinere den, så borgerne i det mindste kunne få en smule af deres selvbestemmelsesret tilbage.
Taktikken lykkedes for så vidt, som han kom til magten, men lykkedes den også for så vidt, som det kan siges, at socialstaten på en eller anden måde er blevet dekonstrueret og brugt til, i det mindste marginalt, at forøge friheden og ansvaret i stedet for det modsatte? Er Anders Fogh med andre ord en succes eller en fiasko som politiker, når man måler ham ud fra det mål han selv havde defineret?
Når han i begyndelsen af sin statsministerperiode blev spurgt hvor i regeringen politik man skulle søge det liberale projekt når nu staten fortsat voksede uhæmmet, så svarede Fogh, at man måtte begynde med en kultur- og værdikamp. Ligesom i Afghanistan måtte man først vinde befolkningen ”hearts and minds”. De livegne skulle først genvinde lysten til frihed.
Som Fogh selv havde formuleret det allerede før magtovertagelsen:
Egentlig er der brug for en kulturkamp [….] Vi skal helt fra starten gøre op med de kollektivistiske normer, vi så at sige får ind med modermælken.
Og senere i nytårstalen om ’Smagsdommerne’ i 2002:
Vi skal gøre op med stive systemer, umyndiggørelse og ensretning. Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge.
Med små skridt ville Fogh og regeringen angiveligt mindske statens symbolske plads i den enkelte borgers liv og sætte grænser for politik. Og så måske satse på, at befolkningen derved af sig selv begyndte at få sit mod tilbage og kræve mere frihed. Succeskriteriet må derfor være om statens magt over borgernes liv er blevet mindre fra 2001 til 2010?
Jeg skal ikke her gennemgå alle tallene. Det er velkendt, at vi under Foghs regeringstid har nået nogle verdensrekorder som ikke engang Nyrup kunne bryste sig af. Vi har slået Sverige og har opnået verdens højeste skattetryk og verdens største offentlige sektor. Det er ikke længere to tredjedele, men tre fjerdedele af vælgerne som nu får deres løn eller overførselsindkomst fra staten! Allermest sigende er dog det årlige antal af statslige bekendtgørelser hvormed borgernes liv reguleres:
I 1960, hvor vi på mange måder allerede levede i et gennemreguleret samfund, udgik der årligt 24 bekendtgørelser, under Schlüter var tallet steget til 522, under Nyrup til 878 og under Fogh til 1141! Om året!
Lovmaskinen, der regulerer vores hverdag, arbejder altså fem tusind procent hurtigere i dag end i 1960. I halvtredserne produceredes der i alt ca. 200 bekendtgørelser, fra 2000 til 2010 over 10.000! Og vi levede jo ikke ligefrem i et anarki i 1950erne.
Der kan ganske enkelt ikke nævnes et eneste eksempel på, at vores samfund ikke er blevet endnu mere statsstyret, end det var før Fogh kom til magten.
Punkt for punkt er grænsen for politik blev endnu mere udvisket og den autonome privatsfære endnu mindre. I terrorlovgivningens navn er selv privatlivets ukrænkelighed, brevhemmeligheden og ytringsfriheden skridt for skridt blevet indskrænket.
Det blev tilmed regeringen Fogh, der introducerede ”det præventive samfund”. Tidligere havde Fogh fremholdt det som et skræmmebillede, at når staten overtager behandlingen af de syge, så vil den før eller senere også tiltage sig magten til præventivt at bestemme over, hvordan vi lever forud for sygdommen. Alligevel blev det Fogh som lancerede planen fra den såkaldte ”forebyggelseskommission”. Planen går ud på, at staten skal sørge for, at vi hver især lever på en måde, som i gennemsnit får os til at dø tre år senere end vi ellers ville have gjort. Når dét er staten opgave, så findes der ganske enkelt ikke længere grænser for politik. Så er der intet aspekt af borgernes liv som ikke er åbent for socialisering.
Der er så formentlig nogle som så vil sige, at regeringen Fogh om ikke andet så i det mindste mindskede den muslimske masseindvandring til Danmark og at netop dét er en afgørende forudsætning for at det overhovedet er muligt i fremtiden at sikre en samfund med udbredt individuel frihed. Al historisk erfaring fortæller jo at frihed kun findes i fast afgrænsede kristne samfund med nogenlunde homogene befolkninger.
Sagen er blot, at skærpelsen af indvandringspolitikpolitikken siden 2001 ikke er sket på grund af Fogh men på trods af ham. For det første var det slet ikke Foghs plan at indgå i et snævert samarbejde med Dansk folkeparti. Forud for valget i 2001 var det Foghs og venstreledelsens intention at danne en firkløverregering med CD og KF og i den forbindelse bruge CDs ultimatum som begrundelse for ikke at kunne stramme udlændingeloven. Fordelen ved valgresultatet og tvangsægteskabet med DF var for Fogh, at det gjorde det muligt at føre kontraktpolitik, hvad en firkløverregering ikke havde kunnet. Derudover var det tætte samarbejde med Dansk Folkeparti et nødvendigt onde, som han blot håndterede særdeles dygtigt. Dels ved udlændingepolitikken og dels ved at sende nogle i realiteten aldeles uforpligtende værdipolitiske signaler om kulturkamp osv.
For det andet – og vigtigst – har Fogh fra begyndelsen sagt til alle, der gad høre, at han er imod de danske forbehold i EU og uden undtagelse ønsker dem helt afskaffet. Hvilket jo ville betyde, at enhver mulighed for at føre en mere restriktiv politik end andre lande definitivt ville ophøre. Det er, hvad Fogh udtrykkeligt ønsker og med Metock-dommen er Danmarks mulighed for selv at styre antallet og beskaffenheden af indvandrende borgere som bekendt reelt suspenderet. Enhver stramning vil blot betyde at endnu flere må tage omvejen over Malmø. Derfor er også den nye stramning af reglerne for familiesammenføring alene symbolpolitik.
I stedet bruges den religiøse og kulturelle opsplitning af Danmark så som endnu en undskyldning for at indskrænke borgernes frihed. Staten skal nu bestemme hvem der må bo i visse kvarterer, politiet får hver måned nye beføjelser til at overvåge og tilbageholde borgere, de sociale myndigheder får stadig større mulighed for tvangsindgreb, pensionister må ikke tage på længere rejser uden at indberette til socialvæsenet osv.
Det nyeste er at offentlige myndigheder nu får magt til at tvangsudskrive 3-årige børn til børnehave, hvis man skønner det gavnligt for deres udvikling! Ikke engang fortidens fæstebønder skulle finde sig i den slags indgreb i deres private dispositioner. Nu forbyder staten forældre at passe deres egne børn!
Her kunne jeg så fortsætte med det ene eksempel efter det andet på, at der ingen anden politisk linje har været i Foghs og den borgerlige regerings politik siden 2001 end viljen til magt. Det lykkedes at få hesten ind i Troja, men da Fogh og hans krigere sprang ud, så viste de sig at være fuldblods trojanere som med al magt forsvarede den by de havde sværget at dekonstruere. Fogh er formentlig er ægte barn af 1968, dvs. i realiteten en ganske almindelig intelligent relativist hvis eneste plan tilsyneladende har været viljen til magt.
Den eneste virkelige forskel på Nyrups regeringstid og så Foghs og Løkkes er at der ikke længere findes nogen reel opposition til barnepigestaten.
Men sådan må det vel nødvendigvis være når 3 af de fire millioner stemmeberettigede får deres løn eller deres overførselsindkomst af statens hånd. For hvem bider den hånd der fodrer? Det sker først når foderet ikke længere kommer i rigelige mængder.
