Af Jesper Veiby
Selvfølgelig er der fattige i Danmark, i betydningen nogen som har meget lidt materielt, eller som evt. er ramt akut af økonomiske problemer og af den grund mangler til det nødvendige. Selvom vi har det bedre end i Sudan og Nordkorea, så har der altid og vil altid være fattige.
Derimod er der grund til at kritisere den tilgang til fattigdom, som ofte fremføres i debatten. Alt er næppe sagt hermed, men nogle vigtige punkter kan der trods alt peges på.
1.
Den for tiden gængse og politisk korrekte løsning er at sætte fattigdom på formel. Det økonomiske Råd definerer fattigdom som det at have en indkomst på under halvdelen af medianindkomsten (eller med lægmands termer noget der groft ligner halvdelen af gennemsnittet i befolkningen). EU synes at foretrække en grænse på 60%, hvilket i sagens natur giver et højere tal for antallet af fattige. For lidt baggrundsviden, se eventuelt her.
Andre modeller forekommer, f.eks. at betragte fattigdom som at have en købekraft svarende til under en dollar om dagen. (Se evt. Wikipedia her). Men lad os for argumentets skyld holde os til førnævnte.
Traditionelt handler fattigdom om nød. Og de allerfleste liberale teoretikere forventer, at fattigdom i et vist omfang kan og skal afhjælpes eller afbødes via privat hjælp til mennesker i nød. Hvis nogen ærligt kan sige, "jeg har ikke penge til mad" eller "jeg har ikke penge til at købe vintertøj til børnene", så viser det, at de er i nød, og det er kun menneskeligt at være villig til at hjælpe, så godt man kan.
Hvis nogen derimod siger til mig, "min indkomst er kun 48% af befolkningens medianindkomst", så er det fristende at svare med et "nå". Formuleringen efterlader mig helt kold, som utvivlsomt mange andre, og der er intet af den følelsesmæssige appel, som ellers ligger i fattigdomsbegrebet. Det er da muligt, at vedkommende er i nød, men formuleringen afslører det ikke.
Det er her, som om repræsentanter for "godhedsindustrien" vil have mig til at føle en moralsk forpligtelse på basis af nogle statistiske tal, som ikke siger det mindste. Som om jeg burde være indigneret over, at nogen i det her land har en indkomst på under halvdelen af medianen, hvad det så end indebærer.
Allerede her har man indført den første elastik i ligningen. Fremfor at beskæftige sig med dem, som er i nød, gøres gruppen med et pennestrøg større, uden at der sker nogen efterprøvelse af, hvad en sådan grænse indebærer. Og så har vi tilmed ikke diskuteret en lang række følgespørgsmål, a al om man skal måle indkomst eller indkomst efter faste udgifter, hvad der i givet fald er faste udgifter, hvad man gør med en evt. opsparing, og hvad man gør, hvis vedkommende (delvist) forsørges af andre.
2.
Hvis man i stedet ser på nogle af de andre påstande, som ofte fremføres i debatten, så falder nogle af dem i øjnene. Det er f.eks. ikke sjældent, at man hører om mennesker, der "ikke har råd" til en flæskesteg til jul, eller "ikke har råd" til tøj, og jeg har med al respekt svært ved at tage det for gode varer.
Der er indlysende ting, som man ikke har råd til. Jeg har f.eks. ikke råd til en Rolls Royce. Det er indiskutabelt, og det handler ikke kun om, at jeg skal prioritere lidt anderledes. Men ikke at have råd til en flæskesteg? Skal man virkelig tro på, at nogens budget er så stramt, at man ikke kan lægge 20-30 kr. til side hver måned for i december at bruge lidt ekstra til julemiddagen. Eller hvis opsparingen i løbet af året er gået til uforudsete udgifter, at man så ikke kan spise havregrød i første uge af december for at lægge lidt penge til side til julemiddagen?
Selvfølgelig er der nogen, som har et meget lille rådighedsbeløb, men vendingen "har ikke råd" er endnu en elastik, som bruges i flæng, også om tilfælde, hvor man jo nøgternt set har råd, hvis man prioriterer lidt anderledes.
I gruppen af mennesker, som "ikke har råd", er der givetvis nogle, som er i reel nød. Absolut. Men jeg formoder også, at mindst 70-80% kunne finde nogle penge, hvis de omprioriterede lidt. Har man kabel-tv? Så nøjes man selvfølgelig med den billigste pakke og henter mange hundrede kroner på årsbasis. Skal man have nyt tøj? Så tjekker man byens genbrugsbutikker, hvor man ofte kan finde brugbart tøj til fornuftige penge. Er man fattig, hvis man kun har råd til genbrugstøj? Måske nok. Men man har vel trods alt råd til tøj? Der er ingen grund til at sætte troværdigheden over styr ved at hævde ting, som faktuelt er forkerte.
Og så er der de mere penible tilfælde, hvor man "ikke har råd" til julemad, men hvor man har råd til at ryge for flere hundrede kroner om måneden. Jeg er såmænd ligeglad med, om man ryger, drikker eller spiller, men hvis det gør, at man ikke har råd til mad og tøj til sine børn, så bør en tvangsfjernelse komme på tale fremfor offentlig hjælp, for her er der ikke tale om reel nød, men om grov ansvarsforflygtigelse.
Da jeg var barn, havde mine forældre ikke så meget at gøre med. Bortset fra en lejlighedsvis endagstur til Tyskland eller Sverige var vi ikke på udlandsferie én eneste gang i min barndom. Vi holdt jul og fik gaver, men der var ikke råd til ekstravagante af slagsen. Var vi fatttige? Det vil nogle måske sige, men som jeg ser det, tog mine forældre ansvar for deres eget liv og forsørgede sig selv, og familien har ikke lidt varig skade af den grund. Og det er min ærlige og faste overbevisning, at folk i tilsvarende situation ikke skal have offentlig hjælp. Det er ikke en menneskeret at tage på ferie, og have fladskærms-tv, bil eller Playstation...
3.
Det hænder også, at folk blot erfarer følgerne af deres egne valg. F.eks. er det indlysende, at ens disponible indkomst falder, hvis man betaler af på et forbrugslån, man tidligere har taget for at anskaffe sig dette eller hint. Og hvis man har sat børn i verden, så man færre penge til sig selv, når man har betalt børnepenge til eks'en.
Men omvendt er det ikke indlysende, hvorfor andre skal bære byrden.
Selvsagt er der en gruppe af reelt fattige,som uden egen skyld er kastet ud i et økonomisk morads. En uventet fyring, et firma der går konkurs, en uventet skilsmisse osv. Men almindeligvis får man trods alt ikke børn uden en vis aktivitet fra egen side og en vis kalkuleret risiko, som man selv må betale prisen for. Og der er næppe heller nogen, som kan være uvidende om, at lån skal tilbagebetales. Som udgangspunkt er det sidste slet ikke reel fattigdom, men alene et spørgsmål om likviditetsforskydninger over et livsforløb.
Ligeledes skyldes relativ fattigdom ofte en række faktorer, hvor både en manglende uddannelse, økonomisk uforsigtighed, dårlige forbrugsvaner og til og med alkohol- og stofmisbrug kan spille ind. Men hvis staten pr. automatik beskytter den enkelte mod konsekvenserne af sine egne valg. så læres der intet. Hvis den opvoksende generation kan se, at det går dem godt, som arbejder hårdt og lever ansvarligt, så sender det et signal. Hvis man i stedet vokser op og kan se, at der altid er en sagsbehandler eller en politiker, som er klar til at løse sagen for en, hvis det skulle gå galt, så sender det et helt andet signal. Og spørgsmålet er, om ikke prisen for nogle velfærdsydelser er for høj og koster alt for meget i sidste ende, når de indirekte konsekvenser indregnes?
4.
Endelig er der det glædelige faktum, at fattigdom for det meste er tidsbegrænset. Vi kan vel alle pege på perioder, hvor vi ikke har haft så mange penge i hånden. Den (udeboende) studerende er jo f.eks. fattig ifølge alle de gængse modeller, men har måske en udmærket livsindkomst. Skal han eller hun stigmatiseres som fattig og have fattighjælp? Den akut arbejdsløse har naturligvis en lav indkomst, og i særdeleshed i den eventuelle karantæneperiode. Det samme gælder her. Folkepensionisten er måske også fattig, men har måske i de forløbne år har perioder med en god indkomst. Er man berettiget til akut hjælp her, eller har man selv haft ansvaret for at spare op i gode tider?
Det økonomiske Råd mener, at i 2004 var der således "kun" ca. 15.000 mennesker, som havde været fattige i mere end 10 år. Det er trods alt lidt mindre, end man kunne tro, i betragtning af hvordan debatten om fattigdom fylder i medierne, endsige påstandene om hvordan fattigdommen er steget under den borgerlige regering fra 2001-2011.
Iblandt den omtalte gruppe af kronisk fattige er der givetvis en del, som f.eks. er handicappede eller af anden grund uforskyldt er ramt af skæbnen, og som sagtens kan være berettiget til et niveau af hjælp og velfærdsydelser. Men det må også stå klart, at hvis man skal have en seriøs debat om fattigdom, så må debatten først renses for et par af de sproglige vildskud, der har sneget sig ind, såvel som den sterile fokus på fattigdomsgrænser, der mudrer tingene til og afleder opmærksomheden fra den reelle (men sjældnere) rigtige nød.
---
