Der var engang, for længe, længe siden i et kongerige, langt herfra, et folketingsmedlem der hed Jesper Langballe. Jesper var kendt for, udover sit sjove efternavn, sine rabiate udtalelser og til tider åbenlyse had til folk med en anden farve hud end hans egen. På mange måder var Jesper nok lidt en landsbytosse, men folk tolererede ham, fordi en masse folk havde stemt på ham og den slags var en meget vigtig sag i kongeriget.
Men pludselig en dag kom Jesper i karambolage med loven, en meget gammel én af slagsen – næsten så gammel som Jesper selv. Heldigvis var Jesper beskyttet fordi han var folketingsmedlem og folketingsmedlemmer er nogle helt specielle mennesker, der må sige hvad som helst, det er nemlig deres job. Men så skete der noget forfærdeligt. Det blev nemlig besluttet at Jesper ikke længere skulle beskyttes og han fik frataget sin immunitet af de andre folketingsmedlemmer, der nok var lidt smålige. Jesper var hverken en ridder og de andre folketingsmedlemmer er ikke den onde heks i det her eventyr. Nej, skurken i det her eventyr er nemlig den paragraf Jesper blev anklaget for at have forbrudt sig imod.
Forstår i, i det her kongerige, var det ofte love der var skurkene. Lovgiverne var ikke onde, men snarere skurkenes dumme hjælpere – I ved dem der aldrig rigtig forstår at de har gjort noget forkert før slutningen af eventyret. Men ethvert eventyr har også en helt – sådan er det også i det her eventyr; Helten i det her eventyr hedder Ytringsfrihed. Ytringsfrihed blev født i Frankrig engang for meget længe siden. Men selvom han måske var lidt gammel, gjorde det ikke så meget, for han var ret stærk og uknækkelig. På trods af det, havde Ytringsfrihed det lidt som Superman. Der var nogle ting Ytringsfrihed ikke kunne tåle, ligesom Superman har det med kryptonit. For Ytringsfrihed kunne ikke tåle paragraffer. Særligt to paragraffer var virkelig slemme og kunne gøre Ytringsfrihed meget, meget syg. De hed §266b og §140, men det er nogle lidt svære navne, så i stedet kalder vi dem racismeparagraffen og blasfemiparagraffen.
Men tilbage til Jesper. Som før nævnt var Jesper nok lidt af en landsbytosse. Hver gang Jesper sagde nogle grimme ting om andre mennesker, rystede de fleste bare lidt på hovedet af ham når de gik forbi ham nede ved gadekæret. Jespers venner var måske også lidt mavesure at høre på – men man måtte sige hvad man ville, mente Ytringsfrihed. Han var nemlig en ret storsindet helt, som helte jo ofte er.
Men så blandede paragrafferne sig. Der var en farlig kamp, men til sidst smed de Jesper i fangekælderen. Her sad Jesper dag ud og dag ind i mange år. Ja, de fleste fik nærmest lidt ondt af ham, selvom han nogle gange sagde nogen tossede ting. I starten råbte Jesper ud gennem tremmerne, men som tiden gik, blev han mere og mere stille.
Da Jesper kom ud igen, sagde han ikke længere noget. Han stod ikke længere nede ved gadekæret og råbte om dommedag og profeter. I stedet begyndte ham og hans venner at mødes hemmeligt. De snakkede om de samme ting som før, ved gadekæret, men fordi ingen måtte høre dem og der derfor ikke var nogen der gik forbi og rystede på hovedet, blev Jesper og hans venner mere og mere sikre på at de faktisk havde ret i, at nogen mennesker var bedre end andre.
Ja, for det her er nemlig ikke et eventyr der ender lykkeligt. Jesper gik fra at være en landsbytosse til en farlig leder af en racistisk undergrundsbevægelse. Jeg vil ikke fortælle slutningen, for den er simpelthen for sørgelig. Heldigvis skete det heller ikke i virkeligheden – endnu i hvert fald. Men hvad kan vi så lære af sådan et eventyr. Jo, at selvom love er gamle og støvede, kan de stadig være enormt farlige. Og hvis vores helt, Ytringsfrihed, ligger lammet og glemt i en baggård et sted når det går galt – er skaden jo allerede sket.
I har sikkert hørt det før og tror at alle os, der er bange for de to paragraffer bare råber ”ulven kommer” fordi vi synes det er sjovt at se jer rynke på næsen. Men sandheden er, som det også er i eventyrene, at der altid kommer en ulv når man mindst venter det. Og så er det vigtigt ikke at gøre tingene værre end de allerede er.
Selvfølgelig sender det et godt signal, at have en racismeparagraf. Men at have love, udelukkende fordi de sender gode signaler, er en hån mod ytringsfriheden. Vi sætter os selv i bås med lande som Nordkorea, Kina og Rusland – hvor meninger ikke kan brydes frit og staten gør sig til smagsdommer eller tankepoliti for at beslutte hvad der er rigtige og forkerte tanker. Det kan godt være mit eventyr ikke kommer til at ske i virkeligheden, men historien viser også virkelige eventyr med slutninger som nogle voksne og da slet ikke børn ville kunne tåle at høre slutningen på.
Hvis man ikke har tillid til, at alle kan sige hvad de vil, om det så er om Gud eller andre mennesker, så er det fordi man ikke har tillid til demokratiet og sine medmennesker. Som eventyret fortæller, modererede folkestemningen Jespers udtalelser og fik ham til at tænke over, om det han mon mente var rigtigt. Derfor får Ytringsfriheden helterollen i eventyret, fordi den sikrer, at alt bliver vendt og drejet i det åbne. At tvinge folk til at gemme sig i DNSBs lurvede kældre eller lydisolerede garager, er det samme som at tigge efter en skurk.
Eventyret er selvfølgelig udtryk for en grov karakterisering og overdrivelse, der siges ude i byen, at fremme forståelsen.
Men pludselig en dag kom Jesper i karambolage med loven, en meget gammel én af slagsen – næsten så gammel som Jesper selv. Heldigvis var Jesper beskyttet fordi han var folketingsmedlem og folketingsmedlemmer er nogle helt specielle mennesker, der må sige hvad som helst, det er nemlig deres job. Men så skete der noget forfærdeligt. Det blev nemlig besluttet at Jesper ikke længere skulle beskyttes og han fik frataget sin immunitet af de andre folketingsmedlemmer, der nok var lidt smålige. Jesper var hverken en ridder og de andre folketingsmedlemmer er ikke den onde heks i det her eventyr. Nej, skurken i det her eventyr er nemlig den paragraf Jesper blev anklaget for at have forbrudt sig imod.
Forstår i, i det her kongerige, var det ofte love der var skurkene. Lovgiverne var ikke onde, men snarere skurkenes dumme hjælpere – I ved dem der aldrig rigtig forstår at de har gjort noget forkert før slutningen af eventyret. Men ethvert eventyr har også en helt – sådan er det også i det her eventyr; Helten i det her eventyr hedder Ytringsfrihed. Ytringsfrihed blev født i Frankrig engang for meget længe siden. Men selvom han måske var lidt gammel, gjorde det ikke så meget, for han var ret stærk og uknækkelig. På trods af det, havde Ytringsfrihed det lidt som Superman. Der var nogle ting Ytringsfrihed ikke kunne tåle, ligesom Superman har det med kryptonit. For Ytringsfrihed kunne ikke tåle paragraffer. Særligt to paragraffer var virkelig slemme og kunne gøre Ytringsfrihed meget, meget syg. De hed §266b og §140, men det er nogle lidt svære navne, så i stedet kalder vi dem racismeparagraffen og blasfemiparagraffen.
Men tilbage til Jesper. Som før nævnt var Jesper nok lidt af en landsbytosse. Hver gang Jesper sagde nogle grimme ting om andre mennesker, rystede de fleste bare lidt på hovedet af ham når de gik forbi ham nede ved gadekæret. Jespers venner var måske også lidt mavesure at høre på – men man måtte sige hvad man ville, mente Ytringsfrihed. Han var nemlig en ret storsindet helt, som helte jo ofte er.
Men så blandede paragrafferne sig. Der var en farlig kamp, men til sidst smed de Jesper i fangekælderen. Her sad Jesper dag ud og dag ind i mange år. Ja, de fleste fik nærmest lidt ondt af ham, selvom han nogle gange sagde nogen tossede ting. I starten råbte Jesper ud gennem tremmerne, men som tiden gik, blev han mere og mere stille.
Da Jesper kom ud igen, sagde han ikke længere noget. Han stod ikke længere nede ved gadekæret og råbte om dommedag og profeter. I stedet begyndte ham og hans venner at mødes hemmeligt. De snakkede om de samme ting som før, ved gadekæret, men fordi ingen måtte høre dem og der derfor ikke var nogen der gik forbi og rystede på hovedet, blev Jesper og hans venner mere og mere sikre på at de faktisk havde ret i, at nogen mennesker var bedre end andre.
Ja, for det her er nemlig ikke et eventyr der ender lykkeligt. Jesper gik fra at være en landsbytosse til en farlig leder af en racistisk undergrundsbevægelse. Jeg vil ikke fortælle slutningen, for den er simpelthen for sørgelig. Heldigvis skete det heller ikke i virkeligheden – endnu i hvert fald. Men hvad kan vi så lære af sådan et eventyr. Jo, at selvom love er gamle og støvede, kan de stadig være enormt farlige. Og hvis vores helt, Ytringsfrihed, ligger lammet og glemt i en baggård et sted når det går galt – er skaden jo allerede sket.
I har sikkert hørt det før og tror at alle os, der er bange for de to paragraffer bare råber ”ulven kommer” fordi vi synes det er sjovt at se jer rynke på næsen. Men sandheden er, som det også er i eventyrene, at der altid kommer en ulv når man mindst venter det. Og så er det vigtigt ikke at gøre tingene værre end de allerede er.
Selvfølgelig sender det et godt signal, at have en racismeparagraf. Men at have love, udelukkende fordi de sender gode signaler, er en hån mod ytringsfriheden. Vi sætter os selv i bås med lande som Nordkorea, Kina og Rusland – hvor meninger ikke kan brydes frit og staten gør sig til smagsdommer eller tankepoliti for at beslutte hvad der er rigtige og forkerte tanker. Det kan godt være mit eventyr ikke kommer til at ske i virkeligheden, men historien viser også virkelige eventyr med slutninger som nogle voksne og da slet ikke børn ville kunne tåle at høre slutningen på.
Hvis man ikke har tillid til, at alle kan sige hvad de vil, om det så er om Gud eller andre mennesker, så er det fordi man ikke har tillid til demokratiet og sine medmennesker. Som eventyret fortæller, modererede folkestemningen Jespers udtalelser og fik ham til at tænke over, om det han mon mente var rigtigt. Derfor får Ytringsfriheden helterollen i eventyret, fordi den sikrer, at alt bliver vendt og drejet i det åbne. At tvinge folk til at gemme sig i DNSBs lurvede kældre eller lydisolerede garager, er det samme som at tigge efter en skurk.
Eventyret er selvfølgelig udtryk for en grov karakterisering og overdrivelse, der siges ude i byen, at fremme forståelsen.
