Eva Agnete Selsing: En offerdronning krydser sit spor

...

Danmark er en nation af rettigheds-havende ofre. Af klienter. Af lidende med lidelser. Af forfordelte og forbigåede sjæle, hvis ulykke helt og holdent kan tilskrives omstændigheder, de ingen indflydelse har på. Enhver forskel i social og økonomisk status må derfor udlignes, og skylden og ansvaret er de riges, samfundets og »systemets«.

Offerideologien næres af den socialistiske angst for »strukturer« - altså forhold, som ligger udenfor det enkelte individs indflydelsessfære. Uligheden, mandschauvinismen, kapitalismen - den store skyldner har mange navne, men alle med den grundlæggende præmis, at den enkeltes problemer er et samfundsanliggende. Og det er de så sandelig også blevet i Velfærdsdanmark.

Giver man op i eget liv, er der masser af hjælp og støtte at hente. Forsøger man at klare sig selv, får man konfiskeret sine hårdt tjente penge. Konsekvensen er, at vi i dag har et samfund, der på den ene side producerer flere svage, og på den anden side forhindrer de ikke-svage i at klare sig bedst muligt.

Svigtet er derfor netop, at det ideologiske arbejde, som Reintoft og affilierede i behandlerstaten har haft succes med at udføre, har båret frugt.

Fordi vi i dag har flere svage. Fordi vi har en hårdtpumpet socialstat, hvor stadig færre arbejder, og om muligt endnu færre gør sig begreb om det både nødvendige og opbyggelige i at tage vare på eget liv. Fordi vi har flere, der plages af stadigt mere utrolige lidelser. Flere undskyldninger for flere svigt, og mere af den særlige variant af afstumpet egoisme, som kun et patogent behandlersamfund kan producere.

Det er ganske rigtigt ikke noget at være stolt af.