Tænk hvis politiske beslutningstagere i USA og Europa på drastisk vis, det vil sige i løbet af få måneder, forlod deres nuværende energipolitik, og eksempelvis: satte tempoet for liberaliseringer og privatiseringer af energisektoren i vejret; for USA's vedkommende tillod gas- og olievirksomheder at bore i de "forbudte områder" i blandt andet Alaska og Colorado; hvis man - i såvel USA som Europa - fjernede de særlige afgifter på eksisterende og billige alternativer til olie - såsom kul; hvis lande, der idag forbyder en række billige alternativer til olie - såsom atomkraft - atter tillod opførelsen af sådanne - for de private investorer, der måtte ønske at gøre det; og hvis hvert enkelt land i den frie verden forlod egne protektionistiske foranstaltninger, og "nedrustede" deres nationale programmer; og dermed tillod øget konkurrence fra deres nabolande - ud fra princippet: "må den bedste virksomhed vinde markedsandele".
Kort sagt, hvad nu hvis en række forskellige former for liberaliseringspolitik - på ganske kort tid - blev gennemført, der alle førte frem mod den samme konsekvens: - at oliemarkedet i Mellemøsten fik så meget konkurrence (og til en start blot måtte forventes at få så meget konkurrence), at priserne på få måneder raslede ned? Hvad mon der så ville ske med de regimer, der i dag er afhængige af oliepenge til at betale lønninger til deres efterretningstjenester, præster, bødler, soldater og religiøst disponerede propagandister?
Konsekvenserne af de nuværende (og ufrie) former for prisregulering, interventionisme, forbud, fredninger, satsninger på "det alternative" (finansieret ved konfiskation) samt andre former for straf på produktivitet i de politisk friere lande er beskrevet indgående i George Reismans økonomiske hovedværk Capitalism.
Politikere er naturligvis ansvarlige for konsekvenserne af ikke blot deres egne handlinger - men i et bestemt omfang også fortidens politik: Fastholdelsen af en bestemt politik (afgifter, et højt skatteniveau, tilskud m.m.) er således i praksis det samme som at føre en bestemt politik. Og mellemøstens politiske betydning er nu engang en konsekvens af en politik, der er blevet fastholdt og ført i årtier. George Reisman dokumenterer hvordan.
Læs også Bilfri søndag
GENOPTRYK fra www.coin.dk/blogs
Kort sagt, hvad nu hvis en række forskellige former for liberaliseringspolitik - på ganske kort tid - blev gennemført, der alle førte frem mod den samme konsekvens: - at oliemarkedet i Mellemøsten fik så meget konkurrence (og til en start blot måtte forventes at få så meget konkurrence), at priserne på få måneder raslede ned? Hvad mon der så ville ske med de regimer, der i dag er afhængige af oliepenge til at betale lønninger til deres efterretningstjenester, præster, bødler, soldater og religiøst disponerede propagandister?
Konsekvenserne af de nuværende (og ufrie) former for prisregulering, interventionisme, forbud, fredninger, satsninger på "det alternative" (finansieret ved konfiskation) samt andre former for straf på produktivitet i de politisk friere lande er beskrevet indgående i George Reismans økonomiske hovedværk Capitalism.
Politikere er naturligvis ansvarlige for konsekvenserne af ikke blot deres egne handlinger - men i et bestemt omfang også fortidens politik: Fastholdelsen af en bestemt politik (afgifter, et højt skatteniveau, tilskud m.m.) er således i praksis det samme som at føre en bestemt politik. Og mellemøstens politiske betydning er nu engang en konsekvens af en politik, der er blevet fastholdt og ført i årtier. George Reisman dokumenterer hvordan.
Læs også Bilfri søndag
GENOPTRYK fra www.coin.dk/blogs
