I årevis har psykiatrien kæmpet for at blive sidestillet med den somatiske del af lægeverden, men først nu ser det ud til at lykkes.
Lige så mange år har der nemlig været modstand imod psykiatrien. Ikke kun på grund af dens tvivlsomme behandlingsmetoder som med insulin, cardiazol og elektrochok samt lobotomi, og senere lemfældige omgang med psykofarmaka, men ligeså meget på grund af, at psykiatrien ofte har ladet sig udnytte på måder, den ikke burde lade sig udnytte på.
Historien myldrer med eksempler på demagoger, der har anvendt psykiatrien til at lukke munden på kritikere. Det bedste eksempel var Stalin og et af hans kendteste ofre, digteren Olga Iofe, der producerede kritik imod staten og stalinismen i en lind strøm. Olga blev fængslet og fyldt med psykofarmaka. Efter sin løsladelse og flugt kunne den politiske videnskabsmand Harvey Fireside, der undersøgte Olga, konstatere, at hun havde fået en kemisk lobotomi og fremstod som en permanent ødelagt, tilbagestående person.
Olga var imidlertid ikke alene, og det var Stalin heller ikke. For det var ikke kun i diktaturstater, psykiatrien misbrugte sig selv, mange psykiatere er faldet for fristelsen til selv at udtage hævn over personer, de har set sig vrede på, hvis disse har modsagt dem. Det kan man eksempelvis læse i Joar Tranøys bog ”Til pasientens beste”, hvor forfatteren gengiver hjerteskærende breve fra nordmænd, som blev tvangsindlagt og ødelagt, fordi de blev stemplede som ”kværulantiske”, ”paranoide”, med ”vrangforestillinger” og/eller ”uden sygdomserkendelse”, hvis de sagde doktoren imod. Eller måske ligefrem skrev klagebreve til myndighederne, som en kvinde, der skrev til politiet: ”Jeg vil bede politiet i Oslo om, at de forfærdelige ugerninger, som er blevet begået imod mig, bliver undersøgt og ordnet, sådan at lægerne bliver anholdt og indsat i fængsel, og der bliver gjort alt for, at deres virke bliver standset.” (Joar, Tranøy, Til pasientens beste, side 108). Samt akademikeren Harald Hals, der er ligeså utilfreds, men også har set, hvad han er oppe imod og bl.a. skriver til sin advokat: ”Jeg har forsøgt at tale direktøren til fornuft. Men han er ligeså upåvirkelig som Stalin.” (side 118). Som straf blev Hals sprællende ført til lobotomi.
Det er psykiatrien som magtinstrument, der har været med til at give den sit dårlige ry. Oveni har psykiatrien optrådt på en måde, som er direkte samfundsundergravende, hvis man kigger den efter i sømmene. Siden den fik adgang til hjernemedicin, som den ukritisk gav til hvem som helst, virker det atter som om, den endnu engang har tjent et politisk formål, som strækker sig tilbage til ideologien omkring 68-oprøret og dets had mod samfundet, eller ”svinenationen”, som det så charmerende hed dengang i de kredse.
Heltene fra 68 hed Marcuse, Marx og Mao, og især Marcuse var hovedarkitekt bag en moderne formulering af samfundshadet. I 1967 holdt han en lang, og senere meget kendt tale, i London, der sluttede af med et opråb: ”Som De måske allerede har set, forudsætter de en total omvurdering af værdier, en ny antropologi. De forudsætter en mennesketype, som afviser de præstationsprincipper, der styrer de bestående samfund. Jeg gentager: Som omslaget fra kvantitet til kvalitet, indbefatter frigørelsens dialektik således et brud i repressionens kontinuum, som når helt ned i organismens dybdedimensioner. Eller vi kan sige, at kvalitativ forandring, frigørelse, i dag indbefatter organiske, instinktmæssige og biologiske forandringer, samtidigt med politiske og sociale forandringer. (Frigørelsens dialektik, side 162).
Mennesket skulle altså laves om. Og til stort held for mennesker på den fløj og deres efterkommere med samme drøm, stod psykiatrien igen parat til at omforme mennesket med den hjernemedicin, den fik til sin rådighed i 1976 og siden uddelte til hvem som helst, der stak næsen indenfor døren.
Virkningerne og bivirkningerne ved denne hjernemedicin er noget af det mest hemmeligholdte i samfundet, men utallige mennesker er kommet slemt til skade, har mistet alt, eller er døde i forsøget på at foretage de organiske, instinktmæssige, biologiske og sociale forandringer af mennesket.
Alligevel gik omvæltningen for langsomt. Derfor blev klapjagten udvidet. I 2001 fratrådte Poul Nyrup som statsleder og har siden ført en utrættelig kamp for at få danskerne til psykiater. Allerede i 2002 fik vi liasonpsykiatrien som skud på en stamme, der hedder Term-modellen, udarbejdet af psykiatere ved Århus Universitet, og efter hvilken man nu for alvor kunne række ud efter borgerne. Ved at alliere sig med de praktiserende læger, invitere dem på Term-kurser og divertere dem med skuespil, hvor de lærte at sende deres patienter til psykiatrien, hvis de ikke kunne finde ud af, hvad disse fejlede og belønne dem med et symbolsk beløb som tak for videreformidlingen i henhold til tillægsydelser 2147 og 2148, samt alliere sig med læger på hospitalerne, der skulle lægge mærke til, om mennesker med hjerteproblemer og brækkede ben (liason) hang med næbbet, kom der gang i butikken.
Med stærk hjernemedicin blev der nu produceret sociale tabere på stribe, fritaget for præstationsprincipperne, da disse ikke kunne præstere noget mere, men røg på overførselsindkomst. I 2008 opgjorde Ankestyrelsen således, at 22 om dagen blev sendt på førtidspension, en stigning på 38% i forhold til 2007, hvorimod der ikke var opgørelse på alle de, der blev sendt på kontanthjælp.
Mange blev fastholdt i det psykiatriske system med metoder ovennævnte norske forfatter beskriver på følgende måde:
”Sociologen/socialantropologen Erving Goffman har beskrevet denne proces. I den forbindelse bruger Goffman begrebet moralsk karriere, som på den ene side drejer sig om ”de nære ting” med direkte betydning for selvopfattelse og oplevet identitet, på den anden side ”officielle position, retslige forhold og det offentlige mellem jeg-et og dets omgivelser, uden at støtte sig for meget til, hvad den pågældende selv hævder at tro, han er” (Goffman, 1967: 97)
Personen der defineres som psykiatrisk patient gennemgår i den første fase, perioden som går forud for ankomsten eller tvangsindlæggelsen på hospital, kaldet prepatientfasen, en såkaldt ”betrayel funnel”, hvor den udvalgte patient så ofte er blevet løjet for og manipuleret af sine nærmeste for at sikre, at indlæggelsen møder mindst mulig modstand hos patienten.
I løbet af indlæggelsen gennemgår patienten en systematisk krænkelsesproces, som bryder med individets tidligere civile identitet (Goffman 1967). Efter indrulleringsfasen følger den egentlige patientfase, hospitalsfasen. På hospitalet sidder patienten frataget sine almindelige kendte præferencerammer og har ikke længere nogen omkring sig til at bekræfte, han er andet end et sygt menneske. Personens karriere gennem prepatientfasen og indlæggelsen kan studeres som en successiv nedbrydning af hans tidligere identitet, afsocialisering fra tidligere status og rolledispositoner til et nyt socialt system, hvor individet overtager rollen som ”sindslidende.”
Det mest betydningsfulde i patientens udvikling under institutionsopholdet er ikke ”sygdommen” i sig selv, men hvad institutionen gør med den indlagte.” (Joar Traanøy, ”Til patientens beste”, 1999, side 35).
Til hjælp i processen med afsocialisering og afidentificering anvender psykiatrien store doser hjernemedicin og inviterer til psykoeducation, hvor den kommende psykiatriske patient kan lære at blive dus med sin nye rolle som social taber.
Placeret på bunden af samfundet udgør førhen velfungerende borgere et nyt kunstigt skabt proletariat, der helt lever op til idealet om mennesket, der har gennemgået en biologisk og social forvandling og nu ikke kan få opfyldt sine basale behov med sin ringe overførselsindkomst.
Og derfor stemmer rødt.
På side 45 i regeringsgrundlaget kan vi nu læse, at den nye regering endelig opfylder psykiatriens drøm om at blive stueren og anerkendt ved at denne samfundsundergravende gren nu vil blive sidestillet med somatiske sygdomme.
Det kunne i mistænkelige grad virke som et indicium på ”tak for hjælpen”.
Så må vi bare håbe, den nye regering har råd til at lade psykiatrien fortsætte sit virke med at ødelægge hjerner. Den 4.10.2011 kunne Reuters i London nemlig meddele, at udgifterne til hjernesygdomme i Europa nu beløber sig til 800 milliarder Euro. Hjernesygdomme skabt med hjernemedicin.
Det har været dyrt at ændre mennesket.
(Interesserede der vil læse om psykiatrien som magtinstrument kan anbefales bogen, ”Political Ponerology”, Politisk Ondskab, hvor kapitel VII, side 195, omhandler denne magtfaktor.)
