Helle Thorning Schmidts bidrag til demokratidebatten på grundlovsdag var et politisk budskab om, at de rige betaler for lidt i skat.
De fleste er enige om, at de bredeste skuldre skal bære den tungeste byrde. Der rejser sig imidlertid nogle spørgsmål. Findes der ikke en øvre grænse for, hvor tung en byrde selv de stærkeste og mest bredskuldrede kan og bør bære? Og hvor går den grænse?
Faktum er, at det danske skattesystem i forvejen lægger en meget tung byrde på netop højtlønnede. De 1 pct. bedst lønnede betaler således hele 8,4 pct. af de samlede indkomstskatter, inklusiv arbejdsmarkedsbidrag. Og det vel at mærke i landet med verdens højeste skattetryk. De 20 pct. rigeste betaler omkring halvdelen af skatterne på indkomst.
De mest vellønnede betaler altså godt 8 gange mere i skat, end hvis skattebyrden var fordelt ligeligt på alle skatteborgere uafhængigt af indtægt. Man kan betragte det sådan, at de betaler ni gange mere for at sende deres børn i skole, for at besøge biblioteket eller for at blive indlagt på et sygehus. Hvis vi havde samme system for betaling af fødevarer, skulle en bakke leverpostej til 15 kr. koste 126 kr. for de højestlønnede.
Nu har vi politisk valgt, at finansieringen af en række velfærdsydelser skal finde sted over skatten og efter det princip, at højtlønnede skal betale mere for dem. Men hvor meget mere? Hvis en bakke leverpostej var en skattefinansieret velfærdsydelse, som i gennemsnit kostede 15 kr., ville vi så finde det rimeligt, at de højtlønnede skulle betale 126 kr. for den? Personligt synes jeg, at det er i overkanten. 30 kr. – måske mere, men da ikke 126 kr.
Men Helle Thorning Schmidt er åbenbart forarget over, hvor billigt de slipper. Mon hun og hendes mand selv var villige til at betale 126 kr. for en bakke leverpostej?
Selv hvis Thorning finder det rimeligt at hæve skatterne på de højtlønnede yderligere, bør hun forholde sig til, om det nu også er klogt at gøre det. De velhavende kunne jo vælge at købe deres leverpostej et andet sted. For hver højtlønnet, der skifter til et andet supermarked (flytter til et andet land), skal vi tiltrække ni nye gennemsnitskunder for at holde omsætningen.
Højtlønnede personer modtager ikke deres indkomst på bekostning af andre. Tværtimod oppebærer de en høj løn, fordi de skaber meget værdi for den virksomhed, der ansætter dem og dermed for det samfund, de lever i. Hvis det ikke var tilfældet, ville virksomhederne tabe penge på at have dem ansat. Der er derfor hverken fornuft eller retfærdighed i at brandbeskatte sådanne personer.
Et væld af studier viser, at samfundet bliver fattigere af at hæve skatterne, fordi folk reagerer ved at arbejde mindre, investere mindre eller sågar flygte til udlandet. En undersøgelse for Den Europæiske Centralbank viser, at en sænkelse af beskatningen af indkomst med 100 kr. kun ville være til et indtægtstab for statskassen på 17 kr. Med andre ord bliver borgerne 100 kr. rigere, men staten bliver kun 17 kr. fattigere. Samlet set bliver det danske samfund 83 kr. rigere. Det kan lade sig gøre, fordi folk reagerer på lavere skat ved at yde en ekstra indsats og dermed skabe mere velstand.
Politikerne bør helt fjerne progressionen i skattesystemet ved at afskaffe topskatten. En sådan reform ville kun indebære et umiddelbart tab på 1½ pct. af de samlede offentlige indtægter. På langt sigt vil den formentlig være så godt som – eller måske endda helt – selvfinansierende på grund af dens meget store gavnlig effekt på samfundsøkonomien som helhed ved at forbedre incitamenterne til at yde en ekstra indsats, gøre karriere, påtage sig ansvar og uddanne og dygtiggøre sig.
Indførelsen af en flad skat bliver ofte udlagt som om, at der var tale om at ”give mere til de rige”. Der er imidlertid ikke tale om at give. Der er tale om, at holde op med at tage helt så meget. Det nuværende skattesystem tager simpelthen for meget fra de højtlønnede. 126 kr. for en bakke leverpostej er ud over hvad der er rimeligt og fornuftigt. Fjerner vi topskatten vil vi stadig have et af de mest omfordelende samfund i verden. Danmark ville muligvis gå fra at have den højeste grad af økonomisk lighed til at ligge side om side med Sverige. Hvis Petersen tjener dobbelt så meget som Olsen, ville Petersen – også efter reformen - betale mere end dobbelt så meget i skat som Olsen.
(Denne artikel blev bragt i Politiken den 11. juni 2011 som min faste klumme Modpol)
