LEDER: Mens den almindelige mening i Danmark efterhånden er blevet, at vi får en ny regering med Helle Thorning-Schmidt som statsminister efter næste valg, så er det værd at gøre opmærksom på, at det sagtens kan ende anderledes. Som Jyllands-Postens politiske kommentator, Ralf Pittelkow, minder os om, så oplevede også Anders Fogh Rasmussen katastrofale meningsmålinger i 2004, hvorefter han alligevel vandt folketingsvalget i 2005 komfortabelt.
Alligevel kan det jo ikke udelukkes, at vi får et regeringsskifte i 2011, og så går det borgerlige Danmark i sandhed spændende tider i møde.
For det første: Hvad vil der ske hos Venstre og de Konservative? Lene Espersen vil være under et stort pres for at forlade formandsposten, men hvem tør de Konservative egentlig betro lederskabet af deres parti, når folketingsgruppen ikke just bugner af oplagte lederemner? Skal det virkelig være Lars Barfoed? Hos Venstre forventer mange, at Lars Løkke Rasmussen frivilligt vil trække sig fra lederposten, og så tyder alt på, at danskerne skal vænne sig til, at den nye oppositions statsministerkandidat vil blive den nuværende gruppeformand og tidligere skatteminister Kristian Jensen. Virkelig? Ja, tro det eller lad være - han er faktisk det bedste bud lige nu. Men mere væsentligt i Venstre vil være, hvilken politisk linje man vil lægge. I 2001 vandt man valget på at ville forandring, men ved valgene siden har man præsenteret sig som det stabile tilbud, der ikke ville røre nævneværdigt ved de herskende tilstande. Hvilke forandringsbudskaber, som kan overbevise vælgerne om, at det er værd at skifte regering, vil man kunne finde tilbage til? Vil Venstre-folkene kunne blive enige om det, eller vil det ende i et udmarvende ideologisk opgør?
For det andet: Hvordan vil det gå i kampen om de borgerlige kernevælgere mellem Venstre, de Konservative og et Liberal Alliance, der meget vel kan blive det borgerlige Danmarks store positive overraskelse ved valget og lande på Christiansborg med en frisk, ny folketingsgruppe, der modsat Venstres og de Konservatives slidte typer vil gå til kamp mod den røde regering med masser af gå-på-mod. Der har allerede været røster fremme om, at Liberal Alliance ikke vil kunne bruge en valgsejr til noget, hvis den ikke kan veksles til politisk indflydelse i et VKOI-flertal, men man kan lige så godt anskue oppositionsrollen som partiets virkelig store chance. For mens Venstre og de Konservative sagtens kan ende i opslidende kampe om lederskab og politisk linje, så vil Liberal Alliance med et godt valgresultat i bagagen kunne gå til helhjertet kamp mod den nye, røde regering fra dag 1, og partiet vil få en gylden mulighed for at fremstå som oppositionspartiET, der arbejder for borgerlige vælgere, mens Venstre og de Konservative ligger og roder med deres egne ledelsesproblemer. Efter Poul Schlüters afgang som statsminister i 1993 lå de Konservative underdrejede, mens Venstres politiske kurs og lederskab var ubestridt, og det endte som bekendt med, at Venstre blev det parti, som borgerlige danskere samledes om, mens de Konservative måtte igennem seks år med jævnlige kampe om lederposten og deraf følgende svind i den folkelige opbakning.
Man kan sammenligne en tabt valgkamp med en skovbrand. Det hele ser noget afsvedet og trist ud bagefter, men jorden er frugtbar for de frø, der har overlevet. Og der er masser af lys til de nye ting, der gror op.
Alligevel kan det jo ikke udelukkes, at vi får et regeringsskifte i 2011, og så går det borgerlige Danmark i sandhed spændende tider i møde.
For det første: Hvad vil der ske hos Venstre og de Konservative? Lene Espersen vil være under et stort pres for at forlade formandsposten, men hvem tør de Konservative egentlig betro lederskabet af deres parti, når folketingsgruppen ikke just bugner af oplagte lederemner? Skal det virkelig være Lars Barfoed? Hos Venstre forventer mange, at Lars Løkke Rasmussen frivilligt vil trække sig fra lederposten, og så tyder alt på, at danskerne skal vænne sig til, at den nye oppositions statsministerkandidat vil blive den nuværende gruppeformand og tidligere skatteminister Kristian Jensen. Virkelig? Ja, tro det eller lad være - han er faktisk det bedste bud lige nu. Men mere væsentligt i Venstre vil være, hvilken politisk linje man vil lægge. I 2001 vandt man valget på at ville forandring, men ved valgene siden har man præsenteret sig som det stabile tilbud, der ikke ville røre nævneværdigt ved de herskende tilstande. Hvilke forandringsbudskaber, som kan overbevise vælgerne om, at det er værd at skifte regering, vil man kunne finde tilbage til? Vil Venstre-folkene kunne blive enige om det, eller vil det ende i et udmarvende ideologisk opgør?
For det andet: Hvordan vil det gå i kampen om de borgerlige kernevælgere mellem Venstre, de Konservative og et Liberal Alliance, der meget vel kan blive det borgerlige Danmarks store positive overraskelse ved valget og lande på Christiansborg med en frisk, ny folketingsgruppe, der modsat Venstres og de Konservatives slidte typer vil gå til kamp mod den røde regering med masser af gå-på-mod. Der har allerede været røster fremme om, at Liberal Alliance ikke vil kunne bruge en valgsejr til noget, hvis den ikke kan veksles til politisk indflydelse i et VKOI-flertal, men man kan lige så godt anskue oppositionsrollen som partiets virkelig store chance. For mens Venstre og de Konservative sagtens kan ende i opslidende kampe om lederskab og politisk linje, så vil Liberal Alliance med et godt valgresultat i bagagen kunne gå til helhjertet kamp mod den nye, røde regering fra dag 1, og partiet vil få en gylden mulighed for at fremstå som oppositionspartiET, der arbejder for borgerlige vælgere, mens Venstre og de Konservative ligger og roder med deres egne ledelsesproblemer. Efter Poul Schlüters afgang som statsminister i 1993 lå de Konservative underdrejede, mens Venstres politiske kurs og lederskab var ubestridt, og det endte som bekendt med, at Venstre blev det parti, som borgerlige danskere samledes om, mens de Konservative måtte igennem seks år med jævnlige kampe om lederposten og deraf følgende svind i den folkelige opbakning.
Man kan sammenligne en tabt valgkamp med en skovbrand. Det hele ser noget afsvedet og trist ud bagefter, men jorden er frugtbar for de frø, der har overlevet. Og der er masser af lys til de nye ting, der gror op.
