Paralyserede af angsten for at blive stemplet som racister, imperialister eller islamofober er store dele af venstrefløjen blevet blødsødne i deres forpligtelse overfor universelle menneskelige rettigheder. De fordømmer beredvilligt, og med rette, amerikansk og engelsk umådeholdende udenrigspolitik, men åbner sjældent munden mod ikke-hvide undertrykkere og tilhængere af religiøse minoriteter. Hvorfor denne dobbeltmoral? Svaret skal delvist findes i en pervers fortolkning af multikulturalismen, der har splittet fejringen af forskelle i universelle menneskerettigheder.
Race og religion regerer nu i et fordærvet hierarki af undertrykkelse. Kvinders og homoseksuelles rettigheder erklæres ofte undværlige i den ”den højere sags tjeneste”. Misogyni og homofobi tolereres tiltagende under iagttagelse af ”harmoniske samfundsrelationer”. Faktisk er tendensen blandt mange angiveligt progressive at afvise fællesstandarder for rettigheder og forpligtelser. De kræver, at vi ”tager hensyn”, og viser ”kulturel sensitivitet” vedrørende fordomme mod folk fra bestemte etniske og religiøse samfund. Er det ikke nedværdigende, endog racistisk, at dømme folk ud fra forskellige standarder?
De moralske værdiers hierarki har formet den offentlig politik om diskrimination. Lovgivningen om racisme er langt hårdere end lovgivningen om homofobi. Nedsættende racemæssige bemærkninger medfører langt stærkere offentlig fordømmelse end sexistiske bemærkninger gør. Visse venstreorienterede formummer i deres fordømmelse af intolerance, når intolerancen stammer fra ikke-hvide folk; hvorimod de voldsomt ville fordømme lignende intolerance, hvis intolerancen blev luftet af hvide mod sorte eller kristne mod muslimer. Den nye mode for dele af venstrefløjen er ideen om, at vi må ”forstå” fordomme fra racemæssige og religiøse minoriteter; dog viser meget få af disse den samme ”forståelse” for den fordomsfulde arbejderklasse.
Visse argumenterer at vor vestlige kristne historie og kolonialisme, i visse kvarterer af minoritetssamfund er ansvarlig for etniske, religiøse og patriarkalske fordomme. De hadpropaganderende i disse samfund kan angiveligt dårligt holdes ansvarlige. I denne skyldredne ”anti-racistiske” fortælling har vi gjort de fordomsfulde, til de intolerante de er. Vi? Hvordan kan dagens generation af unge mennesker holdes ansvarlige for, hvad deres forfædre gjorde for 200 år siden? Sådan infantil nonsens er tiltagende et træk ved venstrefløjens diskurs.
Denne dobbeltmoral omkring menneskerettighederne påvirker endog lovhåndhævelsen. I Storbritannien og Jamaica er adskillelige sorte kunstnere frie til uden frygt for retsforfølgelse at opfordre til mord på homoseksuelle. Som vi alle ved, kunne ingen homoseksuel nogensinde slippe af sted med opfordring til drab på sorte. Ligeledes tillades visse fundamentalistiske muslimske gejstlige at godkende de såkaldte ”æresdrab” på ikke-kyske kvinder; hvorimod enhver kvinde der vovede at advokere for gengældelse mod islamiske misogynister, meget snart ville finde sig selv i en retssal.
Race og religion regerer nu i et fordærvet hierarki af undertrykkelse. Kvinders og homoseksuelles rettigheder erklæres ofte undværlige i den ”den højere sags tjeneste”. Misogyni og homofobi tolereres tiltagende under iagttagelse af ”harmoniske samfundsrelationer”. Faktisk er tendensen blandt mange angiveligt progressive at afvise fællesstandarder for rettigheder og forpligtelser. De kræver, at vi ”tager hensyn”, og viser ”kulturel sensitivitet” vedrørende fordomme mod folk fra bestemte etniske og religiøse samfund. Er det ikke nedværdigende, endog racistisk, at dømme folk ud fra forskellige standarder?
De moralske værdiers hierarki har formet den offentlig politik om diskrimination. Lovgivningen om racisme er langt hårdere end lovgivningen om homofobi. Nedsættende racemæssige bemærkninger medfører langt stærkere offentlig fordømmelse end sexistiske bemærkninger gør. Visse venstreorienterede formummer i deres fordømmelse af intolerance, når intolerancen stammer fra ikke-hvide folk; hvorimod de voldsomt ville fordømme lignende intolerance, hvis intolerancen blev luftet af hvide mod sorte eller kristne mod muslimer. Den nye mode for dele af venstrefløjen er ideen om, at vi må ”forstå” fordomme fra racemæssige og religiøse minoriteter; dog viser meget få af disse den samme ”forståelse” for den fordomsfulde arbejderklasse.
Visse argumenterer at vor vestlige kristne historie og kolonialisme, i visse kvarterer af minoritetssamfund er ansvarlig for etniske, religiøse og patriarkalske fordomme. De hadpropaganderende i disse samfund kan angiveligt dårligt holdes ansvarlige. I denne skyldredne ”anti-racistiske” fortælling har vi gjort de fordomsfulde, til de intolerante de er. Vi? Hvordan kan dagens generation af unge mennesker holdes ansvarlige for, hvad deres forfædre gjorde for 200 år siden? Sådan infantil nonsens er tiltagende et træk ved venstrefløjens diskurs.
Denne dobbeltmoral omkring menneskerettighederne påvirker endog lovhåndhævelsen. I Storbritannien og Jamaica er adskillelige sorte kunstnere frie til uden frygt for retsforfølgelse at opfordre til mord på homoseksuelle. Som vi alle ved, kunne ingen homoseksuel nogensinde slippe af sted med opfordring til drab på sorte. Ligeledes tillades visse fundamentalistiske muslimske gejstlige at godkende de såkaldte ”æresdrab” på ikke-kyske kvinder; hvorimod enhver kvinde der vovede at advokere for gengældelse mod islamiske misogynister, meget snart ville finde sig selv i en retssal.
