Ifølge Newtons love sørger tyngdekraften altid for at et legeme igen falder til jorden, når den kraft der sendte det til vejrs er opbrugt. Der er absolut ingen sammenhæng imellem fysikkens love og økonomien. Men selvom det ikke er en naturlov at boligpriserne synker til et mere realistisk niveau når boligboblen brister og markedet korrigerer værdierne igen, er det alligevel et veldokumenteret faktum at det der går op, altid kommer ned igen.
Investment Property Databank (IPD) viser at de britiske ejendomsværdier steg med 0,2 % i august 2009. Det var ellers ikke sket siden første halvår i 2007. Tallene illustrerer desuden at den britiske krise ikke adskiller sig væsentlig fra resten af verden. Ligesom i Kina, USA, Irland, Danmark, Tyrkiet og Spanien er de økonomiske kræfter som er i spil drevet af et voldsomt overinvesteret bolig- og ejendomsmarked.
Fra juni 2007 til august 2009 faldt værdien af det britiske ejendomsmarked med 44,2 %
Nedgangen målt på 1-årsbasis ved udgangen af juli 2009 var 29,6 %. Totalafkastet juli 2008-2009 udviste et negativt afkast på 24,2 %
Her godt og vel 3 år efter at de britiske ejendomsværdier nåede deres klimaks, er ejendomsværdierne i Storbritannien på højde med niveauerne fra december 2008. Stigningen i de sidste 11 måneder har været på 15,2 procent. Det betyder, at de første 18 måneder af afmatningen endnu ikke er vendt, og at værdifaldet er det svageste som markedet har udvist i 2 år.
Det kunne synes som en lille solstrålehistorie, men det er desværre et fata morgana.
Den officielle regning til den britiske stat for at undsætte banksektoren kan idag gøres op til omkring 850 billioner pund sterling, hvis man medtager alle garantier og nødlån. Men regningen stopper ikke her.
Bank of England har desuden købt realkreditobligationer og skatkammerbeviser for i omegnen af 2 billiarder pund sterling, og den britiske regering har derudover pumpet 75 billioner pund sterling i Royal Bank of Scotland og Lloyds, således at staten nu ejer henholdsvis 84 og 41 % af aktierne i begge banker.
I mellemtiden har de britiske banker lånt hvad der svarer til 800 billioner pund til forfald i 2012. I en virkelighed hvor finanskrisen er afløst af ekstreme stigninger i landenes gældskvoter, er det et varsel om at de kortvarige fordele, der fulgte G-20 landenes injektioner nu lakker mod enden.
De skærpede kapitalkrav fra EU – og dét at man nu kan se enden på perioden med den ekspansive pengepolitik og de ultralave renter – gør at man kan forvente at bankerne vil holde igen på den sparsomme likviditet. Storbritanniens finansielle system har bevæget sig væk fra den trussel om total nedsmeltning de fatale dage i oktober 2008, hvor man fusionerede de store banker HBOS, Lloyds, og Royal Bank of Scotland – kun timer før det totale økonomiske kollaps i det finansielle system i Storbritannien.
Men prisen har været ekstraordinært høj.
Regeringen anslår at Storbritanniens budgetunderskud vil ligge på ca. 12 % af BNP. Statsgælden i Storbritannien vil derfor vokse med 167 mia. pund sterling (12 % af BNP).
De kommende 5 år vil Storbritannien være nødt til at låne 800 mia. pund sterling – en fordobling af statsgælden – samtidig med at gældskvoten ventes at vil vokse til 70 % af BNP alene i år.
Refinansieringen af banksektorens gæld bliver derfor absolut ikke billigere.
Briterne kan derfor se frem til øgede renter, færre pengeinstitutter, stigende statsgæld, stigende skatter og lavere velfærd. Renten på en ti-årig britisk statsobligation ligger i dag på 4 %. Men briterne har en højere inflation end resten af EU, og omkostningerne ved at forrente statsgælden overstiger allerede f.eks. forsvarsbudgettet idag.
Udsigten til stigende renter vil derfor skabe uoverskuelige problemer – men det kan med usvigelig sikkerhed forudses at briterne vil være nødt til at devaluere pundet som følge af spekulation. Valutaen har på nuværende tidspunkt tabt næsten 36 % i forhold til dollar siden 2007, uden at den lavere kurs på pundet har ført til stigende eksport.
Det går altså rigtigt skidt i Storbritannien.
Da Bank of Englands interventioner med opkøb af statsobligationer nu rinder ud, betyder det at støttehjulene afmonteres i økonomien, samtidig med at briterne må vandre vandre på dødsruten i verdensøkonomien med lommerne endevendte. Med en sandsynlig snarlig valutastorm over de britiske øer varsler barometerstanden altså i dag, at vi står foran både gældskrise i EU, Finanskrisen II og den stensikre likviditetskrise, der vil drive renterne mod skyerne.
Ligesom at det kan forventes at korrektionen i boligmarkedet vil sende markedsniveauet ned hvor det oprindeligt kom fra...
Investment Property Databank (IPD) viser at de britiske ejendomsværdier steg med 0,2 % i august 2009. Det var ellers ikke sket siden første halvår i 2007. Tallene illustrerer desuden at den britiske krise ikke adskiller sig væsentlig fra resten af verden. Ligesom i Kina, USA, Irland, Danmark, Tyrkiet og Spanien er de økonomiske kræfter som er i spil drevet af et voldsomt overinvesteret bolig- og ejendomsmarked.
Fra juni 2007 til august 2009 faldt værdien af det britiske ejendomsmarked med 44,2 %
Nedgangen målt på 1-årsbasis ved udgangen af juli 2009 var 29,6 %. Totalafkastet juli 2008-2009 udviste et negativt afkast på 24,2 %
Her godt og vel 3 år efter at de britiske ejendomsværdier nåede deres klimaks, er ejendomsværdierne i Storbritannien på højde med niveauerne fra december 2008. Stigningen i de sidste 11 måneder har været på 15,2 procent. Det betyder, at de første 18 måneder af afmatningen endnu ikke er vendt, og at værdifaldet er det svageste som markedet har udvist i 2 år.
Det kunne synes som en lille solstrålehistorie, men det er desværre et fata morgana.
Den officielle regning til den britiske stat for at undsætte banksektoren kan idag gøres op til omkring 850 billioner pund sterling, hvis man medtager alle garantier og nødlån. Men regningen stopper ikke her.
Bank of England har desuden købt realkreditobligationer og skatkammerbeviser for i omegnen af 2 billiarder pund sterling, og den britiske regering har derudover pumpet 75 billioner pund sterling i Royal Bank of Scotland og Lloyds, således at staten nu ejer henholdsvis 84 og 41 % af aktierne i begge banker.
I mellemtiden har de britiske banker lånt hvad der svarer til 800 billioner pund til forfald i 2012. I en virkelighed hvor finanskrisen er afløst af ekstreme stigninger i landenes gældskvoter, er det et varsel om at de kortvarige fordele, der fulgte G-20 landenes injektioner nu lakker mod enden.
De skærpede kapitalkrav fra EU – og dét at man nu kan se enden på perioden med den ekspansive pengepolitik og de ultralave renter – gør at man kan forvente at bankerne vil holde igen på den sparsomme likviditet. Storbritanniens finansielle system har bevæget sig væk fra den trussel om total nedsmeltning de fatale dage i oktober 2008, hvor man fusionerede de store banker HBOS, Lloyds, og Royal Bank of Scotland – kun timer før det totale økonomiske kollaps i det finansielle system i Storbritannien.
Men prisen har været ekstraordinært høj.
Regeringen anslår at Storbritanniens budgetunderskud vil ligge på ca. 12 % af BNP. Statsgælden i Storbritannien vil derfor vokse med 167 mia. pund sterling (12 % af BNP).
De kommende 5 år vil Storbritannien være nødt til at låne 800 mia. pund sterling – en fordobling af statsgælden – samtidig med at gældskvoten ventes at vil vokse til 70 % af BNP alene i år.
Refinansieringen af banksektorens gæld bliver derfor absolut ikke billigere.
Briterne kan derfor se frem til øgede renter, færre pengeinstitutter, stigende statsgæld, stigende skatter og lavere velfærd. Renten på en ti-årig britisk statsobligation ligger i dag på 4 %. Men briterne har en højere inflation end resten af EU, og omkostningerne ved at forrente statsgælden overstiger allerede f.eks. forsvarsbudgettet idag.
Udsigten til stigende renter vil derfor skabe uoverskuelige problemer – men det kan med usvigelig sikkerhed forudses at briterne vil være nødt til at devaluere pundet som følge af spekulation. Valutaen har på nuværende tidspunkt tabt næsten 36 % i forhold til dollar siden 2007, uden at den lavere kurs på pundet har ført til stigende eksport.
Det går altså rigtigt skidt i Storbritannien.
Da Bank of Englands interventioner med opkøb af statsobligationer nu rinder ud, betyder det at støttehjulene afmonteres i økonomien, samtidig med at briterne må vandre vandre på dødsruten i verdensøkonomien med lommerne endevendte. Med en sandsynlig snarlig valutastorm over de britiske øer varsler barometerstanden altså i dag, at vi står foran både gældskrise i EU, Finanskrisen II og den stensikre likviditetskrise, der vil drive renterne mod skyerne.
Ligesom at det kan forventes at korrektionen i boligmarkedet vil sende markedsniveauet ned hvor det oprindeligt kom fra...
