S &SF har et besynderligt forhold til både vækst og udvikling samt offentlig service. Ifølge SF er “bedre service for de samme penge en utopi“, som de skriver på deres hjemmesider. Derfor vil de sammen med S øge det offentlige forbrug med 1,4 procent. Da man samtidig nu har annonceret at man ikke vil bruge pengene før man har dem, kan vi derfor roligt gå ud fra, at en S-SF regering betyder skattestigninger. Med andre ord mener de at man skal øge verdens største offentlige forbrug ved at hæve verdens højeste skatter. Ikke mindst vil man gerne bruge flere penge på folkeskolen, som er… rigtigt gættet, verdens dyreste.
I en analyse der sammenlignede omkostningerne i Danmark og Finland, som blev offentliggjort tidligere i år fremgår det, at vi bruger 47 procent mere på folkeskolens 1-7. klasser, end man gør i Finland. For 8-10. klasse samt gymnasiet bruger vi 24 procent mere, og på de videregående uddannelser bruger vi 21 procent mere. Hvis vi følger SF’s logik, burde det indebære, at vi er mellem 21 og 43 procent bedre. Og kravet om flere penge til folkeskolerne fra S og SF, som vil gøre forskellen endnu større, burde rent logisk indebære, at denne forskel skal øges i fremtiden.
Desværre forholder det sig omvendt. Vores folkeskole halter langt bagud i forhold til Finland, når man måler på de faglige resultater, som de fremgår af de internationale PISA –undersøgelser. Af deres 2009 undersøgelse fremgår det, at Finland konsekvent er det vestlige land, der scorer bedst i evnen til læse og skrive, matematik og naturvidenskab. Især i evnen til at læse og skrive halter danske elever gevaldigt bagud.
Hvis vi med et forbrug der er op til 43 procent højere end i Finland, må man spørge sig selv hvilken logik der tilsiger at det skulle være penge der er mangel på. Også når vi ser mere kvalitativt på forskellene er det vanskeligt at finde belæg for SF og S forestillinger om hvad der skal til for at give folkeskolen ”et løft”, som de siger. Det kan ifølge S og SF ske ved at bruge 2 mia. mere på folkeskolen, og indføre to-lærer-ordninger i de små klasser i dansk og matematik samt sætte et maks. antal på 24 elever i klasserne.
Men sammenligner vi med Finland er der ikke flere børn per lærer i danske folkeskoler, tværtimod. Man kan også stille spørgsmålstegn ved om flere timer vil øge kvaliteten. Danske børn har 11 procent mere undervisning end finske børn. Ikke desdo mindre klarer disse sig væsentligt bedre. Så med mindre man mener at finner ganske enkelt bare er klogere fra naturens hånd, er der ingen grund til at tro at de foreslåede tiltag vil have nogen synderlig effekt. Forklaringerne skal vist findes andre steder, og har næppe meget med manglende offentligt forbrug at gøre.
Desværre er fortsat øgede offentligt forbrug ikke en S-SF specialitet. Efter 10 år med borgerlig regering, er den offentlige sektor målt i forhold til den samlede økonomiske aktivitet på niveau med de sidste år under Anker Jørgensen. En stigning der først og fremmest er sket under den borgerlige regering. Vores offentlige forbrug synes derfor mere at være udtryk for manglende evne eller lyst - til at styre de offentlige budgetter end udtryk for stigende kvalitet.
Vi har i dag et offentlig forbrug der er 38 mia højere end i Sverige og 84 mia. højere end Finland. Og mens det muligvis ikke er alle områder hvor kvaliteten er så skidt som i uddannelsessektoren, må man med rette stille sig selvg spørgmsål om hvad vi egentlig får for pengene.
En ting er sikkert, at mens det er en myte, at flere penge betyder bedre kvalitet i den offentlige sektor, i uddannelsessektoren synes det omvendte nærmest at være tilfældet, så vil en gennemførelse af S og SFs politik og ønske om at øge de offentlige udgifter først og fremmest indebære øget gæld eller højere skatter. Det vil kun sikre et fattigere Danmark i fremtiden.
